torsdag den 18. oktober 2012

Dorte Holm: I tvivl

Denne bog er en fortsættelse af "I spænd" som også omhandler Sanne, Mimi og Maria. Sanne er gravid og bliver gift med Kasper. Livet med spædbarn og mand er bare ikke helt som Sanne forventer, dagene går ud i et og hun når slet ikke alt det hun gerne ville. Kasper er heller ikke så nærværende i hjemmelivet som Sanne kunne ønske, og inden hun ser sig om er hun gravid igen.

Maria flytter i egen lejlighed nu hvor der er blevet for trangt hos Sanne og Kasper. Maria er stadig ikke helt kommet sig over sit lesbiske forhold til Anna, og hendes humør smitter af på hendes malerier. Desværre bliver Maria fyret fra sit job som post, og er pludselig i voldsom pengenød med udgifter til lejlighed og hendes lidt ekstravagante livsstil.


For Mimi flyver tiden bare af sted. Hun har også forladt Sannes lejlighed og bor nu sammen med Thit hos kæresten Jan. Mimi arbejder meget og Jan tager derfor meget af ansvaret i forhold til Thit, men presser samtidig på for at Mimi skal være mere hjemme og så kunne han i øvrigt godt tænke sig at få et barn sammen med Mimi. Mimi har ikke lyst til flere børn og har svært ved at sige fra overfor arbejdet, så tingene tilspidser sig hjemme.


Denne bog er som den forrige absolut værd at læse, den beskriver på en fin måde hvor sårbare parforhold og nybagte forældre er / kan være. Det er spændende at følge de tre pigers op og nedture og fortællingen veksler på en god måde mellem de tre pigers hverdag. Så kunne du lide den forrige bog om Sanne, Mimi og Maria, så falder denne helt sikkert også i din smag.


Vurdering: 4/5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar