I en park i Göteborg voldtages en ung kvinde og bliver næsten
stranguleret. Kvinden overlever dog, men har desværre, da politiet når
frem, ødelagt muligheden for at de kan indsamle relevante spor/beviser.
Flere ting peger i retning af en lignende forbrydelse begået på præcis
samme sted 5 år tidligere. Dengang blev en ung pige voldtaget og
stranguleret. Hvorfor har pigen denne gang overlevet? Er det samme
gerningsmand eller en der kopierer den tidligere forbrydelse?
Kriminalkommissær Erik Winter og hans folk går i gang med at optrævle
sagen, og prøver bl.a. at drage paralleller til den gamle sag, og se om
der var noget de overså dengang.
"Lad det aldrig holde op" er
Åke Edwardsons fjerde bog om kriminalkommissær Erik Winter. Jeg har ikke
læst de tidligere bøger i serien. Efterforskningen er så langtrukken og
indgående beskrevet, at jeg mistede interessen og til sidst bare læste
for at få "løsningen" på mordgåden. Det er rigtig synd, for afkortet
tror jeg krimien kunne være rigtig spændende og holde interessen hos
læseren (eller i hvert fald mig) fanget.
Vurdering: 2/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar