torsdag den 27. september 2012

Amy Tan: Køkkengudens hustru


Bogen handler om Winnie og hendes veninde Helen, de har holdt sammen som veninder i mange år. De er født og opvokset i Kina, men forskellige omstændigheder har ført dem til USA hvor de nu bor og har store børn. Winnie og hendes datter Pearl har et lidt anstrengt forhold, og begge gemmer på store hemmeligheder for at skåne den anden.
Helen fortæller nu at hun lider af en uhelbredelig hjernesvulst og vil have hemmelighederne på bordet. Hermed tvinges Winnie til at indvie sin datter i fortiden med alle dens spøgelser. Det fører hende tilbage til sin opvækst i Kina, hendes mors pludselige forsvinden, hendes voldelige ægteskab og gennem tiden under 2. verdenskrig.

Da jeg startede på bogen og læste om ”nutiden” synes jeg bogen virkede noget tung og ikke specielt interessant. Heldigvis gav jeg mig tid til at læse videre, for bogen bliver meget gribende når Winnie begynder at fortælle sin livshistorie. Gennem bogen bruges der et meget levende og beskrivende sprog som gør handlingen meget nærværende. Undervejs i handlingen får læseren mange tankevækkende indblik i den kinesiske kultur, både af den gode slags, men absolut også af skræmmende karakter. 

søndag den 23. september 2012

Brat afslutning på løbetur

Måtte lige bide i græsset undervejs på løbeturen :-(

Det går ikke altid som planlagt på de løbeture... Det går ellers generelt set godt med løbet, de korte ture er nu 5 km og de lange ca. 7-8 km. Jeg veksler stadig mellem løb og gang på turene, men nu er der absolut mest løb. 

Jeg nyder mine løbeture, og noget af det bedste ved at starte så langsom op er at jeg har fået lokket min store søn med i løbeskoene. 

I fredags skulle vi igen ud og løbe en tur og vejret var bare så skønt så vi blev enige om at det skulle være den lange. Alt spillede bare, fik en god rytme i løbet, føler konditionen er ok og ingen smerter i de der pokkers knæ. Ca. 1-1½ km før vi er hjemme løber vi på en lille smal skovsti og slam så falder jeg og hamrer mit knæ ned i en trærod. Hold da op det gjorde ondt, jeg var mundlam i flere minutter (og jeg kan meddele at det sker ikke ret tit ;-). Men efter lidt tid så havde jeg lige mod på at komme op og stå - det gik så ikke... Så blev jeg bare svimmel, så hovedet måtte lige nedad igen. Lidt mere sunden mig og så var jeg klar på det sidste af turen hjem. Det gjorde nas i knæet at gå, så faktisk virkede det bedst at smålunte uden at skulle strække eller bøje benet helt. Det føltes som en lang hjemtur. 

Så fulgte en pinefuld sårrensning, 2 huller i/under knæet som var fuld af jord og en tur på skadestuen for at få en stivkrampe vaccination. Ikke lige en fredag som gik efter planen.

Lørdag havde jeg et hævet og meget ømt knæ, men allerede i dag kan jeg mærke at det går hurtigt fremad. Halter kun ganske lidt ved alm. gang, så mon ikke knæet er klar til løb igen om nogle dage. Jeg er ihvertfald sluppet heldigt fra mit stunt. En sidegevinst af min klodsethed bliver et par nye løbebukser, for det lykkedes mig at lave ikke mindre end 4 huller i dem ved mit bratte møde med skovbunden.... 

fredag den 7. september 2012

Sniger mig ind på løberlivet igen :-)

Ganske langsomt går det fremad med mit løb - nu nærmer hver tur sig 5 km. Jeg veksler dog stadig mellem at gå og løbe. Benene har det ok, de brokker sig lidt indimellem men det er kun kortvarigt.

Nå men der må stadig noget motion ved siden af løbet, og i går fik min søster og jeg så endelig tid til en tur af "Fodsporet". Den gamle jernbane mellem Næstved og Slagelse som er indviet som asfalteret natursti sidste efterår. Vi havde en ret god modvind mod Slagelse og måtte vende et stykke udenfor byen, da vi mødte nedenstående skilt om vejarbejde og omkørsel. Vi blæste næsten hjem igen og sluttede med lidt over 60 km ialt. Dejlig tur.