fredag den 28. december 2012

Progressiv løbetur - pyhaa

Jeg har efterhånden rigtig længe bare småløbet og med en del gåpauser undervejs. Nu synes jeg dog at jeg skulle igang med lidt mere løb... Jeg har været inde på http://www.mit-loebeprogram.dk/ og genereret et løbeprogram, som jeg kan afprøve gratis i 14 dage. I dag kunne jeg købe programmet med 60%rabat, så nu er jeg klar til at løbe efter program indtil midt i maj. Selvom jeg synes jeg ikke har sat hastigheden særlig højt, så var det absolut udfordrende at holde tempoet til sidst på dagens progressive tur. Ikke nok med at det blev en 6 km tur uden gåpauser (måtte dog lige kapitulere inden afjogning...) det sidste af turen foregik også med tungen ude af halsen og lunger som ikke synes der var nogen som helst ilt i luften. Det var ingen fornøjelse. Ifølge programmet skal jeg lave en testløbs 5 km næste gang og det er måske meget godt, for tilsyneladende er mit løb værre stillet end jeg frygtede. Det går ikke ubemærket hen for kroppen at der løbes meget lidt (selvom jeg dog har cyklet en del) og at der er kommet et par kilo ekstra på sidebenene... Nå men begge dele kan og skal der rådes bod på! Satser på et skadesfrit 2013, så jeg igen kan komme til at føle mig som løber :-)

GODT NYTÅR :-)

torsdag den 27. december 2012

Ryan David Jahn: Gode naboer (og lidt om Sony reader)




Denne uhyggelige bog er baseret på voldtægten og mordet på en ung kvinde i New York i 1964. I bogen hedder kvinden Katrina, hun er en ung kvinde som er på vej hjem fra job kl. 4 om morgenen. Katrina glæder sig til at komme hjem.  Hun når dog kun til sin gadedør i sin beboelsesejendom, da hun bliver overfaldet af en mand med en rusten brødkniv. Trods det sene tidspunkt er der lys i flere af lejlighederne i bygningen, og Katrinas skrig bliver også hørt, og flere af beboerne ser noget af overfaldet. Der er dog ingen der griber ind, de tænker alle at der nok er en anden som ringer til politiet. Undervejs i bogen skifter man mellem at høre om de enkelte beboere som hører eller/og ser noget af overfaldet, Katrina, overfaldsmanden, en paramediciner og en korrupt politimand.  Alle disse menneskers skæbne krydses i forbindelse med overfaldet. I beboelsesejendommen møder vi mange grumme skæbner: En mand som overvejer selvmord, et par som har givet sig i kast med partnerbytte uden at overveje konsekvenserne, en sygeplejerske som har påkørt en barnevogn og er flygtet fra stedet – hendes mand kører nu ud for at se om nogen er kommet til skade, en ung mand der er indkaldt af militæret men som længe har passet sin meget syge mor, den utro ægtemand som konfronteres af sin kone.


Som læser gribes man hurtigt ind i de mange forskellige skæbner i ejendommen, samtidig med at man følger Katrinas kamp for at overleve sin grumme skæbne og undres over at der ikke er nogen som griber ind. Bogen er spændende, men mest af alt er det en rigtig grum historie uden lyspunkter undervejs. Det at den er baseret på et virkeligt mord, hvor mange kunne have grebet ind men ikke gjorde det,  gør jo ikke bogen mindre grum. Bogen er velskrevet og fletter handlingen sammen på en rigtig fin måde, men læs den ikke hvis du er alt for sart – det er en helt igennem grufuld fortælling.


Vurdering: 4/5


Sony Reader
Denne bog har jeg læst på min nye Sony reader. Jeg synes det har været en positiv oplevelse. Skærmen er god at læse på, jeg bliver ikke træt i øjnene. Jeg er dog spændt på hvordan det er at sidde udendørs og læse på den, da overfladen godt kan give lidt genskin, men kun når den holdes i en unaturlig vinkel - som jeg aldrig ville gøre når jeg sidder og læser. Men sollys er en faktor som måske kunne give problemer. 

Den er nem at betjene og er der usikkerheder, som f.eks at fjerne et bookmark, så er manualen som ligger på readeren hurtig at søge efter nøgleord i så man kan finde det ønskede emne

Det medfølgende software program "Reader for pc" er også nemt og brugervenligt. Købte e-bøger importeres nemt i programmet og når readeren tilsluttes computeren synkroniseres der nemt. Det er alt for nemt at impuls-shoppe gode bøger på diverse gode sider på internettet, så det er jo godt at der er plads til mange bøger på sådan en fætter. Indtil videre er jeg blevet glad for at shoppe på www.mubook.dk , www.mibook.dk og www.saxo.com men giv gerne et hint hvis du har nogen gode sider med e-bøger som skal checkes ud.

Men hvad med læseoplevelsen på sådan en reader? Ja rent faktisk glemte jeg hurtigt at jeg læste bogen på en elektronisk dims, og enkelte gange var det en absolut fornøjelse. Den klapper ikke sammen når man sidder og spiser, den er ikke tung at sidde med eller ligge og læse med i sengen. Touchskærmen har dog resulteret i enkelte uønskede bookmarks, fordi jeg lige fik holdt en finger inde på skærmen. Siden man læser på er lidt mindre end jeg måske kunne ønske mig, men igen så vænnede jeg mig meget hurtigt til at sådan er det. 

tirsdag den 25. december 2012


Elektronisk bog eller "gammeldags almindelig bog"?



Jeg har længe overvejet at anskaffe mig en e-bogslæser, men det er aldrig blevet til noget. Nu har jeg dog fået denne lille, fine Sony reader prs-t2 i julegave. Grunden til at jeg vil have en e-bogslæser er primært at bøgerne ikke fylder og jeg derfor uden problemer kan have mange med mig. Men men jeg er på den anden side også en læser som nyder at sidde med en tyk bog i hænderne og vil det nu blive samme oplevelse at læse på sådan en smal, lille, elektronisk dims?

Nå men nu har jeg da fået hentet en bog ned på readeren fra e-reolen, og så må jeg jo se hvordan det bliver at læse på en ny måde. Iøvrigt har readeren en masse muligheder i forhold til markeringer af tekst, tilføjelse af noter o.s.v. som garanteret er rigtig smarte når først jeg får sat mig ind i funktionerne... Nå jeg vender tilbage med mere info om Sony reader når jeg bliver lidt fortrolig med den.

Glædelig jul til jer alle :-)  

søndag den 23. december 2012

Sophie Kinsella: Hushjælp søges


I denne bog følger vi den 29-årige advokat, Samantha, som arbejder rigtig mange timer i et førende advokatfirma. Samantha er lige ved at skulle vurderes i forhold til partnerskab i firmaet og det er hendes største ønske at opnå dette.  Samantha har arbejdet for firmaet i døgndrift de sidste 7 år og har sat alt socialt liv på standby. Den dag Samantha uofficielt har fået at vide at hun bliver partner, finder hun ud af at hun har begået en fejl som koster en klient 50 millioner pund. Samantha panikker og forlader London fuld af skamfølelse efter at have påpeget sin fejl. Samantha ender i en tilfældig landsby, hvor tilfældighederne gør at hun bliver antaget som hushjælp for et rigt ægtepar. Men når man har løjet sig til at være madlavningsekspert, men ikke aner hvad der er op og ned på en kasserolle, så er man dømt til at få vanskeligheder – og Samantha gør hvad hun kan for ikke at blive afsløret som den bedrager, hun føler sig som. 

Bogen er meget humoristisk, der er utallige af sjove situationer – både pga. Samanthas manglende huslige kompetencer, men også fordi det rige ægtepar Geiger er nogle ikke helt almindelige mennesker.  Jeg har læst denne bog flere gange, fordi den er sjov, sød og på sin vis også ganske spændende undervejs. Det er rigtig god underholdning, men der er også nogle gode moraler i forhold til hvad der er vigtigt i livet. Så jeg kan kun sige læs den… :-)

Vurdering: 5/5

E. L. James: Fifty Shades - Fri



Christian og Anastasia er nu blevet gift og vi starter bogen på deres bryllupsrejse, med tilbageblik til brylluppet. Alt ser lyst og lykkeligt ud for parret, da de vender hjem fra deres skønne bryllupsrejse og skal begynde hverdagen igen. Men de har en fjende, og denne fjende er meget opsat på at gøre dem så ondt som muligt og endda efterstræbe dem livet. Disse trusler får naturligvis Christian til at opgradere sikkerheden og begrænse Anastasias udgang så meget som muligt. Gerningsmanden identificeres, men det stopper ham ikke...

Denne bog er bedre end den lidt jævne 2´er. Forfatteren har stadig sit fokus på forholdet mellem Anastasia og Christian, men bringer nu et krimiaspekt med ind. Det bidrager til at handlingen flyder lidt mere, selvom der stadig er lidt langtrukne passager. Bogen slutter af med fra Christians synsvinkel at fortælle lidt fra hans tidlige barndom og så hoppe til hans møde med Anastasia. Det var sjovt at læse om samme situation men fra den modsatte synsvinkel. Alt i alt synes jeg det er en rigtig god trilogi. Selvom der er langtrukne passager, så er de måske svære at undvære, da de er med til at give billedet af Christians sammensatte natur.

Vurdering: 4/5 

torsdag den 13. december 2012

Yaktrax uheld

Så gik den ikke længere, nu måtte jeg afsted på en løbetur. Men selvom vejene er rimelig farbare uden sne og is, så er det jo en helt anden sag med grusveje og stier.. Altså fandt jeg mine yaktrax frem og da jeg lige skulle rette dem til på skoene inden jeg skulle afsted, så fik jeg trådt ud på vores klinkegulv - det skal man være forsigtig med når der er yaktrax på skoene siger jeg bare. Foden gled væk under mig og jeg satte mig lige på rø... Lige ved siden af hundens vandskål - hold op hvor jeg grinede... Nå ingen skade sket, så afsted på løbeturen og forhåbentlig på mere sikre ben. Det var en smuk tur - langsom pga sneen, men med yaktrax stod jeg fint fast. Sneen er bare temmelig ujævn at løbe i nu, nogen steder er den blød og andre steder meget hård - så man skal passe lidt på ikke at vrikke om... Turen gik dog fint uden nogen uheld. Desværre lover de regn i weekenden, så det er ikke sikkert at det bliver til flere ture i sneen i denne omgang - derfor skal i også have nogle billeder fra dagens tur:-)





søndag den 9. december 2012

Anita Nair: Damekupeen



Romanen foregår i nutidens Indien og har den 45-årige Akhila som hovedperson. Akhila er meget utilfreds med sit liv. Hun har arbejdet for at forsørge sin familie siden hendes fars alt for tidlige død og det har været på bekostning af at gøre hvad hun selv gerne vil. Akhila ved bare ikke rigtig hvad hun gerne vil og om hun kan tillade at frigøre sig lidt fra familien. Akhila har sin søster og hendes familie boende og denne søster behandler hende med nogen ringeagt fordi Akhila aldrig er blevet gift. I bogen er Akhila taget på en togrejse bl.a. for at finde sig selv. Akhila har plads i den kupe for damer og vælger at spørge de kvinder som hun her møder til råds i forhold til hvad hun selv skal gøre med sit liv. Dermed åbner hun for at kvinderne fortæller om deres eget liv. 

Bogen er meget velskrevet, den er skrevet i et sprog som gør den til en fornøjelse at læse. Læseren får et indblik i den indiske kultur og især kvindernes vilkår. Det er nogle gribende og meget forskellige skæbner som vi møder i de rejsende kvinder. Jeg forventede dog lidt mere samspil mellem kvinderne som helhed, og det er næsten fraværende. Bogen er sådan lidt en samling noveller om kvindeskæbner, der kun knyttes sammen af hovedpersonen og den spirende afklaring hun får i forhold til sine egne valg i forhold til fremtiden. Så jeg måtte lige tage lidt tilløb hver gang bogen skifter fokus fra en kvinde til den næste, men så blev jeg igen hurtigt grebet ind i fortællingen. Alt i alt er bogen en fornøjelse og får 4 stjerner fra mig.

Vurdering: 4/5  

Vinterløb og pjæk

Egentlig var planen en løbetur i dag, men så kom snestormen. Som det kan ses på billedet så lå sneen i et pænt lag og det allerede fra rimelig tidlig formiddag - såå løbeturen blev droppet. I stedet blev der julebagt og hygget indendørs. Hunden blev dog også lige luftet i en times tid mens sneen føg om ørerne på os. I denne uge har det virkelig været vinterløb, der har ligget sne på alle skovstier og så længe småvejene er forholdsvis fri for sne gider jeg ikke rigtig finde yaktrax frem, men... Det har givet nogle lidt usikre løbeture som bambi på glatis. Jeg elsker dog at løbe når der er sne, for smukkere bliver landskabet ikke efter min mening.

E. L. James: Fifty Shades - I mørket

Vi forlod Anastasia Steele i sidste bog efter at hun i frygt havde forladt Christian. Ana var blevet skræmt af Christians mørke sexuelle sider, som bunder i hans svære opvækst. Christian og Ana kan dog ikke holde sig fra hinanden, og det lykkes Christian at overbevise Ana om at han kan tilbyde Ana et mere normalt forhold. Det er dog ikke uden problemer, begge martres af mindreværdskomplekser. Christian frygter at Ana vil forlade ham igen hvis han røber ting fra sin fortid. Ana derimod tror ikke hun kan opfylde Christians sexuelle behov i forhold til at påføre andre smerte. Udover at høre om Ana og Christians forhold hører læseren også en smule om Anas arbejdsliv.

Jeg synes ikke helt at denne bog kan leve op til forgængeren. Den bliver til tider langtrukken og forfatteren bruger mange gentagelser i deres sexuelle forhold. Trods den langtrukne handling, og til tider mangel på handling så er der alligevel et ønske om at vide hvad der videre sker. Bogen slutter som forventet på en måde som pirrer nysgerrigheden og gør at man som læser lige må have sidste bog med også. 

Vurdering: 3/5

søndag den 18. november 2012

E. L. James: Fifty shades - Fanget


Anastasia Steele er en 21-årig litteratur studerende som er ved at tage sin afsluttende kandidatgrad. Hendes veninde Kathrine har aftalt med den magtfulde og lidt mystiske direktør Christian Grey at han skal interviewes til skole avisen. Kathrine bliver imidlertid syg og overtaler Ana til at tage afsted til interviewet. Ana møder uforberedt op med Kathrines nærgående spørgsmål. Christian har en aura af magt om sig og duperer Ana fuldstændig, desuden bidrager Kathrines spørgsmål til at Anas utilpashed. Ana nærmest flygter efter interviewet. Heldigvis tror Ana ikke at hun behøver at se Mr. Grey igen udover når han skal overrække dem eksamensbeviser. Men mr. Grey dukker op i det byggemarket som Ana arbejder i og får hende til at hjælpe med at finde nogle lidt besynderlige ting for en forretningsmand. Ana er ved at blive forelsket og mr. Grey er tydeligt interesseret i Ana. Ana skal dog snart erfare at mr. Grey har helt andre planer for deres forhold end ventet og hun bliver lige så langsomt suget ind i hans noget mørke verden hvad sex angår. Ana er sexsuelt uerfaren og meget forelsket men hvor langt vil hun gå for at få sin mr. Grey?! !
 

I starten af bogen virker den lidt chicklit agtig, da vi begynder at følge den lidt kejtede Ana.
Bogen drejer dog langsomt over og bliver mere sensuel og ikke mindst sexuel. Jeg synes dog at handlingen er spændende samtidig med at man følger spillet mellem de 2 hovedpersoner og kan på sin vis godt forstå at bogen er blevet en mega bestseller. Jeg glæder mig absolut til at læse fortsættelsen. Slutningen gør mig også ret nysgerrig. ! !
 

Vurdering: 4/5

tirsdag den 6. november 2012

Lynne Reid Banks: Brudte broer

14-årige Nili bor i kibbutz i Israel, men er ved bogens start på ferie i London sammen med sin jævnaldrende canadiske fætter Glen. Hendes onkel er lidt udstødt af familien da han har valgt at forlade kibbutzlivet og bosætte sig i Canada. Nilis fætter Glen skal med tilbage til Israel på besøg hos den familie som han aldrig har set, og Nili glæder sig til at vise ham sit land, selvom han er noget skeptisk. De lander i Israel i kølvandet på Intifadaen - den palæstinensiske opstand mod Israelerne, og tingene går helt galt. Pga. en misforståelse er der ingen til at modtage dem i lufthavnen og de vælger gående at forlade lufthavnsområdet for at gå til en tantes hus. På vejen dertil bliver de dog overfaldet og Glen bliver slået ihjel. Nu starter en meget svær tid for Nili og hendes familie. Nili har været vidne til forbrydelsen og er politiets hovedvidne, men hun har en grund til at ønske at den ene af forbryderne går fri - hendes uvilje mod at identificere forbryderne skaber stor splittelse i familien. 

Jeg synes at bogen er interessant pga. det miljø handlingen udspiller sig i, men når det er sagt så synes jeg egentlig at handlingen er noget tam og langtrukken. Så læs den hvis du er interesseret i et indblik i kibbutz livet og den Israelske - Palæstinensiske konflikt, men søger du underholdning til en mørk vinteraften, så find en anden bog.

Vurdering: 2/5  

Margit Sandemo: Skoven har mange øjne


Yrsa lever en meget anonym tilværelse og bliver udnyttet lidt af sine såkaldte venner, som er vant til at Yrsa af natur er hjælpsom og ikke stiller så mange krav. Yrsa arbejder på et pressekontor og en dag støder hun på en hemmeligstemplet kuvert, hvorpå der er et billede af en ung mand. Yrsa kan ikke glemme mandens ansigt og tager den hemmeligstemplede kuvert med hjem. Hun overvejer længe at åbne den og efter mange overvejelser gør hun det. Det viser sig at indeholde akter om fundet af et lig (den unge mand på billedet) som politiet ikke har kunnet identificere som andet end en ukendt Rustan Carr og politiet tænker han kan være spion. Yrsa sætter dog sin egen efterforskning i gang opsat på at finde ud af mere om manden. Yrsa finder ud af at politiet har tolket forkert og at mandens navn i virkeligheden er Rustan Garp og at han er indehaver af en stor virksomhed. Yrsa tager til Grotteskovene hvor liget af Rustan Garp angiveligt skulle være fundet og gør sig nogle bemærkelsesværdige opdagelser. Det viser sig dog at der er nogen som er meget opsatte på at der ikke skal kastes lys over hvad der egentlig er sket og pludselig er Yrsa jaget vildt. 

Bogen er egentlig underholdende nok, det irriterer mig bare at Yrsa så forholdsvis let kan komme meget længere med sin efterforskning end politiet har formået. Men når den irritation har lagt sig, så er handlingen spændende og underholdende nok. 

Vurdering: 3/5