onsdag den 18. januar 2012

Uheldsdag!


Mandag - en udskældt dag af mange, en ny uge truer ;-), og tja for mig og min søster blev det så en uheldsdag. 

Jeg havde fridag og havde planlagt at deltage i et "stram op" hold i Fitness World. I "min" by er der 2 centre og dette blev dagen hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at besøge det andet center. Jeg kunne ikke lige finde rundt i centeret, men fik hægtet mig på en sød kvinde som skulle deltage på samme hold som jeg. Instruktøren lukker os ind og jeg finder en plads i midten og får fundet de forskellige remedier som vi skal bruge. Der er tempo på lige fra starten og bare knap 10 min inde sker uheldet. En smerte i min højre læg lammer lige musklen - jeg stopper op, strækker musklen ud og prøver ganske langsomt at komme tilbage til de rigtige øvelser. Det går bare slet ikke, musklen er krampet sammen og jeg kan godt mærke at det nok ikke er godt at fortsætte. Mens jeg har "pauset" har instruktøren flere gange sendt blikke i min retning og opfordret til at give sig selv fuldt ud. Musikken er høj og instruktøren hepper godt på i sin mikrofon mens hun går rundt mellem deltagerne. 

Jeg tænker: kunne man da bare være usynlig og lige smutte ud ;-). Nå jeg tager nogle af mine remedier og "lister" afsted for at lægge dem på plads. Instruktøren ser straks mit forsøg på at trække mig og siger at hvis jeg ikke vil deltage kan jeg bare lade tingene ligge og gå. Jeg pipper lidt beklemt at jeg havde fået en fibersprængning i læggen og derfor var nødt til at gå - og skynder mig så ud derfra. Fuck det var ubehageligt og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det er jo ganske logisk at stoppe når man pådrager sig en skade og egentlig synes jeg ikke instruktøren overskred nogle grænser, men hvorfor følte jeg så at det var så ubehageligt? I don´t know....  Møgærgerlig over at få en skade kunne jeg så humpe ned af trappen og hjem og sidde med ispose på og benet oppe. Sikke en debut i "nyt" center. Heldigvis går det meget bedre med benet allerede og jeg kan bevæge mig rundt uden smerter igen. Dagen i dag har budt på ½ time på crosstrainer og det uden problemer - så forhåbentlig er jeg afsted for fuld speed igen om nogle dage.

Mandag var også en uheldsdag for min søster, som fik vandproblemer på flere måder. Mon fredag den 13. blev forsinket hernede hos os?

Nå marathon i Kbh nærmer sig snart med hastige skridt, så benene skal snart være i form til mere systematisk løbetræning end de sidste mange måneder, for ellers kan jeg godt skyde en hvid pil efter det mål :-(

fredag den 30. december 2011

Et nyt år venter forude


Så nærmer 2012 sig og forhåbentlig bliver det med masser af gode oplevelser både i og udenfor løbeskoene. 2011 blev et udemærket løbeår for mig. Jeg fik gennemført min 2. marathon og sat en PR som jeg er ganske tilfreds med. På 10 km blev det også til PR og jeg har løbet ca. 1700 km ialt. Ganske pænt for mig og dette til trods for et par sløve løbemåneder her sidst på året.
Spændende hvilke løbeoplevelser der venter i det nye år, men jeg håber at deltagelse i Cph marathon bliver en af dem :-).

Det jeg vil huske 2011 mest for er dog nok at det blev året hvor vi uventet måtte flytte pga. ekspropriation. Vi er dog faldet rigtig godt til i vores nye hus og er generelt glade for at være hvor vi er nu, men det kostede nogle drøje måneder i uvished på flere måder - absolut ubehageligt og meget stressfyldt. 

Når jeg nu satser på marathon i foråret, så skal der jo igen løbes nogle km. Her møder jeg flere udfordringer - jeg er blevet superglad for at motionere i fitnesscenteret - og nej ikke på løbebåndet. Men på spinningcyklen og på holdene med både dans, puls og styrketræning. Og når først jeg har brugt et par timer i centeret, så er der ikke så meget energi tilbage til løbeskoene. Det må jeg jo have planlagt mig ud af, for løbes skal der. Mørket er heller ikke min favorit og jeg er nærmest så stæreblind i mørke, at jeg kan falde over mine egne fødder når jeg bevæger mig udendørs i løb efter tusmørket har lagt sig over det ganske land. Her er planen klar!
Sådan en pandelampe her Petzl tikka 2 xp - forholdsvis lille og fiks men lyse kan den sandelig! Og den har en dims som spreder lyset, så den oplyser et større område og ikke kun i "kegleform". Jeg glæder mig til at få prøvet den af i løb. Jeg håber den lyser nok til at jeg kan løbe ude i terræn og ikke kun på asfaltveje, men nu må vi se.


Nå men der går lige et par dage inden jeg vover mig ud i løbesko - jeg har nemlig fået betændelse i min storetå og efter 2 timers træning i centeret i formiddag så dunkede den noget så forfærdeligt (dumt bøv - I know..). Nu er jeg så på penicillin og mon ikke det hjælper i løbet af et par dage så jeg kan løbe igen?


Til sidst vil jeg bare sige: 

Godt nytår

til jer som læser med :-)

torsdag den 22. december 2011

Når 10 km er en sejr

10 km = en sejr



 I denne juletid skal der motion til - og det er heller ikke noget problem. Jeg spinner en del og styrketræner også på hold. Men løbet.... det halter lidt. Derfor var det også skønt den anden dag, da jeg med overskud løb en tur på 10 km!! Det er bare super længe siden at jeg har løbet så langt, så måske det nu lysner lidt forude sammen med at de lysere dage er på vej? 


På løbeturen var jeg kommet afsted i mine gamle løbesko, som egentlig skulle være sat på pension. Sjovt nok har jeg altid lidt svært ved at "sige farvel" til et par løbesko når de er slidte. Lige netop disse sko "bar mig" gennem min første marathon - og mange af træningsturene op til. Mine skinneben kunne dog godt mærke at de sko ikke bør benyttes til løb mere og mon ikke det blev sidste løbetur de var med på? Det tror jeg :-)...måske nok....

mandag den 12. december 2011

Muskler på (over) arbejde

Varieret træning er godt er der nogle som siger... Og når nu ikke løbemotivationen er i top, så kan man jo lige så godt udnytte at der er åbnet et nyt Fitnessworld center i nærheden. Nemlig. Det har ihvertfald ført til en masse træning i den forløbne uge. Først og fremmest er jeg jo spinning fan - og derfor er der selvfølgelig blevet cyklet en hel del. Jeg elsker at give den gas når en god instruktør presser os til grænsen og spiller super musik, som bidrager til god energi.

Jeg har også forsøgt mig med nogle af deres danse hold - nu alle taler så begejstret om zumba osv. Det er så måske ikke lige her min styrke ligger, men trods min manglende koordinationsevne så får jeg da rørt grinemusklerne. Om det er fordi jeg gør det forkert ved jeg ikke, men det føles ikke særlig hårdt at deltage på disse hold.

Egentlig ville jeg jo gerne have styrket mine muskler og helst uden at skulle komme i nærheden af de røvkedelige styrketræningsmaskiner, så jeg tog lige et stram op hold + et puls/styrke hold som en opstart. (Nu synes jeg jo ikke de andre dansehold var særlig anstrengende, så 2 timer måtte være passende). Hold da op hvor mine stakkels muskler blev pint, både dem jeg vidste jeg havde og en masse som vist ikke har været aktiveret i årevis. Efterfølgende havde jeg så en nat uden ret meget søvn, da jeg faktisk ikke kunne rokke med en finger uden smerte ;-). Ingen tvivl om at jeg skal på ET af de hold igen - mine muskler trænger, kan jeg mærke... 

Løb er ikke blevet et fremmedord, men det er trådt noget i baggrunden lige for tiden. Dog havde jeg en skøn tur på 8 km i går. Sådan en nyde tur i dagslys, hvor kroppen bare arbejder og tankerne tager på langfart - og så er det at jeg lige husker på at jeg jo faktisk elsker at løbe...

søndag den 4. december 2011

Skal, skal ikke - SKAL

Sådan en udsigt giver ikke den stor lyst til at løbe...
Lørdag var det planen at ugens 3. løbetur skulle løbes. Men, men puh hvor det bare blæste og regnede. Det var ikke lysten der drev mig i løbetøjet denne dag. Nødruten er dog genindført. Ugens antal ture skal løbes, men det er ok at nøjes med nødruten på lige under 1 km. Så i tøjet kom jeg og afsted ud på nødruten - og som tilsigtet blev det jo til lidt mere :-). Da jeg kom over i grusgraven havde de rettet vejene af og det gjorde at nogle steder sank jeg godt ned i ca. 5-10 cm mudder - men jeg var våd og beskidt i forvejen, så det gjorde ikke så meget. Efter godt 5 km var jeg hjemme igen og glad for at jeg trods alt kom i skoene og ud på en lille tur. 
Det kniber lidt at få gjort nok ved løbet lige for tiden, så jeg er begyndt at spinne igen. Efter 2 års pause var det også en udsøgt fornøjelse at trampe godt i pedalerne til høj musik og svede tran i en time med en god instruktør. Det skal absolut gøres noget mere i den kommende tid - så er samvittigheden heller ikke så sort over de kun korte ture i løbeskoene.

lørdag den 26. november 2011

Ufrivilligt løbetur som "byttedyr"


Ugens 3. løbetur er i hus - dejligt. Det skønne vejr denne lørdag formiddag måtte udnyttes til en dejlig tur i løbeskoene. Afsted det gik gennem en lille skov i nærheden og så over landevejen og ind i den gamle grusgrav. Ved indgangen til grusgraven var der en bil med trailer på vej ind af stien, så kæden der plejer at være for indgangen var væk. Jeg løb 100 meter lige bag den roligt kørende bil, til den drejede fra og jeg fortsatte ned i grusgraven. Da jeg var midt i grusgraven kunne jeg høre skydning, så jeg tænkte at der nok var jagt på fårebakkerne. Men, men da jeg løb ud af grusgraven kunne jeg se at det bla. var her der var lukket pga. jagt. Så blev jeg ærlig talt lidt irriteret - der burde jo skiltes ved alle indgange til området. Samtidig var jeg dog lidt usikker på, om jeg havde overset skiltet. Nå ruten blev så lavet om til at gå langs landevejen retur, så jeg kunne checke om jeg havde overset et skilt. Skiltet sad nu lige så fint midt på den kæde som spærrer af for biler. Hmm altså var det væk da jeg løb ind efter den bil... Men føreren af bilen kunne jo godt lige have gjort opmærksom på at der var jagt - hvis han altså så mig? Det er jo ikke til at vide :-). 
Det er nu ikke første gang jeg løber i et område, hvor der er jagt. De er nemlig ikke altid så gode til at skilte ved alle indgange, men jeg har nu aldrig følt mig i fare af den grund - og mon ikke også, det er yderst sjældent at en jæger får skudt et andet menneske ved et uheld?  

onsdag den 23. november 2011

Når hjernen brænder sammen og kroppen forfalder

Yep sådan er det nemlig for mig lige for tiden. Jeg har skrevet eksamensopgave og pyh det trækker tænder ud. Bortset fra en dejlig uges ferie på Tenerife i sidste uge, hvor hjernen lige fik en pause og den slatne kondi fik vandret lidt i bjerge - så har det stået på læsning og skrivning fordelt jævnt over døgnet. Jeg er så dårlig til at koble fra i sådanne perioder - og selvom jeg ved at min løbetur giver gode tanker og fornyet energi, tja så prioriterer jeg det bare ikke højt nok. 

Nå nu er det skriftlige produkt sendt afsted, og der er endnu 2 uger til, det skal forsvares mundtligt, den tid den sorg... I går blev de støvede løbesko så fundet frem og støvet af. Ud i den skønne natur og bare nyde (selvom tungen hang lidt mere ud af halsen end den plejer). Det var den hårdeste 5 km jeg har løbet længe!! Men løbes skulle der, også op af bakkerne - og nu er det slut med den slendrian. Nu hedder det minimum 3 ture om ugen - basta! Hvor svært kan det være. Kroppen skal være i marathon form til maj, så det går ikke det her!