torsdag den 18. oktober 2012

Yngve Frøyen: Forfædrene

I bogen følger vi familien Sand, som har arvet en vindblæst ø med et stort faldefærdigt hus. Familien er i økonomiske vanskeligheder og vil bruge deres sommerferie på at sætte huset lidt i stand, så det kan sælges. Datteren Elise har det rigtig skidt med at skulle derhen, hun har haft uhyggelige drømme om huset, og ved ankomsten er huset indrettet præcis som hun har drømt. Elise kan mærke kolde vinde fra kælderen og opdager andre meget mærkværdige ting på sine ture rundt i det store gamle hus.

Citat fra side 87 (med Elise):

"Hun kunne ikke gemme sig nogen som helst steder. Slut, prut, finale. Hun stirrede mod døren ud til gangen. Der er noget dernede, tænkte hun sammenbidt. Noget vi ikke har set. Det venter. Gør sig rede. Jeg kan føle det. Føle det i hele kroppen. Hun måtte finde ud af, hvad det var, før det var for sent."

Sønnen Daniel har glædet sig til at komme væk fra byen, og vil bl.a. bruge sommerferien til at ændre sit liv, han er træt af at være den svage. Daniel vil trimme sin krop, komme i rigtig god form og vise dem derhjemme at han kan være stærk og modig. Daniel er bekymret for sin søster, han synes hun er lidt mærkelig og ved at forældrene har konsulteret en læge pga. Elise, men han ved ikke hvorfor. Daniel opdager til sin skræk at Elise skærer i sig selv, og han ved ikke rigtig om han skal tro på de mærkelige hun mener at opleve i det gamle hus - eller er søsteren slet og ret blevet tosset?


Jeg synes bogen er meget underlig. Plottet er lidt svært at leve sig ind i, der fortælles meget diffust og langtrukkent om det overnaturlige, der sker i huset og uden at det rigtigt opbygger den spænding som sikkert er meningen. Samtidig er jeg lidt betænkelig ved beskrivelsen af Elises selvskadende adfærd i en ungdomsbog. Forældrene er så distanceret beskrevet, at man slet ikke lærer dem at kende, men det er måske forfatterens intention for at øge utrygheden. Bogen er ret overnaturlig og det bygges ikke ordentligt op af en god historie, så læseren lever sig ind i bogens univers, det bliver nærmere utroværdigt. Bogen får 2 stjerner, fordi jeg trods alt synes, at Daniel er beskrevet godt, med de usikkerheder og bekymringer i hverdagen, som præger rigtig mange teenagere.


Vurdering: 2/5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar