Jack McEvoy er en erfaren journalist ved Los Angeles Times og dækker
kriminalstoffet. Bladet har været igennem mange sparerunder og nu får
Jack så fyresedlen. Jack er fast besluttet på at gå fra avisen med et
brag af en artikel. Han bliver ringet op af en mor til 16-årige Alonzo
Winslow, som er anklaget for et brutalt kvindemord. Moderen fastholder
dog, at han er uskyldig. Da Jack undersøger sagen viser det sig at
drengen faktisk ikke har tilstået, som politiet ellers påstår, og Jack
finder også forbindelse til et andet, tidligere mord begået på identisk
vis. Det viser sig dog at Jack er på sporet af en udspekuleret morder,
som ikke viger tilbage for at udrydde mennesker som kommer ham på tværs.
Undervejs i sin efterforskning kommer Jack til at aktivere en
elektronisk "snubletråd" så morderen bliver opmærksom på ham og bare
venter på at kunne uskadeliggøre ham.
Bogen er ufattelig
spændende, det er en utrolig "kattens leg med musen" læseren får indblik
i, da McEvoy kommer i morderens søgelys. Samtidig viser bogen på
grusomste vis hvordan vores elektroniske hverdag og internettet på
uhyggelig måde kan bruges til at manipulere med "sandheden". Jeg har
ikke før læst bøger af denne forfatter, men vil helt sikkert bevæbne mig
med en af hans tidligere bøger når jeg om kort tid har ferie.
Vurdering: 5/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar