søndag den 28. oktober 2012

Alex Scarrow: Det sidste lys

Har du nogensinde hørt om begrebet "Peak Oil"? Hvis ikke så er det måske en ide at læse denne bog. Den vestlige verden er meget afhængig af sin tilførsel af olie, og hvad der sker hvis forsyningen af olie stopper. Hvor hurtigt bryder civilisationen fuldstændigt sammen? Denne bog giver et bud på ovenstående.

I bogen finder en række velkoordinerede angreb på udvalgte mål sted, så den vestlige verden ikke længere kan få tilført olie. Desværre er de engelske olielagre fuldstændig i bund og situationen vil hurtigt blive kritisk. Vi stifter bekendtskab med familien Sutherland, som består af Andy, Jenny og deres to børn Leona og Jake. Andy er olie-ingeniør og strander i Irak da angrebene sker. For en del år siden skrev han en omfattende rapport om begrebet "Peak Oil", for en gruppe mennesker i al hemmelighed. Jenny strander også langt fra hjemmet i London pga. en jobsamtale i Nordengland. Leona og kæresten Dan får på Andys opfordring hentet Jake på kostskolen og køber forråd inden de tager mod hjemmet. Hvad Leona ikke ved er, at udover den kritiske situation med et samfund, der er ved at bryde sammen, så er en koldblodig lejemorder også efter hende fordi hun i sin tid så tre af de mænd som hendes far udarbejdede rapporten om Peak Oil for.


Bogen kan virkelig anbefales, den er helt igennem spændende og tankevækkende. For trods det fiktive plot, så kan man sagtens sætte sig ind i hvor sårbar vores verden i virkeligheden er, hvis vi lige pludselig ikke får tilført den energi, som vi alle er blevet så afhængige af i hverdagen. Desuden omhandler bogen nogle konspirationsteorier, som gør at bogen næsten ikke kan slippes undervejs. Persongalleriet er ikke så omfattende, men rigtig godt beskrevet og læseren får et rigtig godt billede af den lille familie. Mange steder i bogen er tingene så godt beskrevet, at man som læser tydeligt kan fornemme de rystende ting der sker og håbløsheden som tager over når lov og orden i samfundet totalt krakelerer. Jeg har virkelig nydt denne tankevækkende bog af Alex Scarrow og håber at flere af hans bøger bliver oversat til dansk! 



Vurdering: 5/5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar