Bogen starter med, at en 7-årig pige findes druknet i Fjällbacka. Ved
obduktionen findes der dog flere mystiske ting, sæberester i lungerne og
blå mærker på halsen. Så pludselig peger alt på, at der er tale om et
mord. Vi følger som i de tidligere bøger, politibetjenten Patrik
Hedström fra Tanumshede politi, som nu får til opgave at opklare mordet
på den lille pige. Sagen viser sig ganske hurtigt at komme lidt for tæt
på Patrik og kæresten Erikas eget privatliv. Sideløbende med politiets
efterforskning af mordet, tager forfatteren os med tilbage i tiden til
en tilsyneladende helt anden historie, som dog knyttes sammen med
nutiden på allerbedste vis sidst i bogen. De mange skift i tid virkede i
starten irriterende på mig, men de passer på bedste vis ind i bogens
historie, dog er det først til allersidst at de "to historier" bliver
koblet sammen.
Denne bog er virkelig godt skrevet, den griber
fat i læseren fra de allerførste sider og er bare svær at slippe. Jeg
har tidligere læst "Isprinsessen" af Camilla Läckberg, og var ikke
synderligt imponeret, men denne bog er efter min mening rigtig god og
kan varmt anbefales. Hvor "Isprinsessen" forekom mig lidt langtrukken er
"Stenhuggeren" absolut handlingsmættet fra start til slut. Bogen får 5
stjerner også fordi den har overrasket mig rigtig positivt.
Vurdering: 5/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar