Iselin C. Hermann: Arveslynglen og hele musikken

 
Von Hurlsack familien er ramt af en forbandelse. I familien fødes altid 
drengebørn og altid 2. Disse 2 drengebørn vil altid hade hinanden som 
pesten. Denne bog handler om Iph og Thokarsky som er tvillinger og som 
forbandelsen foreskriver hader de hinanden. De ved ikke at de i familien
 har fået en kusine, for en familie som hader hinanden har jo ikke meget
 samvær - og netop fødslen af en pige i slægten skulle ophæve 
forbandelsen. De to drenge møder, uden at vide det, deres kusine og det 
får dramatiske konsekvenser - hun kommer nemlig til at "smelte" 
tvillingerne sammen og forestil dig lige at være nødt til at være i 
selskab med en du hader hele tiden. Det får Iph og Thokarsky til at 
planlægge en forfærdelig hævn som de helst vil have går ud over hele 
verden.
Jeg synes at bogen er lidt for fantasifuld på en pjattet 
måde og ville egentlig max have givet 3 stjerner, men min søn på 11 år 
er ret begejstret. Han synes historien var spændende og blev ikke som 
jeg irriteret over hjemmelavede ord mange steder og en lidt for 
springende og fantastisk handling. Til gengæld synes vi begge at 
tegningerne er flotte og passer godt til historien. Min søn får dog lov 
at bestemme og bogen får derfor 4 stjerner. 
Her kommer et lille uddrag fra side 11, som ganske godt viser det som jeg blev træt af at læse.
"Jøsses
 kirgiser og franske kartofler. Rumsterstang, det er mit mozek-strument.
 Meget fornemt, meget fornemt strument, stort og prægtigt. Det har både 
strenge som en guitar og dertil bjælder, tromme, mundharmonika og fløte,
 alt i ét." 
Vurdering: 4/5 



 
 
 
 
          
      
 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar