Der er meget uro i området hvor de bor og dagene er en hård kamp for overlevelse. En dag da de går langs Dnjeprs bredder får de øje på en Kosak som tatarerne har tortureret på det groveste. Lisa får dog besked på at lade naturen gå sin gang. Lisa kan dog ikke glemme kosakken og sniger sig ud i ly af natten og plejer den meget medtagne kosak. Lisa bliver meget betaget af kosakken som hun udøser al sin ømhed over. Manden er dog noget afvisende og får såret den kun 16-årige Lisa da han brutalt kysser hende. Lisa løber skræmt væk, men hendes samvittighed får hende alligevel efter et par dage til at vende tilbage til kosakken. Han er imidlertid forsvundet, og i sin søgen efter ham bliver Lisa taget til fange af tatarerne. Lisa støder dog igen på kosakken nogle år efter...
Denne bog virker ret svævende i sin handling. Normalt er Sandemo god til at bygge en handling op så man har en form for spænding i forhold til nogle uretfærdigheder som skal løses. Denne gang følger vi hovedpersonen som egentlig på må og få ryger fra den ene håbløse situation til den næste, og på en ret uinteressant måde. Når jeg læser bøger af Sandemo forventer jeg ikke en dybere handling, men jeg forventer at føle mig underholdt og det mangler jeg i denne bog. Den er kedelig og intetsigende, det virker som om forfatteren har haft en halv ide til en bog og som aldrig skulle have blevet mere end en tanke - langt under sædvanlig standard.
Vurdering: 1/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar