JoJo Moyes: Mig før dig

Lou Clark er i 20´erne og bor sammen med sine forældre i en mindre engelsk by. Hun er godt tilfreds med sit meget forudsigelige liv og ved ikke at hun fra den ene dag til den anden bliver fyret fra sit job, som hun elsker.

Will Traynor er lam i hele kroppen efter en ulykke og han er overbevist om at han ikke ønsker at leve mere. Han har også en helt klar plan for hvordan han skal dø. 

Will og Lou føres sammen ikke af lyst men af nød. Lou har brug for et job, for at familien kan klare sig økonomisk og Will har brug for en handicaphjælper. Hverdagen starter absolut ikke gnidningsløst, da Lou starter hos Will. De kan faktisk ikke udstå synet af hinanden. Lou finder dog ud af at Will har planlagt kun at være i live ½ år endnu, og vil forsøge at gøre hans hverdag mindre farveløs, så han måske får sin livsvilje igen.

Det er en fantastisk bog!! Den bedste jeg har læst i rigtig lang tid!! Sproget er flydende, bogen behandler mange vigtige emner, som lige får læseren til at stoppe op og tænke lidt. Selvom bogen omhandler en del alvorlige emner, så er der masser af humor. Jeg har undervejs i læsningen fået tårer i øjnene af grin, men også tårer i øjnene fordi bogen bare er rigtig rørende. 

Her kommer lige et uddrag fra bogen – Will og Lou sidder i The Symphony Hall inden en koncert skal begynde og Will er generet af en kradsen i nakken. Et mærke er ikke blevet klippet ud af hans nye skjorte og de har ikke en saks.

Citat fra s. 196-197:

”Sid helt stille” sagde jeg.

”Hvorfor..”

Inden han kunne nå at tale færdig, bøjede jeg mig til siden, holdt kraven forsigtigt ud fra hans nakke, satte munden ned mod den og tog det formastelige mærke mellem fortænderne. Det tog mig et par sekunder at bide det over, og jeg lukkede øjnene og prøvede at ignorere duften af nyvasket mand, følelsen af hans hud mod min og det upassende ved det, jeg gjorde. Og så kunne jeg endelig mærke, at det gav efter. Jeg rykkede hovedet til mig og slog sejrsstolt øjnene op med mærket mellem fortænderne.

”Jeg fik det!” sagde jeg, tog mærket ud af munden og knipsede det ned på gulvet.

Will stirrede på mig.

”Hvad er der?”

Jeg drejede rundt i stolen for at afsløre de folk, der gloede, og som nu pludselig blev helt opslugt af deres programmer. Så vendte jeg mig om mod Will igen.

”Slap nu af, det er garanteret ikke første gang, de ser en pige gumle på en fyrs krave.”

Det var som om jeg fik lukket munden på Will for en stund. Han blinkede et par gange og rystede let på hovedet. Jeg noterede mig med stor tilfredshed, at hans hals var blevet mørkerød.

Jeg rettede på min kjole. ”Godt så,” sagde jeg. ”Men vi skal vist begge to være glade for, at det ikke sad i dine bukser.”

Vurdering: 5/5