mandag den 13. maj 2013

21. april 2010: Nyt mål forude

Et gammelt blogindlæg mere...

Sikke tiden flyver...
I efteråret løb jeg en del halvmarathons og endelig kom jeg under de 2 timer. Højdepunktet blev i Vejle, hvor jeg satte PR med 1:53:28. Det var en pragtfuld tid, hvor jeg nærmest følte mig flyvende. Men det varede desværre ikke ved - mit ene knæ drillede periodevis. Efter halvmarathon i Hillerød og Vestjysk også i november drillede knæet så meget at jeg så frem til en stille vinterperiode.
Trods sneen fik jeg holdt en rimelig grundform, selvom tempoet faldt noget. Delvis lokket af et par bekendte begyndte jeg at træne frem mod marathon i København. Jeg havde ellers aldrig troet at jeg skulle forsøge mig med den fulde distance - men det gør jeg så alligevel... Indtil videre har jeg løbet 600 km i år, ikke så meget som mange andre der træner til marathon, men alligevel nok til at jeg føler mig rimelig ok forberedt. Jeg har haft 2 lange ture på lige over 30 km og regner med en 32 km tur den første weekend i maj - og derefter nedtrapning. Jeg løb halvmarathon i weekenden i Brøderup på 2:07:26 og derefter 5 km ekstra og stadig med en god følelse af overskud. Min hurtigste halvmarathon i år har været i Greve hvor jeg løb på 2:02:30
Jeg har planer om at løbe efter en sluttid der hedder 4 timer og 30 min når vi når den store dag i københavn, men er lidt i tvivl om jeg burde prøve at løbe en smule hurtigere. Det er svært med planlægning på ukendte distancer - men spændende bliver det da. Nu er det så bare om at holde skaderne fra døren, for mit ene knæ "knirker" stadig i perioder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar