torsdag den 30. maj 2013

Linwood Barclay: Uden et ord

Efter et skænderi med sine forældre vågner den 14-årige Cynthia op i et tomt hus. Hendes forældre og storebror er væk og der er umiddelbart ingen tegn på nogen forbrydelse. 25 år senere lever Cynthia stadig i uvidenhed om hvad der er sket med hendes familie og hvorfor hun evt. blev forskånet eller efterladt. Cynthia lever nu sammen med sin mand Terry og sin datter. Cynthia er sygeligt bange for at der vil ske datteren noget og overbeskytter hende derfor. Nu er Cynthia inviteret til at deltage i et tv-program, hvor de vil sætte fokus på at finde ud af hvad der skete med hendes familie for mange år siden. Efter programmet har været sendt begynder Cynthia at få mystiske opringninger. Efter familien har været en tur i byen ligger Cynthias fars hat pludselig på bordet i det aflåste hus. Terry ved ikke rigtig hvad han skal tro, han vil gerne tro sin kone men er samtidig bange for at hun er ved at bukke under for det psykiske pres det har været at medvirke i tv-udsendelsen uden at det har givet det ønskede resultat om vished.

I starten af bogen er handlingsforløbet en smule langtrukkent, men når man når lidt ind i bogen holdes man tilpas i uvished om hvad der foregår og spændingen øges gradvist så man har svært ved at løsrive sig. Jeg synes det er en rigtig god og spændende bog med tilpas mængde overraskelse undervejs.

Vurdering: 4/5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar