torsdag den 27. juni 2013

Henrik Day Poulsen: Medicin der dræber


En fiktiv historie om læger og medicinalindustriens indbyrdes afhængighedsforhold og hvordan dette nogen gange kan blive et for tæt og uetisk forhold, lyder som et rigtig spændende setup. Når forfatteren så samtidig er en psykiater som skriver fantastiske fagbøger, så skulle garantien for nogle gode timers læsning være hjemme. Men nej – et stort rungende NEJ. Sådan var det så ikke!


Rigtig mange ting er gået galt i denne bog. For det første er personerne alt for karikerede, så de bliver irriterende at læse om. Samtidig skurrer det bare i ørerne at kalde medicinalfirmaet for ”Det store firma”. ”Det store firma” har også en krise som gør at de skaber en profil som er helt hen i skoven – jeg tror ikke at mange læger ville finde sig i en behandling som den de får her. Hovedpersonen Ann beskrives først som uintelligent og vælges derfor af ledelsen til at få firmaændringerne igennem i afdelingen i København. Dog er Anns handlinger så udspekulerede og manipulerende, at jeg formoder at der må kræves en del intelligens for at gennemføre det. 


Flere steder bliver beskrivelserne hjulpet så famlende på vej af forfatteren, at jeg som læser er ved at få nok. Der er grænser for hvor mange gange tingene skal skæres ud i pap – hallo som læsere kan vi godt selv tænke… Når man læser det samme der bliver pointeret igen og igen så får man altså nok.

Flere falder plottet helt fra hinanden, f.eks. da en dørmand genkender en udklædt dame, men at hun kan narre sin kæreste med sin udklædning selv mens hun går i seng med ham – altså helt ærligt!!!

Det eneste gode jeg kan sige om bogen er de fakta stykker omkring vilkårene for medicinal virksomheders og lægers samarbejde. Fint og informativt. Men for lidt til at jeg overhovedet kan anbefale bogen – den lander allernederst med kun en stjerne!

Vurdering: 1/5  



lørdag den 1. juni 2013

J. K. Rowling: Harry Potter and the chamber of secrets

Harry Potter vender nu tilbage til Hogwarts for at begynde sit andet skoleår som troldmand. Ret tidligt på skoleåret sker der angreb på mugler fødte elever som forstenes og der bliver skrevet en besked på væggen om at hemmelighedernes kammer er åbnet af Slytherins arvtager. Harry er så uheldig at han befinder sig lige i nærheden ved de første angreb og det begynder derfor at rygtes, at han er Slytherins arvtager og den som angriber sagesløse elever. Rygterne tager rigtigt fart da Harry viser at kunne tale med slanger, denne evne er meget sjælden og det er kun kendt at Salazar Slytherin og Voldemort kunne det samme.

Jeg nød virkelig at genlæse denne skønne bog og denne gang på engelsk. Jeg er stadig utrolig benovet over den detaljerigdom og opfindsomhed som forfatteren har kunnet mønstre. Netop ved en genlæsning af serien finder man ud af hvor fantastisk tingene er flettet sammen, jeg glæder mig til at fortsætte med de næste i serien. 

Vurdering: 4/5

fredag den 31. maj 2013

S. J. Watson: Før jeg lukker øjnene


Hovedpersonen Christine vågner op en morgen og aner ikke hvor hun er og hvem manden ved siden af hende er. Da hun kommer ud på badeværelset bliver hun meget overrasket og fortvivlet over sit eget udseende, hun er mindst 20 år ældre end hun selv erindrer. Sådan starter alle Christines morgener, for hun kan kun huske hvad der er sket siden hun sidst har sovet og starter således på ny hver morgen. Christine har nemlig været ude for en ulykke for mange år siden og lider af en speciel form for amnesi. 


Christines næste problem er at hun ikke ved hvem hun kan stole på… Hendes mand virker omsorgsfuld og sød ved hende, men hun er overbevist om at han ikke fortæller hende hele sandheden. Christine finder ud af at hun mødes med en læge, som prøver at hjælpe hende med at få det bedre. Han har bedt hende om at skrive dagbog og ringer hver formiddag og minder hende om hvor hun kan finde sin dagbog. Christines mand aner intet om at Christine mødes med denne læge, og Christine er sikker på at det er nødvendigt at holde hemmeligt – men ved ikke hvorfor..


Bogen er ikke vanvittigt spændende som jeg ville have troet både ud fra dens genre, som jo er thriller, men også ud fra de mange vanvittigt gode anmeldelser bogen har fået. Selvfølgelig er der lidt spænding i at Christine lige så stille får læst sig igennem sin dagbog og derfor får stykket nogle ting sammen fra de sidste uger, men det er sådan på det jævne. Bogen slutter dog af i et hæsblæsende tempo og de løse tråde samles fint til slut. Men alligevel som helhed kun en ok bog, måske især fordi jeg havde noget høje forventninger og så er det jo svært ikke at skuffe.


Vurdering: 3/5

torsdag den 30. maj 2013

Linwood Barclay: Uden et ord

Efter et skænderi med sine forældre vågner den 14-årige Cynthia op i et tomt hus. Hendes forældre og storebror er væk og der er umiddelbart ingen tegn på nogen forbrydelse. 25 år senere lever Cynthia stadig i uvidenhed om hvad der er sket med hendes familie og hvorfor hun evt. blev forskånet eller efterladt. Cynthia lever nu sammen med sin mand Terry og sin datter. Cynthia er sygeligt bange for at der vil ske datteren noget og overbeskytter hende derfor. Nu er Cynthia inviteret til at deltage i et tv-program, hvor de vil sætte fokus på at finde ud af hvad der skete med hendes familie for mange år siden. Efter programmet har været sendt begynder Cynthia at få mystiske opringninger. Efter familien har været en tur i byen ligger Cynthias fars hat pludselig på bordet i det aflåste hus. Terry ved ikke rigtig hvad han skal tro, han vil gerne tro sin kone men er samtidig bange for at hun er ved at bukke under for det psykiske pres det har været at medvirke i tv-udsendelsen uden at det har givet det ønskede resultat om vished.

I starten af bogen er handlingsforløbet en smule langtrukkent, men når man når lidt ind i bogen holdes man tilpas i uvished om hvad der foregår og spændingen øges gradvist så man har svært ved at løsrive sig. Jeg synes det er en rigtig god og spændende bog med tilpas mængde overraskelse undervejs.

Vurdering: 4/5

søndag den 26. maj 2013

9. november 2010: Så fik jeg løbet min første marathon

Sidste gamle blogindlæg...


Endelig oprandt dagen for Løberen skovmarathon i Hillerød og dermed min debut på den lange distance.

Jeg var noget nervøs før starten, og stod og småfrøs i min sommerløbejakke, men tænkte at den burde være varm nok når jeg kom igang. Vejret var jo skønt, godtnok koldt men sol og næsten vindstille.. Min mand og søster havde iøvrigt en anden jakke med som jeg kunne få undervejs, hvis det skulle blive for koldt.
Som forventet var det meget svært at holde farten nede i starten, og det lykkedes heller ikke helt - men jeg justerede jævnligt farten ned og havde masser af overskud. Jeg synes egentlig at jeg fandt ind i en god rytme også trods de faktisk ret mange bakker og også enkelte lidt stejle stigninger. Drak ved hvert depot og gik imens, spiste enkelte halve bananer men holdt mig mest til energidrik og vand. Skoven var ufattelig smuk, og det var skønt at have min mand og søster med som heppere på cykel, de stod jo rigtig mange steder på ruten og det gav lige lidt mere energi på kontoen.

Endelig løb jeg ind på anden omgang og nu begyndte jeg langsomt at "æde mig ind på" enkelte andre marathonløbere, og min søster var nu med mig på cykel. Havde faktisk god energi endnu og måtte stadig sommetider nedjustere tempoet, søster holdt nøje øje med at det ikke gik for stærkt. Bakkerne var dog strenge nu og jeg kunne godt mærke at pulsen kom op at ringe et par gange. Efter 30 km gjorde det ondt, jeg begyndte at mærke knæ, hofter og ikke mindst fødder - men løbes skulle der og krisen blev overvundet. Ved ca. 35 km, tror jeg, måtte jeg lige ned at gå et kort stykke op af en bakke, men udså mig med det samme hvor der igen skulle løbes - og det blev der. Overvejede 5:1 metoden (løb 5 min gå 1 min osv), men forkastede den igen. Gik stadig ved depoterne, men nu kunne jeg ikke få banan i maven mere, kunne ikke synke det, blev forkvalmet. Det gik dog fint med energidrik og vand, så det holdt jeg mig til. Gik op af en bakke og fik her noget kakao af min søster og så i løb igen. Det gik egentlig ok, trætheden bankede meget på, men jeg kunne godt overbevise mig selv om at der skulle løbes og pludselig kunne jeg jo se mål. Skønt skønt, en rigtig dejlig sejr! Sluttid 4:25:25. Løb første halve på 2:09:22 og anden halve på 2:16:03 - egentlig ret ok synes jeg. Selvom jeg var træt på de sidste km synes jeg ikke at jeg mødte den der omtalte mur - og alt i alt var oplevelsen så supergod at jeg slet ikke tvivler på at jeg skal løbe marathon igen.
Blev en smule smådårlig lige efter mål, havde svært ved at trække vejret ind og hostede helt vildt (forkølelsen er som sådan væk, men ikke hosten), det gik dog hurtigt bedre efter at have drukket noget saftevand. På stive ben over og klæde om, og lidt små gnavsår efter bh´en er eneste mén efter turen, tæer var ok og ikke skravsår andre steder. Så det er da billigt sluppet synes jeg og er superlykkelig for min sluttid.
Nu her 2 dage efter har jeg været ude på en lille luntetur på 3 km og benene har det godt, så det er jo dejligt lige så stille at kunne komme igang igen. 

Lige efter starten

stadig god energi sammen med halvmarathon løberne på 1. runde
2. runde med min søster på cykel
2. runde, nu melder trætheden sig
I mål og første marathon er en realitet!!!









lørdag den 25. maj 2013

7. oktober 2010: En måned til marathon

Et mere fra gemmerne...

Det nærmer sig blog-forsømmelse. En lille update på hvad der er sket på min løbefront siden sidst. Efter sommerferien har jeg allieret mig med Kjetil Havstein, som har lavet løbeprogram til mig med henblik på marathon den 7. november i Hillerød. Jeg var så småt kommet igang med at løbe distancer på lige over 10 km, uden alt for meget vrøvl med den læg som stoppede min drøm om Københavns marathon i foråret. Læggen drillede dog lidt stadigvæk, men ganske langsomt er det forsvundet. Kjetils program har inkluderet en del intervaltræning og progressive træningspas, noget mere intensivt løb end jeg var vant til hidtil. Spændende var det om benene kunne klare det, men det er gået over al forventning, og jeg er faktisk blevet glad for de lidt hårdere træningspas - hvem skulle have troet det?
Nu nærmer marathon-dagen sig pludselig med hastige skridt og det giver lidt sommerfugle i maven. Fysisk har jeg stor tiltro til at jeg er/bliver klar, bare jeg kan holde skaderne fra døren - det jeg er mest spændt på er det psykiske aspekt. Det er ukendt terræn og har jeg den stædighed der skal til når jeg bliver træt og den letteste løsning er at give op? Det vil vise sig - men ligenu veksler jeg mellem at glæde mig rigtig meget og til at frygte dagen. Tihi og det gør man helt frivilligt??
Løbetanker fra en marathon-wannabe - Gitte....