Viser opslag med etiketten løb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten løb. Vis alle opslag

søndag den 13. april 2014

Lille update

Tiden flyver afsted og nu er foråret endelig kommet. Jeg får løbet lidt sporadisk lige for tiden. Jeg var ellers kommet rigtig godt igang og fik løbet ture på omkring 25 km med henblik på at løbe Cph marathon i maj. Pludselig begyndte jeg dog at få ondt i min ene hæl, og det har generet mig mere og mere. Lægen mener det er svangsenen, fyssen mener det er hælspore - men når jeg læser diverse steder passer mine gener bare ikke sammen med de to skavanker. Nå pyt træningen er trappet noget ned, marathon i denne omgang skrinlagt. Så jeg tager nogle mindre ture og nyder bare at løbe og nyde forårets fremmarch. Her er lige et par billeder fra en af mine ture, som måske ikke er så forårsagtige men ualmindeligt smuk tur alligevel. 

Når jeg nu ikke kan løbe så meget, så får jeg i stedet cyklet nogle km på min racer. Det har også betydet at jeg har investeret i en ny cykelcomputer som jeg længe har ønsket mig. Jeg er derfor ved at udforske min Garmin Edge 800, som jeg allerede er rigtig glad for. Jeg er slem til at cykle de samme få rundture, når jeg cykler alene - men med muligheden for at downloade baner og blive guidet rundt så har jeg allerede fået kørt nogle steder jeg vist aldrig har været før. Mere om Edge senere...

Sidste weekend stod i Krimimessens tegn, det var en skøn weekend med mange gode forfattere på programmet. Jeg fik inspiration til nye bøger som nu er på læselisten. 

torsdag den 26. december 2013

Ufrivilligt koldt fodbad :-)

2. Juledag og selvfølgelig skal der lige være plads til en god løbetur. Det var helt utroligt hvor mange mennesker som var ude og lufte gå- og løbesko i dag. Der er sikkert også mange som trænger til at bevæge sig efter alt for meget god julemad!!
Nå jeg ville en tur over fårebakkerne og havde ellers ikke så mange planer. Jeg havde Mads & Monopolet i ørerne, hvilket gav mig nogle gode grin undervejs - desværre gav det mig også våde fødder - og nej ikke fordi jeg tissede i bukserne af grin...
På vej hjem var energien stadig god, så jeg tog en omvej gennem en grusgrav. Det er længe siden jeg har været denne vej og terrænet har ændret sig lidt siden sidst. Jeg så godt at noget af vejen var oversvømmet, men siden så ok ud - så jeg satte ikke farten ned. Det skulle jeg have gjort 😄. Pludselig kunne jeg godt se at næste skridt ville bringe mig ud i blankt vand af en vis dybde som betød våde fødder, men nå at stoppe kunne jeg ikke. Fuck det var koldt, ikke overraskende da det var frostvejr i nat. Nå totalt sop i begge sko. Faktisk var der så meget vand at jeg var våd et stykke op på skinnebenet. Så turen bragte endnu et grin over mit manglende overblik - faktisk gik der en tør lille trampesti venstre om vandhullet.... Men pyt!! Jeg fik løbet i dag - gjorde du?

onsdag den 30. oktober 2013

Kan du la´ vær´?

Som så mange andre har jeg ligget underdrejet den sidste tid med feber,snot osv. Men trods det så kommer rastløsheden og trangen til en god løbetur - kan du lade være med at løbe når du ikke er helt på toppen? 

I dag måtte jeg give efter.. Kroppen var dog ikke helt klar på udfordringen. Mine lunger kunne ikke indeholde ret meget luft, pulsen dunkede afsted i højt gear trods det lave tempo, muskler og led smertede som om jeg var igang med en marathon.... Og alligevel følte jeg det som var jeg i himlen - for pokker hvor jeg trængte til at føle blodet bruse og nyde den friske luft. 

Stormen den anden dag havde sat sine spor på landskabet - ærgerligt at jeg ikke havde min tlf med til at tage lidt billeder... Jeg zigzaggede mellem nedfaldne grene, energien var ikke til at hoppe over noget som helst ;-). Det korte stykke jeg løb på cykelsti ved landevejen blev med høje knæløft, for der lå nedfaldne blade i tykke driver - ret hyggeligt. I skoven havde flere træer overgivet sig til deres skæbne i vinden og lagt sig, så det blev til mere zigzag - men jeg kunne da komme igennem. 

fredag den 27. september 2013

Ferie og løbeture

Jeg har forsømt at fortælle lidt om vores sommerferie og stedet hvor vi nyder at løbe nogle fantastiske ture. Det er nemlig Ledro søen i Italien, som vi har kastet vores kærlighed på - og eftersom der nærmest er et ikke-eksisterende udvalg af boliger gennem danske bureauer, så har vi fået rigtig gode erfaringer med at leje gennem http://greenholiday.com/ . Der er en fantastisk service og de taler rigtig godt engelsk og tysk. 

Men retur til løbeturene, og dermed et par billeder. Man kan løbe rundt om Ledro-søen, og meget af vejen på nogle dejlige grus stier langs søen. Både min mand og jeg har fået for vane at løbe turen mod uret - igen undrer jeg mig over at mine løberuter altid er ensrettede i mit hovede.... 

Udsigt over Ledro søen fra en af strandene ved  byen Val di Pur
Findes der en smukkere løberute?
Ved byen Mezzolago går turen en smule op af en bjergvej med fantastisk udsigt over søen og derefter igennem de små smalle bygader - rigtig hyggeligt. Efter Mezzolago løber man igen på stier langs vandet over mod byen Molina di Ledro. 
Her kan Molina di Ledro lige skimtes

Udkanten af Molina di Ledro
I Molina var der lavet ny bro over floden og nye stier langs søen. Tidligere skulle man ind gennem byen, men det slipper man så for ny - dejligt. 
Det sidste stykke retur til Pur går gennem et stykke skov og så et stykke på alm. lille vej. Ruten er kun lidt kuperet og ca. 10 km lang. På vores 14 dage ved søen nåede jeg 7 ture rundt og både i hedt solskin og også en enkelt tur hvor jeg startede i sol men endte i silende regn. Sådan er det i bjergene - vildt uforudsigeligt. 


lørdag den 31. august 2013

DHL stafet


I går deltog jeg i DHL-stafetten i København sammen med et par af mine kollegaer. Tænk sig nu har vi haft tørvejr og tørkelignende tilstande i Danmark i evigheder og hvad sker der så lige den dag vi skal til stafet?? Regnen begyndte at sile ned lige inden vi startede i sidste startgruppe!! Hmm!! Gennemblødt bare af at skulle finde fra start og over til Region Sjællands telt på plads 38 - ja ja en god start. Nå pyt - lidt vand kan jo ikke pille det gode humør væk fra ukuelige løbere...
Da jeg startede var det dog tørvejr, jeg lagde stille og roligt ud, for jeg har haft lidt bøvl med mit knæ først på måneden. Da jeg var halvvejs satte jeg dog lige lidt mere tempo på og sluttede i ca. 29:30. Det er nu ufattelig hyggeligt at løbe DHL, der er en fantastisk stemning og bortset fra grill osen, som er en pine, så er det et skønt arrangement. Vi sluttede med rigtig lækker mad - tak region Sjælland - og trætte afsted med bussen hjemad kl. 22.30. 

August har været en ok løbemåned, dog med næsten en uges pause pga. overbelastet knæ. Alligevel er det blevet til 92 km, så det er ok.

tirsdag den 30. juli 2013

Juli - en helt ok løbemåned

Jeg nyder virkelig mit løb lige for tiden - ikke fordi det går stærkt eller er specielt langt - men bare fordi jeg kan!!! Der er nu noget helt specielt ved at opleve sommeren fra en løbers perspektiv, eller også er det bare fordi jeg har haft en så lang skadespause... Jeg nyder at løbe i varmen, også de dage hvor det er varmest, det er skønt ikke at skulle tænke på alle de lag løbetøj som jo desværre er nødvendigt i rigtig mange måneder her i lille DK. 

Juli måned gav ellers lige en forskrækkelse midtvejs, for knæet begyndte igen at skabe sig. Det fik en uge med kun en kort løbetur, og så gik det fint igen. Trods denne lille pause ender månedens km-tal i løbesko alligevel omkring 130 km. Det er jeg bare super godt tilfreds med. Men stadig klarer jeg mig uden nogen faste løbeplaner - de kan tidsnok komme...

fredag den 28. juni 2013

Danmarksstafet og status på løb

Jeg er næsten i mål :-)

Det er længe siden jeg har skrevet om mit løb, og det er faktisk ikke fordi det er gået dårligt - det går bare så utrolig langsomt fremad... Jeg løber stadig primært med gåpauser indlagt, det er mest skånsomt for mine knæ og den måde jeg bedst kan få distancen op i noget der passer mig. I dag nåede jeg en lille sejr - første måned med over 100 km i løbeskoene, det er faktisk over 1½ år siden det er sket sidst. Så ja fokus er stadig at holde skaderne fra døren. 

Trods ringe løbeform og manglende km i benene uden indlagte pauser vovede jeg, at tilmelde mig Danmarksstafetten i juni sammen med løbeklubben. Det var en skøn dag, jeg løb hele vejen men uden at presse tempoet alt for meget. De 5 km blev løbet på 30 min, det er jeg tilfreds med. Det var dejligt at mærke stemningen til et løb igen. 

Løbeplaner? Jeg tør ikke rigtig det helt store endnu. Har et lille håb om en langsom halvmarathon i Hvalsø til september - men er meget usikker på om jeg når det. Men indtil formen vender tilbage så nyder jeg bare at kunne løbe igen, for det er da bare så fantastisk. 

Mens egne løberesultater lader noget tilbage at ønske, så glæder jeg mig utroligt på Annette Fredskovs vegne. Denne fantastiske kvinde nærmer sig mål på sit år med 1 marathon dagligt. Det er imponerende!!! Se hendes bedrifter her Jeg møder ofte deltagere fra Fredskov marathon når jeg cykler en tur til Næstved - ret hyggeligt med et lokalt marathon sådan på hverdagsbasis :-).  

søndag den 26. maj 2013

9. november 2010: Så fik jeg løbet min første marathon

Sidste gamle blogindlæg...


Endelig oprandt dagen for Løberen skovmarathon i Hillerød og dermed min debut på den lange distance.

Jeg var noget nervøs før starten, og stod og småfrøs i min sommerløbejakke, men tænkte at den burde være varm nok når jeg kom igang. Vejret var jo skønt, godtnok koldt men sol og næsten vindstille.. Min mand og søster havde iøvrigt en anden jakke med som jeg kunne få undervejs, hvis det skulle blive for koldt.
Som forventet var det meget svært at holde farten nede i starten, og det lykkedes heller ikke helt - men jeg justerede jævnligt farten ned og havde masser af overskud. Jeg synes egentlig at jeg fandt ind i en god rytme også trods de faktisk ret mange bakker og også enkelte lidt stejle stigninger. Drak ved hvert depot og gik imens, spiste enkelte halve bananer men holdt mig mest til energidrik og vand. Skoven var ufattelig smuk, og det var skønt at have min mand og søster med som heppere på cykel, de stod jo rigtig mange steder på ruten og det gav lige lidt mere energi på kontoen.

Endelig løb jeg ind på anden omgang og nu begyndte jeg langsomt at "æde mig ind på" enkelte andre marathonløbere, og min søster var nu med mig på cykel. Havde faktisk god energi endnu og måtte stadig sommetider nedjustere tempoet, søster holdt nøje øje med at det ikke gik for stærkt. Bakkerne var dog strenge nu og jeg kunne godt mærke at pulsen kom op at ringe et par gange. Efter 30 km gjorde det ondt, jeg begyndte at mærke knæ, hofter og ikke mindst fødder - men løbes skulle der og krisen blev overvundet. Ved ca. 35 km, tror jeg, måtte jeg lige ned at gå et kort stykke op af en bakke, men udså mig med det samme hvor der igen skulle løbes - og det blev der. Overvejede 5:1 metoden (løb 5 min gå 1 min osv), men forkastede den igen. Gik stadig ved depoterne, men nu kunne jeg ikke få banan i maven mere, kunne ikke synke det, blev forkvalmet. Det gik dog fint med energidrik og vand, så det holdt jeg mig til. Gik op af en bakke og fik her noget kakao af min søster og så i løb igen. Det gik egentlig ok, trætheden bankede meget på, men jeg kunne godt overbevise mig selv om at der skulle løbes og pludselig kunne jeg jo se mål. Skønt skønt, en rigtig dejlig sejr! Sluttid 4:25:25. Løb første halve på 2:09:22 og anden halve på 2:16:03 - egentlig ret ok synes jeg. Selvom jeg var træt på de sidste km synes jeg ikke at jeg mødte den der omtalte mur - og alt i alt var oplevelsen så supergod at jeg slet ikke tvivler på at jeg skal løbe marathon igen.
Blev en smule smådårlig lige efter mål, havde svært ved at trække vejret ind og hostede helt vildt (forkølelsen er som sådan væk, men ikke hosten), det gik dog hurtigt bedre efter at have drukket noget saftevand. På stive ben over og klæde om, og lidt små gnavsår efter bh´en er eneste mén efter turen, tæer var ok og ikke skravsår andre steder. Så det er da billigt sluppet synes jeg og er superlykkelig for min sluttid.
Nu her 2 dage efter har jeg været ude på en lille luntetur på 3 km og benene har det godt, så det er jo dejligt lige så stille at kunne komme igang igen. 

Lige efter starten

stadig god energi sammen med halvmarathon løberne på 1. runde
2. runde med min søster på cykel
2. runde, nu melder trætheden sig
I mål og første marathon er en realitet!!!









lørdag den 25. maj 2013

7. oktober 2010: En måned til marathon

Et mere fra gemmerne...

Det nærmer sig blog-forsømmelse. En lille update på hvad der er sket på min løbefront siden sidst. Efter sommerferien har jeg allieret mig med Kjetil Havstein, som har lavet løbeprogram til mig med henblik på marathon den 7. november i Hillerød. Jeg var så småt kommet igang med at løbe distancer på lige over 10 km, uden alt for meget vrøvl med den læg som stoppede min drøm om Københavns marathon i foråret. Læggen drillede dog lidt stadigvæk, men ganske langsomt er det forsvundet. Kjetils program har inkluderet en del intervaltræning og progressive træningspas, noget mere intensivt løb end jeg var vant til hidtil. Spændende var det om benene kunne klare det, men det er gået over al forventning, og jeg er faktisk blevet glad for de lidt hårdere træningspas - hvem skulle have troet det?
Nu nærmer marathon-dagen sig pludselig med hastige skridt og det giver lidt sommerfugle i maven. Fysisk har jeg stor tiltro til at jeg er/bliver klar, bare jeg kan holde skaderne fra døren - det jeg er mest spændt på er det psykiske aspekt. Det er ukendt terræn og har jeg den stædighed der skal til når jeg bliver træt og den letteste løsning er at give op? Det vil vise sig - men ligenu veksler jeg mellem at glæde mig rigtig meget og til at frygte dagen. Tihi og det gør man helt frivilligt??
Løbetanker fra en marathon-wannabe - Gitte....

fredag den 24. maj 2013

14. juni 2010: Danmarksstafet

Et gammelt blogindlæg igen...


I går havde jeg jo vovet at melde mig til Danmarksstafetten i Næstved. Vejret var fint, lidt blæsende og overskyet men med sol indimellem. Vores lille klub stillede med 4 hold og jeg skulle løbe som første løber på vores mixhold. Jeg havde plan om at starte med ca. 5:30 pr. km og så sætte farten ned hvis min læg begyndte at drille. Lidt problemer fik jeg...men det var ikke med læggen, næh nærmere kondien - pyha. Det har sørme taget noget på kondien at løbe sporadisk og langsommere i næsten 1½ måned. Nå men jeg pressede alligevel på med tungen ud af halsen og nød at læggen ikke gav lyd fra sig. Forpustet og glad nåede jeg i mål på 26:18 og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Vores hold blev nr. 13 i mixrækken. Ellers fik jeg rigtig hyggesnakket med de andre løbere, der er bare en superstemning til Danmarksstafetten!
Den kommende uge er planen:
tirsdag en rolig 5 km
torsdag 8 km med lidt fartleg
søndag 10 km motionsløb (dog med lidt ro på tempoet - jeg tør ikke give los på så lang en tur endnu)

torsdag den 23. maj 2013

10. juni 2010: Sprudler af løbeenergi

Et gammelt indlæg mere...


Det går fremad. I dag blev det til en tur på næsten 8 km - så nu begynder det da at ligne lidt. Jeg kan mærke at udholdenheden ikke er gået helt tabt på den seneste måned med meget sporadisk løb, for i dag kom jeg ind i et godt tråd og følte bare jeg kunne blive ved og ved. Læggen får dog den der uspecifikke træthedsfølelse sidst på turen, og jeg tolker det som at jeg stadig skal stoppe mens legen er god... Der er lige godt 14 uger til H.C Andersen marathon i Odense - og det kunne måske blive det løb der kommer i fokus, hvis den gode udvikling i forhold til lægskaden fortsætter. 
Min løbetur i dag var iøvrigt fuldstændig himmelsk trods småregn og blæst - utroligt hvad løbeabstinenser kan gøre... På søndag skal jeg deltage i Danmarksstafet sammen med løbeklubben, det bliver hyggeligt - men jeg må hellere stadig holde tempoet nede så ikke jeg provokerer min læg...
Løbehilsner Gitte

onsdag den 22. maj 2013

Silende regn

I dag har regnen faktisk silet ned hele dagen - men det er løbedag og løbes skulle der jo. Det vender jeg tilbage til. Først skal vi et par dage tilbage i tiden. 
I lørdags fik jeg at vide at jeg fik ekstra fri søndag, det er jo ikke så tosset. Min kære mand fik så den pludselig indskydelse at han da ville løbe Copenhagen marathon så...
Herunder er min skønne mand så inden starten går. 
Inden start
Det regnede lidt på vej til København, men var tørvejr mens vi fik meldt til og ventede på at starten skulle gå. Jeg gik rundt til aftalte pladser i byen og heppede på min søde mand. Ca. 30 min efter start begyndte det at sile ned og regnen fortsatte med meget korte ophold gennem hele løbet.
Stadig frisk ved ca. 14 km
Jeg gik helt ud til Amalienborg, for jeg kunne sagtens holde mig varm når jeg gik.
Her ved 26 km - stadig fuld af energi
Dejligt lige at få en melding om at energien var høj stadig her ved 26 km. Så ville jeg nemlig ikke se ham før igen på broen inden mål. Jeg fulgte jo dog med på Marathons App´en. Det er virkelig en genial ting som tilskuer. Skønt at kunne følge hver 5 km mellemtid og se at tempoet stadig holder - det tydede på at der ingen nævneværdige kriser var.
Her i god fart på broen


På vej under broen og målet i syne.
Sluttiden blev 3 timer og 38 min - 20 min bedre end for 3 år siden - og dermed er hans 2. marathon i hus. 
Min seje mand med hans medalje
Min kære mand havde det godt efter at være kommet i mål - han er meget tilfreds med sin tid og vejret passede ham rigtig fint. Jeg glædede mig dog til at komme hjem og blive gennemvarm efter at have gået rundt i regnen i omkring 4 timer :-)

Så hopper vi frem til i dag igen... Til morgen regnede det, men var rimelig vindstille - jeg kunne dog ikke få mig selv motiveret i løbetøjet og afsted. Bedre blev vejret dog ikke. Regnen silede ned og det blæste også da jeg endelig kom afsted. De første km hoppede jeg lidt mellem vandpytterne, men det nytter jo ligesom ikke ret meget - gennemblødt blev jeg jo alligevel. Det fik så det indre legebarn frem og nu tonsede jeg bare gennem vandet så det sprøjtede til alle sider ;-). Det var nu egentlig ret sjovt. 

Da jeg kom gennem grusgraven var der flere steder nærmest oversvømmelse, så her havde jeg ikke undgået vand til anklerne - men stadig nød jeg bare at plaske igennem. Godt mudret, våd til skindet, men glad og smilende efter en smadder sjov løbetur nåede jeg hjem. Tja nogen gange er det de sure ture som ender med at blive de sjoveste. Løbet går godt, langsomt fremad og i denne måned har jeg nu løbet 77 km. Det er ret godt - der er håb forude :-)

4. juni 2010: Løbende igen på lavt blus

Et gammelt blogindlæg igen...


Jeg mærker stadig min læg desværre - men er så småt igang med løbet igen. I dag har jeg nydt sommervejret med en løbetur på 3 x 1½ km. Ikke langt, men i det mindste dejligt at komme afsted, selvom det så kun er en kort tur. Jeg har vovet at melde mig til Danmarksstafet i Næstved i næste weekend - men har meldt ud at det er på nedsat blus i forhold til hvad jeg plejer at løbe, så mon ikke det går? Tænk hvor bliver man bare afhængig af sine lange ture - jeg savner det bare helt vildt!! Cyklen kan ikke rigtig få den samme følelse af velvære frem, selvom det da er lidt erstatning her i skadesperioden.
Nå Kbh marathon fik jeg jo så oplevet fra tilskuersiden, og det var absolut en fornøjelse. Ruten er jo god i forhold til at følge løberne flere steder undervejs. Min mand havde en god debut på marathon, han var meget træt til sidst men gennemførte på under 4 timer - og nåede dermed sit mål.
Nu håber jeg bare at komme godt igang med at løbe igen uden mere bøvl med min læg, og så kan jeg måske begynde at kigge efter et interessant løb i efteråret. For formen/udholdenheden er vel ikke helt væk efter knap en måneds næsten løbepause - i dag føltes benene ihvertfald lette... Nå vi må se ...

tirsdag den 21. maj 2013

21. maj 2010: Marathon bliver det så ikke nu

Endnu et gammelt blogindlæg...


Desværre har min læg drillet mere end godt er og jeg har nu holdt godt en uges pause efter en mislykket løbetur på bare 5 km. Lægmusklen krampede helt sammen og det var en pine at gå de sidste km hjem. Det satte sine spor og mit håb for Københavns marathon brast. Nu har jeg i dag været ude på en lille løbetur på 3 km og det er gået ok, men kan mærkes en smule i læggen - så jeg skal absolut passe på.
Jeg har fundet nogle genoptræningsøvelser på nettet som jeg laver hver dag - og så må jeg jo langsomt genopbygge mit løb igen efterhånden som kroppen er klar igen. Jeg løber med kompressionsløbestrømper (som en foreslog i kommentar til mit sidste blog-indlæg) og har gjort det nogle måneder.
Nå men jeg skal nok få løbet en marathon på et tidspunkt, det bliver bare ikke lige nu. I stedet må jeg heppe på min mand, som løber sin første marathon i København på søndag - og prøve ikke at dvæle for meget ved at jeg også burde have løbet og kæmpet sammen med alle de andre løbere.
God pinse til alle jer løbere og skønt at der er noget mere aktivitet i bloggene nu.

mandag den 20. maj 2013

10. maj 2010: Succesfuld langtur og lille skade

Et gammelt blogindlæg mere...


Søndag den 2. maj var jeg ude på en tur på godt 33 km og det gik bare så super. Benene havde det godt og det fungerede fint med at drikke powerade/vand jævnligt undervejs. Vejret var jo samtidig super og ruten lagt gennem skov og langs vand, så det var en udpræget nydelse. Dog var der en del bakker til slut på ruten, men det gik ok. Som jeg efterhånden har oplevet nogle gange, så blev jeg skidt tilpas ca. 10 min efter hjemkomst. Men 15 min på langs fik kvalmen og svimmelheden væk igen. Jeg går ellers en del rundt efter løbeturen samtidig med at jeg får drukket, netop for at prøve at undgå denne utilpashed, men det virker bare ikke..
Onsdag skulle jeg så løbe intervaller, men i mit andet interval mærkede jeg nogen ømhed i min læg og opgav derfor de sidste 2. Luntede hjemad, men det blev værre og værre med den læg trods jævnlig udstrækning. Så det blev en lang gåtur hjem og det var en meget kold løber der endelig nåede hoveddøren. Straks frygter jeg jo at marathon den 23/5 var udelukket for mit vedkommende. Nogle dages pause har dog hjulpet, og i går var jeg ude på en kort tur på 2,5 km. Jeg kunne mærke ømhed i læggen hele vejen, men det forværredes ikke. I dag har jeg det ok, men mærker stadig en lille stramhed i musklen. Nu håber jeg så at nogle korte løbeture og ellers fred og ro til den 23. maj gør at jeg er klar til en bette smuttur på 42 km i Københavns gader - og dermed kan få min første marathon i hus!

mandag den 13. maj 2013

25. april 2010: BT halvmarathon

Et gammelt blogindlæg mere...

Det er efterhånden nogle år siden jeg har løbet BT halvmarathon sidst, for de senere år har jeg kun været i form til den korte distance på denne årstid. Men i dag skulle det så være. Vejret var jo smukt solskin - de kan altså bare det med at bestille godt vejr til BT halvmarathon. Benene havde det godt under hele løbet og på intet tidspunkt følte jeg mig træt, så en super oplevelse. Da jeg nåede op i nærheden af stadion så jeg at jeg lå tæt på at komme under 2 timer, så satte lige en smule mere fart på. Min tid blev dermed 1:59:48 og den bedste endnu i år - super. Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen til at få tilmeldt mig Københavns marathon her den 23. maj - det bliver rigtig spændende at prøve og løbe en hel marathon. Næste weekend venter den sidste tur over 30 km - jeg har målt en god rute op på 33 km, og herefter er det så nedtrapning frem til den store dag. Dog har jeg lige en halvmarathon i Jylland den 13. maj, men det bliver bare et stille og roligt løb for mit vedkommende - og min søsters debut på halvmarathon.

21. april 2010: Nyt mål forude

Et gammelt blogindlæg mere...

Sikke tiden flyver...
I efteråret løb jeg en del halvmarathons og endelig kom jeg under de 2 timer. Højdepunktet blev i Vejle, hvor jeg satte PR med 1:53:28. Det var en pragtfuld tid, hvor jeg nærmest følte mig flyvende. Men det varede desværre ikke ved - mit ene knæ drillede periodevis. Efter halvmarathon i Hillerød og Vestjysk også i november drillede knæet så meget at jeg så frem til en stille vinterperiode.
Trods sneen fik jeg holdt en rimelig grundform, selvom tempoet faldt noget. Delvis lokket af et par bekendte begyndte jeg at træne frem mod marathon i København. Jeg havde ellers aldrig troet at jeg skulle forsøge mig med den fulde distance - men det gør jeg så alligevel... Indtil videre har jeg løbet 600 km i år, ikke så meget som mange andre der træner til marathon, men alligevel nok til at jeg føler mig rimelig ok forberedt. Jeg har haft 2 lange ture på lige over 30 km og regner med en 32 km tur den første weekend i maj - og derefter nedtrapning. Jeg løb halvmarathon i weekenden i Brøderup på 2:07:26 og derefter 5 km ekstra og stadig med en god følelse af overskud. Min hurtigste halvmarathon i år har været i Greve hvor jeg løb på 2:02:30
Jeg har planer om at løbe efter en sluttid der hedder 4 timer og 30 min når vi når den store dag i københavn, men er lidt i tvivl om jeg burde prøve at løbe en smule hurtigere. Det er svært med planlægning på ukendte distancer - men spændende bliver det da. Nu er det så bare om at holde skaderne fra døren, for mit ene knæ "knirker" stadig i perioder.

15. juni 2009: Storebælt naturhalvmarathon med PR :-)

Her er så min oplevelse af Storebælt Naturhalvmarathon den 14/6:
 
Vi ankom til hallen i Korsør og fik udleveret vores startnumre, det var ret koldt og det støvregnede - så det var egentlig ret øv. Vi var nemlig kørt hjemmefra i solskin. Nå efter lidt venten gik vi over mod startområdet som lå ca. 500 meter væk. Marathonløberne som var startet i Slagelse kl. 11, var så småt begyndt at komme forbi og den sidste ventetid gik med at heppe på dem. Vi var 5 fra vores klub som skulle løbe i dag. Det var en stor flok der skulle afsted på halvmarathon, ca. 500 løbere. Solen tittede frem lige inden start.
 
 Vi blev skudt igang og jeg kom over start efter 12 sek - godt for tidtagningen starter med det samme. Allerede efter 100 meter var der klump og jeg måtte gå lidt før der var plads til at løbe. Min første km tid blev hermed 6:01 og var lidt for langsom. Jeg havde et håb om at kunne have et snit på lige under 6:00 pr. km, for dermed ville jeg slå min rekord. De næste km var lidt for hurtige, jeg havde et håb om at ligge på 5:45 - 5:55. Det gik så helt af sig selv med at få farten ned efter de første km, for så kom vi ud til vandet og løb på en sti i klitterne. Her blev lidt bakket og der var også passager med sand.
Uf det virkede ikke lovende for min tid, jeg synes allerede at vejrtrækningen blev noget forceret og jeg havde svært ved at finde en god jævn rytme med alle de andre løbere på de smalle stier. Det var zigzag løb og til tider svært på det ujævne underlag. Men vi kom så ud på et stykke asfalt og her stoppede jeg ved væskedepot efter ca. 8 km løb. Gik ca. 150 meter mens jeg drak og så afsted igen. Nu kom rytmen igen og jeg blev mere fortrøstningsfuld. Tiden så stadig rigtig godt ud. 10 km blev klaret på 57:45 - sejt, det er min 2. bedste 10 km tid. 
 
 Herefter forsvandt jeg lidt ind i mig selv, solen bagte og det var faktisk ret varmt. Vinden mærkede vi ikke ret meget. Efter et stykke på asfalt drejede vi igen ind på grusstier og der kom også et stykke skov - jeg overhalede en del gående løbere nu. Så drejede vi ud mod stranden igen, nu blev det hårdt. Underlaget var ujævnt og flere stykker var ret sandede. Min km tid var stadig lige under 6, så det var perfekt - men et psykisk pres samtidig for rekorden var inden for rækkevidde og trætheden begyndte også at melde sig. Jeg stoppede ved væskedepot efter ca. 15 km og startede med at få første mundfuld galt i halsen - host, host hvor var det væmmeligt. Nå fik da endelig luft igen og kunne drikke. Så afsted igen, prøve at finde rytmen igen - det var svært. TV2øst rendte og interviewede enkelte løbere ude på ruten her ved Kobæk strand - og dermed kom jeg til at løbe forbi samtidig med de interviewede en anden løber. Klippet kan ses her http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/?r=3
Find 14/6 og punktet "Naturmarathon", ca. 1:25 inde i klippet, så kommer jeg pustende forbi.
 

Endelig er stykket ved stranden overstået, der resterer nu 5 km. Vi kommer lidt ind på asfalt, det var skønt - det er tydeligt at mærke at her er der vejgreb og energien går ikke spildt ved at skoene skrider. Fornøjelsen er dog kortvarig, vi kommer hurtigt på grus igen. Nu på en helt smal sti, de gående løbere var dog flinke til at smutte til side. Jeg passerer væskedepot, synes ikke det er nødvendigt at stoppe - nu er der kun 2 km tilbage. Kigger frem og får øje på en monsterbakke, det er energien bare ikke til. Jeg planlægger at løbe op til et hegn ca. midtvejs på bakken og derefter gå. Det gør jeg så - mange løbere går op her. På toppen løber jeg igen. Det blev en km på 6:37, de sidste har været lige på den forkerte side af 6 min, men det kan nåes endnu. Vi kommer ud på asfalt igen, jeg spørger en official om der er flere bakker. Han råber at der er 1200 meter tilbage og at det går nedad meget af vejen. Ok tænker jeg og sætter farten op. Jeg ligger lige på grænsen nu. En mand som løber ved siden af kommer jeg til at snakke med - vi overbeviser hinanden om at vi kan løbe lidt endnu - samtidig får jeg fortalt at jeg løber efter at få PR.  (hvordan jeg fik luft til det fatter jeg ikke). Han siger at han nok skal få trukket mig hjem, vi sætter farten lidt op - han løber foran og jeg prøver bare at hænge på. Da vi når en lille bakke vi skal op af, må han lade mig fortsætte alene - men nu løber jeg let igen, der er så kort vej tilbage. Nu ser jeg gågaden og masser af tilskuer, jeg kan dog endnu ikke se mål, da gaden drejer lidt. Jeg spæner alt hvad jeg kan og når endelig mål. En mand i mål skal have mit kort på nummeret for at bippe mig i mål, men jeg orker ikke selv at fumle med det - så han må tage det af og der går nok en 10 sek med det, men rekorden er i hus. Min officielle tid blev 2:04:14, en forbedring af min rekord fra 2004 med 3 min og 9 sek. 
 
  Jeg har helt glemt at fortælle at løbet er utrolig smukt, vi løber jo ude langs vandet hele vejen. Det er bare den smukkeste rute jeg har løbet indtil dato - men også en lidt hård rute pga. bakker og løst underlag. Løbet er også veltilrettelagt med gode og mange depoter. Bustransporten retur fungerede også upåklageligt og det er skønt når man er træt efter løbet. Min eneste bekymring vil være hvis der kommer flere deltagere, for stierne var godt fyldte på meget af ruten og det ville være synd at lave ruten anderledes for at kunne skaffe plads til flere deltagere!

1. juni 2009: Skarresø motion - en halvmarathon i varmen

Et gammelt indlæg mere fra min første blog :-)

Sidste år løb jeg kvartmarathon rundt om Skarresø 2. pinsedag, så i dag mente jeg at en halvmarathon måtte kunne gennemføres også trods den utroligt varme dag vi så frem til. Der er 3 ruter at vælge imellem, 6 km, kvart marathon og halv marathon. Løbet startede kl. 14. Løbet er med gammeldags tidtagning og der var lidt mange mennesker i starten. Som sidste år var der kø for at komme over broen og ind i skoven, lidt et irritationsmoment så kort efter start. Bakkerne begyndte så småt allerede ca. 2 km fra start, men benene var jo friske og det var intet problem. Der var væskedepot efter 3 km og her havde de meget travlt med at prøve at følge med den linde strøm af løbere som kom og var tørstige, altså var der ventetid hvis der skulle drikkes allerede her. På halvmarathonen var der i alt 7 væskedepoter og det var kun det første som havde problemer med at følge med, så alt i alt velfungerende. Ruten fortsatte ud på asfalt og ud i solen efter at have været i skovens svalende skygge. Faktisk var det så varmt at skoene klæbede til asfalten som var blevet noget varm i solen. Et smut i skoven før vi igen kom på asfalt og fulgte jernbanen et stykke, så under jernbanen og så turens værste bakke, en lang sej en, så en lille "pause" og derefter endnu en bakketop. Resten af turen var så i skov og på stier langs søen. Flere gange med smuk udsigt over vandet. Lidt bakker stadigvæk, men ikke nogen seje eller lange.


Jeg fik første omgang på 1 time og 2-3 min og synes egentlig at benene havde det ok. Bakkerne virkede dog stejlere her på anden runde og det var nu også tyndet alvorligt ud i antallet af løbere. Jeg kunne faktisk kun se en mand sådan ca. 150 meter forude som jeg hentede ved væskedepotet og så fulgtes vi næsten resten af vejen. Jeg stoppede stadig ved alle væskedepoter og stod stille og drak lidt, turde ikke andet i den varme. Jeg måtte lige gå op af den stejle bakke efter jernbanen, men ellers gik det ok med ben og vejrtrækning. Havde overskud til at sætte farten lidt op på de sidste km og nåede i mål i tiden 2:11:26 som er en ganske fin tid for mig. Herefter var det skønt at få lidt frugt og vand på toppen af bakken ved målet. Absolut et løb der kan anbefales, men også en lidt hård og bakket rute. Det var dog dejligt at få testet halvmarathon formen her knap 14 dage inden løbet ved Storebælt, som jeg glæder mig meget til.

søndag den 28. april 2013

Forårsfornemmelser

Selvom forårets varmere temperaturer lader vente lidt på sig, så er der mange skønne forårstegn. Skoven er nu et hvidt tæppe af skønne anemoner og bøgen er også så småt ved at vise sig fra sin grønne side (så tlf måtte lige op af lommen og fotografere lidt).

Jeg nyder mine løbeture, benene har det ok selvom de godt kan give lyd fra sig når jeg ikke passer nok på. Men alligevel kommer jeg ganske langsomt op i distance. I dag blev det til godt 8 km, så nu begynder det at ligne lidt. Ingen løbemål forude - kun at forsøge at holde mig skadesfri :-). Når vi skal på sommerferie vil jeg så gerne være i stand til at løbe min favorit tur rundt om den smukke Ledro sø!