tirsdag den 16. oktober 2012

Sharon J. Bolton: Slangehuset



 Clara Benning er dyrlæge og en stille og ret indesluttet person. Hun er flyttet til en lille engelsk landsby for at være i fred for andre mennesker. Clara bliver dog snart trukket ind i en dramatisk og indviklet sag i den lille by, som gør at hun får masser af kontakt til menneskerne i lokalsamfundet. Clara bliver en morgen kaldt akut til en skrækslagen mor på samme vej som finder sin sovende baby i vuggen sammen med en giftslange. Clara træder som dyrlæge hjælpende til. Kort efter bliver Clara tilkaldt til et hus, hvor det vrimler med levende slanger, og en af slangerne viser sig at være en yderst farlig og giftig Taipan. Det går hurtigt op for landsby boerne og Clara, at der er noget rivende galt i den lille by. Claras ellers så fredelige tilværelse er med et slag ændret. Hun rodes længere og længere ind i sagen og kommer tættere på sandheden end nogen bryder sig om.

Denne anden bog af S. J. Bolton har jeg ventet med længsel på, fordi jeg synes at hendes debutbog var et pragteksemplar af spænding. Den her bog er lige så nervepirrende spændende og personbeskrivelserne er fængslende. Jeg synes det er en skøn måde hovedpersonen Clara beskrives for læseren. Ganske langsomt gennem bogen afsløres forskellige ting om Clara, og det synes jeg er med til at gøre bogen spændende og speciel på den rigtig gode måde. Jeg er glad for at jeg læste bogen i en ferie, for så var der intet jeg forsømte, når bogen bare var umulig at slippe. Jeg glæder mig enormt til flere bøger fra denne forfatter og kan varmt anbefale hendes to første bøger til alle krimielskere.
  


Vurdering: 5/5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar