onsdag den 16. januar 2013

Sara Gruen: Vand til elefanterne








Bogens hovedperson Jakob Jankowski er 93 år gammel og bor nu på plejehjem, hvilket ikke altid er uproblematisk når man gerne selv vil bestemme over sit eget liv. Cirkus kommer til byen og det får Jakob til at tænke tilbage. Jakob har nemlig selv arbejdet i et cirkus. Som 23-årig blev Jakob med et slag forældreløs, da han er ved at skulle tage sin afsluttende eksamen som dyrlæge. Frustrationen og sorgen driver Jakob væk fra alt det kendte og han magter ikke at færdiggøre sin uddannelse. For at komme væk springer Jakob på et tog som tilfældigvis er Brødrene Benzinis cirkus. En helt ny verden åbner sig for Jakob hvor der under den polerede facade lurer fattigdom, nød og ulykke. 


Jeg blev fuldstændig betaget af forfatterens måde at fremstille den nutidige 93-årige Jakob med en humor og et klarsyn som er sjældent set. 
Citat fra side 18, hvor Jakob betragter de andre beboere på hjemmet :


”ENTEN ER DER SKET en ulykke, eller også er der vejarbejde, for en sværm af gamle damer står klistret til vinduet for enden af gangen som børn eller tugthusfanger. De er spindelvævsagtige og skrøbelige med hår så fint som tågedis. De fleste af dem er godt ti år yngre end jeg, og det forbløffer mig. Selv om kroppen forråder én, nægter sindet at give sig.  Jeg er blevet parkeret på gangen med mit gangstativ.”


I starten blev jeg ikke fanget så meget ind i cirkus-historien, men så mest frem til de passager, hvor der skildres om den nutidige Jakob. Lige så langsomt blev jeg dog alligevel revet med af skæbnerne fra Jakobs ungdom. Historien skildrer nogle vilkår og en afmagt som er så svær at forestille sig, og samtidig fascineres jeg af cirkusmiljøet set indefra. Bogen er illustreret med gamle cirkusbilleder ved mange af kapitlerne og dette understreger historien på allerbedste vis. 


Vurdering: 4/5

tirsdag den 15. januar 2013

Lau Aaen: Dagpengeland


Denne bog skulle være en virkelig fortælling af, hvad den nyuddannede akademiker Lau Aaen kom ud for som dagpengemodtager. Vi kommer med i systemets vridemaskine, hvor en arbejdsløs fratages værdighed og selvbestemmelse i mødet med jobcenter og et totalt håbløst jobsøgningskursus hos den private kursusudbyder Integro. Fortællingen er tragikomisk – mange af de ting som Lau fortæller om undervejs virker som taget ud af den fri fantasi. Det virker helt umuligt at man i dagens Danmark kan udsættes for sådanne totalt intetsigende aktiviteter, for ikke at miste sine dagpenge. Men desværre er sandheden jo at det netop er hvad der sker. Skræmmende er det dog at offentlige midler kanaliseres hen i private kursus fup- firmaer i stedet for at bruges med omtanke og opkvalificere de ledige i jagten på et meningsfyldt job.

I selve bogen tages der meget lidt stilling til hvad fortælleren udsættes for, og det vil jeg anse for både at være en svaghed og en styrke. En styrke fordi læseren selv tvinges til at tage stilling og ikke bare får en mening forærende - men en svaghed fordi bogen samtidig også bliver langtrukken trods sit vigtige budskab. Men bogen er jo også blevet til på baggrund af en samling blog-indlæg og er ikke fra start af tiltænkt bogform.

Vurdering: 3/5

søndag den 6. januar 2013

Løbetur med min søn

Planen ifølge træningsprogram var 8 km progressiv løbetur, men det synes jeg ikke lige jeg turde byde mine ben. Efter intervalturen den fredag aften var mine ben lidt ømme til spinning i går. Jeg spinner jo fortsat ca. 3 gange om ugen i vinterhalvåret - og det skal der være plads til. Så måske er min motionsplan lige vel optimistisk - vi må se. 

Ergo blev min søn og jeg enige om at vi løb en tur på 8 km, men at tempoet tog vi ikke så nøje. Vi tog en rute på primært grus og med nogle bakker - noget vi begge elsker. Benene føltes stadig tunge, så jeg tænkte at det blev en lang tur med lavt tempo. Efter et par km kunne vi dog alligevel sætte tempoet op og igen en øgning af tempo efter endnu 2 km - så faktisk fik vi næsten løbet som mit program foreskrev. 

Zana Muhsen: Solgt


De to teen-age piger Zana og Nadia er vokset op i England med en engelsk mor og en arabisk far. Deres far synes pigerne skal se hans hjemland Yemen og planlægger derfor en drømmerejse for pigerne. Det skal dog vise sig at denne rejse bliver pigernes mareridt. Da pigerne kommer til Yemen finder de ud af at deres far faktisk har solgt dem som hustruer og at de nu ikke har nogen mulighed for at rejse hjem. En mareridtagtig hverdag begynder nu. Begge piger er kommet til de øde og uvejsomme Mokbanabjerge uden alle de fornødenheder som de har været vant til hele deres liv. Vand må hentes hver dag og bringes op af små bjergstier af kvinderne – mændene har magten og kvinderne har absolut ingen rettigheder. Pigerne må finde sig i voldtægt fra deres ægtemænd og lever en slavelignende tilværelse. Især Zana behandles meget dårligt med jævnlige tæv af svigerfaderen, en svigermor som lader hende sulte og hårdt arbejde selv da hun er højgravid. Pigerne opgiver dog aldrig håbet om at få deres frihed igen. Denne bog er den autentiske historie fortalt af Zana efter at hun slipper hjem til England igen. 


