Det
er jo altid spændende at danne sig sit eget indtryk af en bog som har
været omdiskuteret i pressen. Umiddelbart kan jeg nu ikke se, hvordan
denne bog skulle udgøre en sikkerhedsrisiko i forhold til de
tv-udsendelser, der sendes om jægerkorpset. Men det er måske også svært
for mig som udenforstående at vurdere hvor meget betydning det har at
offentligheden får kendskab til at jægerkorpset har været udsendt en del
mere end der er offentliggjort tidligere.
Jeg forventede en bog
lidt i stil med B.S. Christiansens "Et liv på kanten". Der er da også
ligheder, men denne bog af Thomas Rathsack stikker lige lidt dybere.
Læseren bliver medbragt på de hemmelige missioner fra start til slut, og
får dermed et helt andet indblik i hvilke forhold disse elitesoldater
opererer under. Utrolig spændende, men også skræmmende. Bogen kommer
hele vejen rundt fra Thomas Rathsacks barndom og til han som veluddannet
elitesoldat indtræder i hemmelige missioner i verdens brændpunkter. På
tidspunkter i bogen er der lige vel meget "her kommer jeg, se mig"
stemning i bogen, men det hører måske lidt med til de personligheder som
presser sig helt ud til grænserne.
Men alt i alt en spændende
og interessant bog, som også giver et andet indblik i lokalbefolkningens
vilkår i de lande hvor jægerkorpset har opereret, end man får fra
massemedierne.
Vurdering: 4/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar