søndag den 3. maj 2015

Sadlen afprøvet og godkendt på langtur

Det har ikke været helt nemt at finde den rette sadel, og så alligevel - da først jeg fik kompetent hjælp hos Webike i Brønshøj, så gik det jo. I går var jeg med Team Rynkeby Næstved på langtur. Vi cyklede 103 km sammen og jeg cyklede 40 km i transport samlet frem og tilbage til vores mødested, så alt i alt godt 140 km. Det var en dejlig tur og nu er det helt sikkert at min Ruby sadel er kommet for at blive. Jeg blev selvfølgelig lidt øm af at sidde på en cykel så længe, men slet ikke i nærheden af hvad jeg havde forventet. Ruby sadlen kommer afgjort også med når vi skal til Mallorca og cykle i fremtiden! En sadel der passer betyder bare SÅ meget!!
Jeg har i mellemtiden afprøvet en Selle italia women gel flow sadel, og den er også ret god men ikke så god på langture som Ruby, så den er kommer i stedet for på min gamle racer. Den kan ses herunder.



Nå men tilbage til turene med Team Rynkeby. Der er jo sket meget siden sidst. Efterhånden som det er blevet varmere er vores gns. fart lige så stille steget. Jeg var noget nervøs for, om jeg kunne klare et snit på 25 her i slutningen af april hvor vi skulle have vores testløb. Det er jo sådan at holdkaptajnen og den træningsansvarlige kan sætte folk af holdet hvis de ikke træner nok eller ikke kan følge med. Selvom rytterne godt ved at de gerne vil have alle med var der alligevel lidt sommerfugle i maven inden testløb nr. 1. Det gik dog ganske fint for hovedparten af holdet og de enkelte der havde problemer skal nok nå det tror jeg. 

I går var vi på en dejlig tur langs Stevns´kyst og vi holdt en gns. fart på 26,4 km/t - så det går godt. Det allerbedste ved at køre sammen er stemningen på holdet, alle er bare søde og hjælpsomme på hver deres måde. Herunder er et billede fra vores korte pause ved Fakse Ladeplads. 



 Jeg får trænet som aldrig før. I april blev det til 1196 km og samlet for i år har jeg kørt 2370 km - det har jeg aldrig før klaret så tidligt på året. Det bliver et rekord år på mange måder. Jeg ser sådan frem til de sidste 2 måneders træning sammen med holdet inden vi skal afsted mod Paris i starten af juli - der er ingen tvivl om at det bliver vemodigt når det er slut! Sammen med al cyklingen bliver der stadig samlet en masse gode penge ind til børnecancerfonden og det er jo den egentlige grund til at vi gør det her. 

Hvis du vil støtte Team Rynkeby Næstved kan du gøre dette via Mobile Pay til holdets nr. 52272708 - alt går ubeskåret til børnecancerfonden.

torsdag den 9. april 2015

Den nye Team Rynkeby cykel og den vigtige finjustering

Jeg har fået trænet en hel del på cykel bare fordi formen skal findes inden vi kører til Paris i starten af juli. Marts blev til 886 km og i april har jeg allerede kørt 418 km - det er absolut rekord for mig på denne tid af året. Sidst i marts kom så den spændende dag hvor vi fik vores nye Rynke cykel. Vi var i Glostrup og hente cyklen inde hos http://www.jupitercykler.dk/  
Jeg havde fået min mand til at køre mig derind og cyklede så hjem derfra - en debut tur på cyklen på ca. 85 km. Turen gik egentlig meget godt, men jeg blev øm af sadlen og kørte noget krumrygget de sidste km. Nå men så var cyklen da indviet med maner :-)
Et par dage efter kom Rynkecyklen igen ud i godt vejr og det blev til en tur på 103 km - jeg mærkede faktisk ret hurtigt at sadlen ikke er god til mig, men det gik da. Undervejs på de første ture blev der finjusteret højde og hældning på sadel - det tager lidt tid, men er godt givet ud.

Et lille billede fra min 2. tur på Team Rynkeby cyklen
Efter tur 2 og deraf noget ømme nedre regioner begyndte jeg jagten på den perfekte sadel. På den gamle racer har jeg en noget blød bontrager sadel som aldrig har været god til de helt lange ture eller ture flere dage i træk. Den nye sadel var til gengæld for hård foran og manglede lidt hulning som de fleste kvindesadler har for ikke at fladmase vores ædlere dele ;-). Men er det nemt at finde en perfekt sadel, nope. Jeg var inde hos de lokale cykelhandlere som mere eller mindre sagde at jeg skulle prøve mig frem og at man ikke kunne sige noget generelt om hvad der var godt. Tja det kunne jo være en dyr løsning, der måtte være andre muligheder. På nettet fandt jeg http://www.webike.dk/ , de skriver en hel del om sadelvalg, og de giver den service at når man køber sadel efter deres vejledning kan man returnere sadlen efter at have brugt den max. 14 dage og få refunderet 85 % af købsprisen - men nærmeste forretning ligger i Brønshøj... NÅ men det var måske værd at køre efter - jeg gjorde det ihvertfald. Fik straks fat i en sød og imødekommende ekspedient og så skulle der måles afstand mellem mine sædeknogler - det er ikke så fælt som det lyder. Man skal bare side på en bestemt lille pude og læne sig frem ligesom når man sidder på en cykel - så var der de fineste aftryk af 2 knogler og de kunne måle en afstand og derfra bestemme en anbefalet bredde på min nye sadel. Jeg blev spurgt om hvor meget jeg cykler, hvor lange ture, hvilke erfaringer jeg har med andre sadler osv. Efter lidt tid fandt han nedenstående sadel til mig. 
Specialized Ruby sadlen som jeg fik med hjem 
Jeg trykkede lidt på den og jeg siger bare - den er hård som bare pokker. Det spurgte jeg selvfølgelig ind til, men fik en længere forklaring om at bløde sadler giver mere friktion og dermed er årsag til røde knopper og alskens andet ondskab ;-). Efter lidt snak frem og tilbage blev det den hårde pind til 999 kr jeg gik hjem med. På vej ud af døren sagde ekspedienten "vi ses" - jeg spurgte lige om det var fordi de sjældent ramte rigtigt med den første sadel de sendte folk hjem med. Næ nej sagde han - "det er fordi du kommer tilbage efter en sadel magen til som du vil have på din anden cykel". 
Det kan man da kalde selvtillid :-)
Første tur blev ikke den store succes - for pokker den er hård. Jeg følte nærmest at mine knogler var ved at prikke sig ud gennem huden efter 10 km og jeg måtte rejse mig flere gange for lige at give lidt aflastning. Det blev ikke meget bedre på resten af turen og glad var jeg da jeg kom hjem efter en god time i den nye sadel. 
I dag var jeg så ude på min anden tur - sadlen føles stadig hård, men jeg er ved at vænne mig til den. 46 km blev det til og nu begynder jeg så småt at tro på at det kan komme til at virke. I weekenden håber jeg på at få tid til en tur på ca. 100 km, så den kan stå sin prøve og jeg har jo stadig 10 dage at prøve i inden de 14 dage er gået. To be continued....

søndag den 8. marts 2015

Så er vi startet på landevejstræning med Team Rynkeby

Vinteren er heldigvis ovre og nu er det endelig tid til at skifte et svedigt spinningslokale ud med træning på landevej. I tirsdags var jeg til min første træning sammen med Rynkebyholdet. Vi startede kl. 17, så det ville mørkne mens vi var afsted. To timer inden vi skulle starte kom der en gevaldig sne/hagl/regn byge, men heldigvis var det blevet tørvejr. 

Vi blev delt i to hold, dem der har kørt en del på racercykel før og så de ikke rutinerede. Jeg smuttede med på det øvede hold, men pyh for et tempo de lagde ud med. Jeg lå næsten bagerst og der var en del elastikkørsel, så det var rigtig hårdt. Jeg måtte flere gange have farten sat ned for at kunne følge med og alligevel hamrede min puls alt for højt. Flere steder undervejs lå der sne/hagl på vejen og der var glat, heldigvis gav det ikke anledning til styrt. Vi var retur efter godt 30 km og jeg var så træt fordi jeg meget af vejen havde kørt lige på kanten af min formåen. Jeg var derfor lidt ked af hele situationen da jeg kom hjem, selvom jeg med min fornuft godt kunne tænke at det var første tur og at det nok skal blive bedre.

Lørdag cyklede jeg ind til Næstved, klar til endnu en træning. Denne gang skulle der køres en del bakker, så jeg valgte at smutte på holdet for de ikke så øvede. Her gik det meget bedre, tempoet var lidt lavere og det gør bare en verden til forskel når pulsen ikke fra start ligger alt for højt. Vejret var godt, sol men dog blæsende. Det var rigtig hyggeligt at være på tur denne gang. Vi havde en del punkteringer på holdet, så der blev nogle pauser, men det gik jo alligevel. Der er lidt problemer med at advarsler/kommandoer kommer hele vejen ned gennem rækken, men det skal nok komme. Alt i alt en god og hyggelig tur. Vi kørte ca. 50 km sammen og med de 12 hver vej i transport var det slet ikke så dårligt - det skal nok blive en fantastisk sæson! Optimismen er tilbage.