I
denne 5. bog om forfatteren Erica og politimanden Patrik, følger vi
igen deres liv i Fjällbacka. Patrik har søgt og fået forældreorlov og
det er meningen at Erica skal have skrevet en bog færdig. Erica vil
arbejde hjemme, mens Patrik tager sig af deres lille datter Maja.
Erica
fandt jo i sidste bog en medalje fra 2. verdenskrig sammen med hendes
afdøde mors dagbøger. Erica opsøger derfor en historielærer som har
speciel interesse for 2. verdenskrig for at se om han kan fortælle mere
om medaljen. Kort efter at Erica har talt med ham bliver han myrdet, og
Erica begynder langsomt at trævle en speget sag op, som har sin
begyndelse for mange år siden og med Ericas mor på en central plads.
Patrik har også svært ved at holde sig fra efterforskningen trods det at
han er på orlov og deltager lidt, når han har mulighed for det uden at
Erica bliver for vred.
Som sædvanligt har vi at gøre med et
velgennemtænkt plot og et spændingsmoment, der bare opbygges gennem
bogen. Handlingen springer mellem nutid og gamle uddrag af Ericas mors
liv, det giver en fantastisk god vekselvirkning og er med til at tegne
et godt og nuanceret billede af de personer vi har med at gøre i
efterforskningen. Mit eneste kritikpunkt til bogen er at nogle af de
personer som vi kender så godt gennem flere af bøgerne gennemgår en lidt
for fantastisk forvandling, og det virker en smule utroværdigt synes
jeg.
Vurdering: 4/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar