Bruce
Curry er lejesoldat i Katangas hær. Han får til opgave at drage dybt
ind i den afrikanske jungle for at hente en stor gruppe af folk, som er
strandet i en lille mineby. Der er morderbander på vej til området og
det bliver derfor en kamp på tid, for at nå frem og væk igen. Uofficielt
går opgaven også eller måske primært ud på at få hentet en ladning
værdifulde ædelstene.
Bruce Curry er en utrolig bitter mand,
der har lukket alt hvad der har med følelser at gøre langt inde. Han
samler sin gruppe af lejesoldater, som også har kedelige oplevelser i
bagagen, og derfor er noget hårdkogte på hver deres måde. Især den ene,
Wally Hendry, kommer til at spille en afgørende rolle i bogens handling,
fordi han er helt og aldeles uden samvittighed. Ekspeditionen til den
lille mineby udvikler sig til en rå kamp mod Afrikas vilde natur,
junglens kannibaler og de hærgende morderbander. Bruce Curry møder dog
også den unge enke Shermaine, som stille formår at nedbryde lidt af den
hårde skal, han har bygget op omkring sig selv.
Jeg synes det er
en pragtfuld bog på mange måder. Wilbur Smith forstår at beskrive
Afrikas natur, så jeg næsten føler at have været der selv. Bogens
handling er enormt spændende og umulig at slippe undervejs. Samtidig
beskriver forfatteren flere af lejesoldaterne rigtig godt, hvor man
først får deres indbyrdes adfærd beskrevet og igennem bogens handling
langsomt får lidt baggrundshistorie om de enkelte. Denne bog har dog
ligesom flere andre af Wilbur Smiths bøger en unødvendig grundig
beskrivelse af voldshandlingerne, det synes jeg er direkte kvalmende at
læse og må indrømme at disse sider af bogen kun er skimmet igennem.
Måske det er mig, der er sart, men jeg synes ikke det bidrager med noget
i forhold til handlingen. Men jeg bliver alligevel nødt til at give
bogen topkarakter og glæder mig over, at Wilbur Smith har skrevet så
mange bøger, at jeg har mulighed for mange spændende læsetimer endnu.
Vurdering: 5/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar