lørdag den 12. februar 2011

Endnu en løbeuge i hus

Motivationen er stille og roligt ved at indfinde sig igen - og det er jo en fornøjelse! Jeg skulle have løbet tirsdag, men min syge søn med meget høj feber fik sat en kæp i hjulet på den plan - jeg havde det skidt med at skulle forlade ham i over en time for at løbe og udskød turen til onsdag. Dog var det med en underlig følelse i maven - for det er ikke godt at udskyde en tur når motivationen er lav, det kan hurtigt blive undskyldningen for at gøre det igen.

Onsdag var der dog ingen forhindringer og der blev løbet små intervaller på løbebåndet til den helt store guldmedalje - og mærkeligt nok så nød jeg det faktisk. Kroppen fandt ind i et fantastisk flow.

Fredag stod den så på tærskeltræning. Igen valgte jeg løbebåndet og igen havde jeg en fantastisk tur med flow det meste af vejen. Tiden fløj med "jordens søjler" fortalt i mine ører. Efter træningspasset var jeg hos min lokale løbespecialist, for det er på høje tid med udskiftning af mit ene par sko. Jeg har i flere år kun løbet i Asics 21xx serien, men flere kloge hoveder har presset på for at jeg skulle vælge en anden model som par nr. 2 - det skulle fordele belastningen mere jævnt på kroppen. Dermed endte jeg så med et par Nike zoom Equalon.
min nye sko (billedet lånt fra løberens hj. side)

Så må vi se hvordan det går. På løbebåndet så det dog ud som om de støtter mig på samme måde som den nye Asics 2160, men når jeg læser om Nike på nettet lyder det som en sko til kraftigere pronation - hmm. Nå det går jo nok alt sammen. En ting jeg glæder mig til ved Nike skoen er at dens sål står væsentlig bedre fast på glat underlag end Asic, og det er jo ikke at foragte i disse tider.

Nå i dag vågnede jeg op til det smukkeste solskin og kunne se at i morgen lover de ikke så godt vejr. Jeg var ikke længe om at beslutte at ugens langtur på 32 km måtte løbes i dag. Jeg var noget spændt på distancen for jeg har ikke løbet over halvmarathon siden min marathon i november. Det gik dog rimelig godt med den foreskrevne metode 2 km løb - 3 min gang osv. Min kære søn kørte efter eget forslag med på cykel som depot/servicevogn - dejligt. Efter 20 km kunne jeg godt mærke at energien var for nedadgående, men det gik da stadig. Efter 26 km måtte jeg snuppe en ekstra gåpause midt i løbeintervallet, bare ganske kort, men nok til lige at løsne i benenes muskler. De 32 km blev fuldført og var jo en fornøjelse i dette smukke vejr. Ruten var mest på grus og en stor del også langs vandet - jeg elsker Danmark når vi bliver begavet med så smukt vejr. Dermed er ugen fuldført med 55 km og nu venter jeg spændt på at Kjetil sender program for de næste 4 uger. Første uge er dog restitutionsuge, så den bliver nok ikke så slem ;-).

2 kommentarer:

  1. Jeg er imponeret. Sådan big time. Over hvor standhaftigt du overholder dit løbeprogram med alt, som det medfører af selvpineri. ;-) Flot arbejde. Altså løb! ;-D
    Knus Katrine

    SvarSlet
  2. Ja, flot som du holder ved men kender det godt når man har en plan er det svært at "springe" over en tur. Hvile ugerne er skønne at se fremtil når man har trænet hårdt en periode. Nyd den :-)
    Fortsat god træning.
    Knus

    SvarSlet