Vi kender nok alle Eva Jørgensen fra tv, og de fleste har sikkert også hørt
at hendes mand Steffen Knudsen blev alvorligt syg og døde alt for ung.
Dette er Evas egen beretning om sygdomsforløbet og hvad det gjorde ved
deres liv. Hvordan tackler man at være gravid med sit første barn og
samtidig få at vide at ens mand er uhelbredeligt syg af ALS og
sandsynligvis vil dø indenfor det næste år eller to.
Eva
beskriver fint afmagten over for sygdommen, forandringerne og
begrænsningerne med Steffen og i hjemmet. Hun beskriver hjælpen fra det
offentlige, som hun er meget taknemmelig overfor, men også ambivalent i
forhold til, fordi det jo samtidig invaderer deres privatsfære.
Bogen
er meget tankevækkende, fordi den så detaljeret beskriver mange
besværligheder som man end ikke overvejer når man ikke selv har haft
alvorlig sygdom tæt inde på kroppen. Hvad sker der i vores omgang med
hinanden når den ene er alvorligt syg, hvad der sker med vennekredsen og
ens sociale liv. Bogen virker også meget ærlig og går tæt på uden på
nogen måde at blive for privat, samtidig oplyser bogen også om en ikke
så kendt sygdom Amyotrofisk Lateral Sklerose.
Vurdering: 4/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar