S. J. Watson: Før jeg lukker øjnene

Hovedpersonen Christine vågner op en morgen og aner ikke hvor hun er og hvem manden ved siden af hende er. Da hun kommer ud på badeværelset bliver hun meget overrasket og fortvivlet over sit eget udseende, hun er mindst 20 år ældre end hun selv erindrer. Sådan starter alle Christines morgener, for hun kan kun huske hvad der er sket siden hun sidst har sovet og starter således på ny hver morgen. Christine har nemlig været ude for en ulykke for mange år siden og lider af en speciel form for amnesi. 

Christines næste problem er at hun ikke ved hvem hun kan stole på… Hendes mand virker omsorgsfuld og sød ved hende, men hun er overbevist om at han ikke fortæller hende hele sandheden. Christine finder ud af at hun mødes med en læge, som prøver at hjælpe hende med at få det bedre. Han har bedt hende om at skrive dagbog og ringer hver formiddag og minder hende om hvor hun kan finde sin dagbog. Christines mand aner intet om at Christine mødes med denne læge, og Christine er sikker på at det er nødvendigt at holde hemmeligt – men ved ikke hvorfor..

Bogen er ikke vanvittigt spændende som jeg ville have troet både ud fra dens genre, som jo er thriller, men også ud fra de mange vanvittigt gode anmeldelser bogen har fået. Selvfølgelig er der lidt spænding i at Christine lige så stille får læst sig igennem sin dagbog og derfor får stykket nogle ting sammen fra de sidste uger, men det er sådan på det jævne. Bogen slutter dog af i et hæsblæsende tempo og de løse tråde samles fint til slut. Men alligevel som helhed kun en ok bog, måske især fordi jeg havde noget høje forventninger og så er det jo svært ikke at skuffe.

Vurdering: 3/5

Linwood Barclay: Uden et ord

Efter et skænderi med sine forældre vågner den 14-årige Cynthia op i et tomt hus. Hendes forældre og storebror er væk og der er umiddelbart ingen tegn på nogen forbrydelse. 25 år senere lever Cynthia stadig i uvidenhed om hvad der er sket med hendes familie og hvorfor hun evt. blev forskånet eller efterladt. Cynthia lever nu sammen med sin mand Terry og sin datter. Cynthia er sygeligt bange for at der vil ske datteren noget og overbeskytter hende derfor. Nu er Cynthia inviteret til at deltage i et tv-program, hvor de vil sætte fokus på at finde ud af hvad der skete med hendes familie for mange år siden. Efter programmet har været sendt begynder Cynthia at få mystiske opringninger. Efter familien har været en tur i byen ligger Cynthias fars hat pludselig på bordet i det aflåste hus. Terry ved ikke rigtig hvad han skal tro, han vil gerne tro sin kone men er samtidig bange for at hun er ved at bukke under for det psykiske pres det har været at medvirke i tv-udsendelsen uden at det har givet det ønskede resultat om vished.

I starten af bogen er handlingsforløbet en smule langtrukkent, men når man når lidt ind i bogen holdes man tilpas i uvished om hvad der foregår og spændingen øges gradvist så man har svært ved at løsrive sig. Jeg synes det er en rigtig god og spændende bog med tilpas mængde overraskelse undervejs.

Vurdering: 4/5

9. november 2010: Så fik jeg løbet min første marathon

Sidste gamle blogindlæg...

Endelig oprandt dagen for Løberen skovmarathon i Hillerød og dermed min debut på den lange distance.

Jeg var noget nervøs før starten, og stod og småfrøs i min sommerløbejakke, men tænkte at den burde være varm nok når jeg kom igang. Vejret var jo skønt, godtnok koldt men sol og næsten vindstille.. Min mand og søster havde iøvrigt en anden jakke med som jeg kunne få undervejs, hvis det skulle blive for koldt.
Som forventet var det meget svært at holde farten nede i starten, og det lykkedes heller ikke helt - men jeg justerede jævnligt farten ned og havde masser af overskud. Jeg synes egentlig at jeg fandt ind i en god rytme også trods de faktisk ret mange bakker og også enkelte lidt stejle stigninger. Drak ved hvert depot og gik imens, spiste enkelte halve bananer men holdt mig mest til energidrik og vand. Skoven var ufattelig smuk, og det var skønt at have min mand og søster med som heppere på cykel, de stod jo rigtig mange steder på ruten og det gav lige lidt mere energi på kontoen.

Endelig løb jeg ind på anden omgang og nu begyndte jeg langsomt at "æde mig ind på" enkelte andre marathonløbere, og min søster var nu med mig på cykel. Havde faktisk god energi endnu og måtte stadig sommetider nedjustere tempoet, søster holdt nøje øje med at det ikke gik for stærkt. Bakkerne var dog strenge nu og jeg kunne godt mærke at pulsen kom op at ringe et par gange. Efter 30 km gjorde det ondt, jeg begyndte at mærke knæ, hofter og ikke mindst fødder - men løbes skulle der og krisen blev overvundet. Ved ca. 35 km, tror jeg, måtte jeg lige ned at gå et kort stykke op af en bakke, men udså mig med det samme hvor der igen skulle løbes - og det blev der. Overvejede 5:1 metoden (løb 5 min gå 1 min osv), men forkastede den igen. Gik stadig ved depoterne, men nu kunne jeg ikke få banan i maven mere, kunne ikke synke det, blev forkvalmet. Det gik dog fint med energidrik og vand, så det holdt jeg mig til. Gik op af en bakke og fik her noget kakao af min søster og så i løb igen. Det gik egentlig ok, trætheden bankede meget på, men jeg kunne godt overbevise mig selv om at der skulle løbes og pludselig kunne jeg jo se mål. Skønt skønt, en rigtig dejlig sejr! Sluttid 4:25:25. Løb første halve på 2:09:22 og anden halve på 2:16:03 - egentlig ret ok synes jeg. Selvom jeg var træt på de sidste km synes jeg ikke at jeg mødte den der omtalte mur - og alt i alt var oplevelsen så supergod at jeg slet ikke tvivler på at jeg skal løbe marathon igen.
Blev en smule smådårlig lige efter mål, havde svært ved at trække vejret ind og hostede helt vildt (forkølelsen er som sådan væk, men ikke hosten), det gik dog hurtigt bedre efter at have drukket noget saftevand. På stive ben over og klæde om, og lidt små gnavsår efter bh´en er eneste mén efter turen, tæer var ok og ikke skravsår andre steder. Så det er da billigt sluppet synes jeg og er superlykkelig for min sluttid.
Nu her 2 dage efter har jeg været ude på en lille luntetur på 3 km og benene har det godt, så det er jo dejligt lige så stille at kunne komme igang igen. 

Lige efter starten

stadig god energi sammen med halvmarathon løberne på 1. runde

2. runde med min søster på cykel

2. runde, nu melder trætheden sig

I mål og første marathon er en realitet!!!

7. oktober 2010: En måned til marathon

Et mere fra gemmerne...

Det nærmer sig blog-forsømmelse. En lille update på hvad der er sket på min løbefront siden sidst. Efter sommerferien har jeg allieret mig med Kjetil Havstein, som har lavet løbeprogram til mig med henblik på marathon den 7. november i Hillerød. Jeg var så småt kommet igang med at løbe distancer på lige over 10 km, uden alt for meget vrøvl med den læg som stoppede min drøm om Københavns marathon i foråret. Læggen drillede dog lidt stadigvæk, men ganske langsomt er det forsvundet. Kjetils program har inkluderet en del intervaltræning og progressive træningspas, noget mere intensivt løb end jeg var vant til hidtil. Spændende var det om benene kunne klare det, men det er gået over al forventning, og jeg er faktisk blevet glad for de lidt hårdere træningspas - hvem skulle have troet det?
Nu nærmer marathon-dagen sig pludselig med hastige skridt og det giver lidt sommerfugle i maven. Fysisk har jeg stor tiltro til at jeg er/bliver klar, bare jeg kan holde skaderne fra døren - det jeg er mest spændt på er det psykiske aspekt. Det er ukendt terræn og har jeg den stædighed der skal til når jeg bliver træt og den letteste løsning er at give op? Det vil vise sig - men ligenu veksler jeg mellem at glæde mig rigtig meget og til at frygte dagen. Tihi og det gør man helt frivilligt??
Løbetanker fra en marathon-wannabe - Gitte....

14. juni 2010: Danmarksstafet

Et gammelt blogindlæg igen...

I går havde jeg jo vovet at melde mig til Danmarksstafetten i Næstved. Vejret var fint, lidt blæsende og overskyet men med sol indimellem. Vores lille klub stillede med 4 hold og jeg skulle løbe som første løber på vores mixhold. Jeg havde plan om at starte med ca. 5:30 pr. km og så sætte farten ned hvis min læg begyndte at drille. Lidt problemer fik jeg...men det var ikke med læggen, næh nærmere kondien - pyha. Det har sørme taget noget på kondien at løbe sporadisk og langsommere i næsten 1½ måned. Nå men jeg pressede alligevel på med tungen ud af halsen og nød at læggen ikke gav lyd fra sig. Forpustet og glad nåede jeg i mål på 26:18 og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Vores hold blev nr. 13 i mixrækken. Ellers fik jeg rigtig hyggesnakket med de andre løbere, der er bare en superstemning til Danmarksstafetten!
Den kommende uge er planen:
tirsdag en rolig 5 km
torsdag 8 km med lidt fartleg
søndag 10 km motionsløb (dog med lidt ro på tempoet - jeg tør ikke give los på så lang en tur endnu)

10. juni 2010: Sprudler af løbeenergi

Et gammelt indlæg mere...

Det går fremad. I dag blev det til en tur på næsten 8 km - så nu begynder det da at ligne lidt. Jeg kan mærke at udholdenheden ikke er gået helt tabt på den seneste måned med meget sporadisk løb, for i dag kom jeg ind i et godt tråd og følte bare jeg kunne blive ved og ved. Læggen får dog den der uspecifikke træthedsfølelse sidst på turen, og jeg tolker det som at jeg stadig skal stoppe mens legen er god... Der er lige godt 14 uger til H.C Andersen marathon i Odense - og det kunne måske blive det løb der kommer i fokus, hvis den gode udvikling i forhold til lægskaden fortsætter. 
Min løbetur i dag var iøvrigt fuldstændig himmelsk trods småregn og blæst - utroligt hvad løbeabstinenser kan gøre... På søndag skal jeg deltage i Danmarksstafet sammen med løbeklubben, det bliver hyggeligt - men jeg må hellere stadig holde tempoet nede så ikke jeg provokerer min læg...
Løbehilsner Gitte

Silende regn

I dag har regnen faktisk silet ned hele dagen - men det er løbedag og løbes skulle der jo. Det vender jeg tilbage til. Først skal vi et par dage tilbage i tiden. 
I lørdags fik jeg at vide at jeg fik ekstra fri søndag, det er jo ikke så tosset. Min kære mand fik så den pludselig indskydelse at han da ville løbe Copenhagen marathon så...
Herunder er min skønne mand så inden starten går. 

Inden start

Det regnede lidt på vej til København, men var tørvejr mens vi fik meldt til og ventede på at starten skulle gå. Jeg gik rundt til aftalte pladser i byen og heppede på min søde mand. Ca. 30 min efter start begyndte det at sile ned og regnen fortsatte med meget korte ophold gennem hele løbet.

Stadig frisk ved ca. 14 km

Jeg gik helt ud til Amalienborg, for jeg kunne sagtens holde mig varm når jeg gik.

Her ved 26 km - stadig fuld af energi

Dejligt lige at få en melding om at energien var høj stadig her ved 26 km. Så ville jeg nemlig ikke se ham før igen på broen inden mål. Jeg fulgte jo dog med på Marathons App´en. Det er virkelig en genial ting som tilskuer. Skønt at kunne følge hver 5 km mellemtid og se at tempoet stadig holder - det tydede på at der ingen nævneværdige kriser var.

Her i god fart på broen

På vej under broen og målet i syne.

Sluttiden blev 3 timer og 38 min - 20 min bedre end for 3 år siden - og dermed er hans 2. marathon i hus. 

Min seje mand med hans medalje

Min kære mand havde det godt efter at være kommet i mål - han er meget tilfreds med sin tid og vejret passede ham rigtig fint. Jeg glædede mig dog til at komme hjem og blive gennemvarm efter at have gået rundt i regnen i omkring 4 timer :-)

Så hopper vi frem til i dag igen... Til morgen regnede det, men var rimelig vindstille - jeg kunne dog ikke få mig selv motiveret i løbetøjet og afsted. Bedre blev vejret dog ikke. Regnen silede ned og det blæste også da jeg endelig kom afsted. De første km hoppede jeg lidt mellem vandpytterne, men det nytter jo ligesom ikke ret meget - gennemblødt blev jeg jo alligevel. Det fik så det indre legebarn frem og nu tonsede jeg bare gennem vandet så det sprøjtede til alle sider ;-). Det var nu egentlig ret sjovt. 

Da jeg kom gennem grusgraven var der flere steder nærmest oversvømmelse, så her havde jeg ikke undgået vand til anklerne - men stadig nød jeg bare at plaske igennem. Godt mudret, våd til skindet, men glad og smilende efter en smadder sjov løbetur nåede jeg hjem. Tja nogen gange er det de sure ture som ender med at blive de sjoveste. Løbet går godt, langsomt fremad og i denne måned har jeg nu løbet 77 km. Det er ret godt - der er håb forude :-)

4. juni 2010: Løbende igen på lavt blus

Et gammelt blogindlæg igen...

Jeg mærker stadig min læg desværre - men er så småt igang med løbet igen. I dag har jeg nydt sommervejret med en løbetur på 3 x 1½ km. Ikke langt, men i det mindste dejligt at komme afsted, selvom det så kun er en kort tur. Jeg har vovet at melde mig til Danmarksstafet i Næstved i næste weekend - men har meldt ud at det er på nedsat blus i forhold til hvad jeg plejer at løbe, så mon ikke det går? Tænk hvor bliver man bare afhængig af sine lange ture - jeg savner det bare helt vildt!! Cyklen kan ikke rigtig få den samme følelse af velvære frem, selvom det da er lidt erstatning her i skadesperioden.
Nå Kbh marathon fik jeg jo så oplevet fra tilskuersiden, og det var absolut en fornøjelse. Ruten er jo god i forhold til at følge løberne flere steder undervejs. Min mand havde en god debut på marathon, han var meget træt til sidst men gennemførte på under 4 timer - og nåede dermed sit mål.
Nu håber jeg bare at komme godt igang med at løbe igen uden mere bøvl med min læg, og så kan jeg måske begynde at kigge efter et interessant løb i efteråret. For formen/udholdenheden er vel ikke helt væk efter knap en måneds næsten løbepause - i dag føltes benene ihvertfald lette... Nå vi må se ...

21. maj 2010: Marathon bliver det så ikke nu

Endnu et gammelt blogindlæg...

Desværre har min læg drillet mere end godt er og jeg har nu holdt godt en uges pause efter en mislykket løbetur på bare 5 km. Lægmusklen krampede helt sammen og det var en pine at gå de sidste km hjem. Det satte sine spor og mit håb for Københavns marathon brast. Nu har jeg i dag været ude på en lille løbetur på 3 km og det er gået ok, men kan mærkes en smule i læggen - så jeg skal absolut passe på.
Jeg har fundet nogle genoptræningsøvelser på nettet som jeg laver hver dag - og så må jeg jo langsomt genopbygge mit løb igen efterhånden som kroppen er klar igen. Jeg løber med kompressionsløbestrømper (som en foreslog i kommentar til mit sidste blog-indlæg) og har gjort det nogle måneder.
Nå men jeg skal nok få løbet en marathon på et tidspunkt, det bliver bare ikke lige nu. I stedet må jeg heppe på min mand, som løber sin første marathon i København på søndag - og prøve ikke at dvæle for meget ved at jeg også burde have løbet og kæmpet sammen med alle de andre løbere.
God pinse til alle jer løbere og skønt at der er noget mere aktivitet i bloggene nu.

10. maj 2010: Succesfuld langtur og lille skade

Et gammelt blogindlæg mere...

Søndag den 2. maj var jeg ude på en tur på godt 33 km og det gik bare så super. Benene havde det godt og det fungerede fint med at drikke powerade/vand jævnligt undervejs. Vejret var jo samtidig super og ruten lagt gennem skov og langs vand, så det var en udpræget nydelse. Dog var der en del bakker til slut på ruten, men det gik ok. Som jeg efterhånden har oplevet nogle gange, så blev jeg skidt tilpas ca. 10 min efter hjemkomst. Men 15 min på langs fik kvalmen og svimmelheden væk igen. Jeg går ellers en del rundt efter løbeturen samtidig med at jeg får drukket, netop for at prøve at undgå denne utilpashed, men det virker bare ikke..
Onsdag skulle jeg så løbe intervaller, men i mit andet interval mærkede jeg nogen ømhed i min læg og opgav derfor de sidste 2. Luntede hjemad, men det blev værre og værre med den læg trods jævnlig udstrækning. Så det blev en lang gåtur hjem og det var en meget kold løber der endelig nåede hoveddøren. Straks frygter jeg jo at marathon den 23/5 var udelukket for mit vedkommende. Nogle dages pause har dog hjulpet, og i går var jeg ude på en kort tur på 2,5 km. Jeg kunne mærke ømhed i læggen hele vejen, men det forværredes ikke. I dag har jeg det ok, men mærker stadig en lille stramhed i musklen. Nu håber jeg så at nogle korte løbeture og ellers fred og ro til den 23. maj gør at jeg er klar til en bette smuttur på 42 km i Københavns gader - og dermed kan få min første marathon i hus!

Alex Haley: Rødder

Mange kender Rødder fordi den har været sendt som tv-serie for år tilbage i dansk tv. Bogen begynder i Juffure i Gambia, hvor man lærer Kunta Kinte at kende som barn og ganske ung. Det er en spændende beretning om en helt anden kultur. Kunta bliver så en dag fanget af ”de hvide” og ført med slaveskib under kummerlige forhold til USA. Kunta drømmer fortsat om at blive fri og se sit elskede Afrika igen. Den første tid som slave flygter Kunta og er utilnærmelig overfor de andre slaver bl.a. fordi han ser ned på dem fordi de bare har accepteret deres skæbne som slaver. Vi følger Kunta og hans liv i en stor del af bogen, men går derefter over til at følge hans efterkommere lige op til forfatteren Alex Haley. De sidste kapitler af bogen omhandler forfatterens research i forhold til historien, så man får en fornemmelse for hvad der er facts og hvad der er fiktion.

Bogen er spændende, rørende, forfærdelig og oplysende. Det er ufatteligt at man i så mange år har synes det er ok at holde slaver, bare fordi de har en anden hudfarve – og ufatteligt at de har været tvunget til at leve under så utrygge forhold. Jeg holder mest af bogens første del som foregår i Juffure – den giver et fantastisk indblik i en helt anden kultur og var rigtig spændende læsning. Men ellers er bogen jo en fantastisk slægtshistorie. Den er absolut værd at læse.

Vurdering: 4/5