Margit Sandemo: Sagaen om Isfolket 33 - Nattens dæmon

Dette er bog 33 af 47 i ”Sagaen om Isfolket”. I denne bog følger vi Vanja, som jo er Lucifers barnebarn og dermed har nogle evner som er usædvanlig selv for Isfolket-familien. Som barn opdager hun en lille skabning på sit værelse som hun fatter ømhed for, trods det at den ikke er særlig venlig og vokser utrolig hurtigt i forhold til hende selv. Hun kalder skabningen for Tamlin og det viser sig at han er en natdæmon, som er sendt af den onde Tengel for at holde øje med isfolket. Tamlin opsøger familien i deres drømme og franarrer dem deres tanker og planer. Det er bare ikke normalt, at mennesker kan se natdæmoner og dermed demonstrerer Vanja sine usædvanlige evner. Vanja forelsker sig i Tamlin, og fortæller intet om at de huser en dæmon.

Denne bog er som de andre ganske spændende, og efterhånden som læseren er så involveret i kampen mod den onde Tengel vil det være utænkeligt ikke at fortsætte med at "sluge" bøgerne efterhånden som de udkommer. I bogen er der dog flere fejl, som irriterede mig lidt undervejs, det er som om forfatteren (eller oversætteren, det ved jeg jo ikke) flere steder i bogen ikke har kunnet bestemme sig for om Natdæmoner er synlige for mennesker eller ej.
F.eks. Citat side 9: Hvor natdæmonen Lilit sidder på kirketårnet.
"Alle folk sov, på nær et enkelt par, der traskede hjemad efter et sent aftensselskab. De gik og sludrede livligt sammen og havde ikke øjne for deres omgivelser. Havde de set op mod kirken, ville det nok have givet et sæt i dem, men deres samtaleemne - aftenens værter - var alt for interessant. "
Citat side 13: Hvor natdæmonen Lilit smugler Tamlin ind hos isfolket
"I sengen lå en lille pige på cirka ti år og sov. Det spillede ingen rolle. Barnet ville aldrig opdage, hvad der befandt sig i værelset, for natdæmoner er usynlige - de optræder kun i folks onde drømme. "
Det er naturligvis kun små skønhedsfejl, men kapper lige en stjerne af en ellers pragtfuld bog.

Vurdering: 4/5