Bogen er meget gribende og et skræmmende indblik i en kultur med en enorm kvindeundertrykkelse og en primitiv hverdag som er svær at forestille sig. Desværre er dette jo ikke en enestående historie, der er alt for mange lignende historier, hvor arabiske mænd har taget børn de har fået med europæiske kvinder til deres hjemland for aldrig at bringe dem tilbage igen. 


Vurdering: 4/5

lørdag den 5. januar 2013

Charlotte Bircow: Kræft æde mig - Nej!


I 2011 fik Charlotte Bircow konstateret brystkræft. Hvem skulle have forestillet sig at kvinden der strutter af sundhed i forhold til både kost og motion kunne få kræft? I denne bog fortæller Charlotte ærligt om sit forløb som kræftpatient. Charlotte fortæller helt fra starten af - fra hun finder en knude og antager det er arvæv efter hun fik silikone bryster. Chokket over at få en kræftdiagnose. Sine tanker om at kemo skal hun aldrig have – men efter research tager hun alligevel imod tilbuddet om kemobehandlinger, med medfølgende hårtab. Læseren følger hende til de afsluttende strålebehandlinger og da hun endelig bliver erklæret rask. 


Hele vejen gennem bogen fortæller Charlotte åbent om, hvordan hun har tacklet den udfordring at have en sygdom som kan ende med at man dør af den. Hun giver masser af gode råd til hvordan man kommer til kræfter efter de strenge kemobehandlinger. Hun fortæller om hvordan hun trods behandlingerne holdt fast i en forholdsvis normal hverdag. Bogen sluttes af med en stribe af gode råd til motion mens man er syg, hjernegymnastik så man ikke trækker sig selv yderligere ned med negative tanker og til sidst en række opskrifter på grøntsags juicer m.m. som kan booste immunforsvaret. Der bliver ikke givet løsninger til hvad der er rigtigt og forkert – bare råd til hvad man evt. kunne gøre og som Charlotte har ment har gavnet hendes krop og psyke undervejs. 


Vurdering: 4/5

fredag den 4. januar 2013

Intervalløb - noget fanden har skabt....

Løb i pandelampens skær (billede lånt fra anden blog)
Nu var det så tid til første intervaltur ifølge mit program fra http://mit-loebeprogram.dk/ . Det er MEGET længe siden jeg sidst har løbet interval og jeg havde glemt hvor absolut hæsligt det er ;-)

At turen måtte løbes i mørke gjorde ikke lysten større, men løbes skulle der jo. Det var 6 intervaller af 500 meter - rimelig overskueligt skulle man mene. Jeg havde fundet en strækning med nogenlunde fladt terræn og sidevind - modsidevind den ene vej, men rimeligt. Første interval var hårdt! Andet interval var hårdere! Tredje interval slemt - jeg var sikker på ikke at gennemføre. Fjerde - juhuu over halvvejs, det gav lige lidt energi. Femte - hårdt. Sidste interval - der løb jeg mig død 100 meter for tidligt... Nå men ok tilfreds når jeg lige ser bort fra tempoet, som jeg tidligere har løbet halvmarathon i!! Ja formen er elendig - jeg ved det, men jeg kæmper for at den igen bliver bedre :-)

Nu er jeg så tæt på at have gennemført 2. uge med træningsprogram fra mit-loebeprogram.dk/. For mig har det altid været inspirerende at følge et program - jeg får ligesom taget mig sammen til mere. Her er så den ekstra feature at man uploader sin tur med det pågældende træningspas ind i sit program på deres hjemmeside og så viser den hvor godt man har fuldført i forhold til målet, og den udregner nogle intensitetspoint - det er lige noget for en statistik/tal nørd som mig... I love it!!! 
Selve programmet er dog ret skrapt rent tempomæssigt, men heldigvis er der også beskrevet en form for intensitet ved selve træningspasset f.eks. Almindelig tur. Dette betyder ikke nødvendigvis at du hyggejogger hele vejen, men tempoet skal føles behageligt. 
Der lytter jeg mere til min krop end til programmets fastsatte tempo - for ellers løber jeg med tungen ude af halsen hele tiden. Når det skal være hårdt, så gi´r jeg den dog hele armen... og heldigvis har benene det fint indtil videre. 

tirsdag den 1. januar 2013

Cecilie Olrik: Mit liv på scor.dk


I denne bog følger læseren Apocalypse45, mens hun gør sig sine erfaringer med websitet scor.dk. Cecilie fortæller åbent om sin chat med diverse mænd og læseren får også lov at følge med når disse chats har resulteret i møder i virkeligheden. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Cecilie beskriver åbent sin egen udvikling undervejs og hendes flytning af grænser for hvad der er ”normalt” efterhånden som hun bliver mere erfaren bruger af scor.dk. I anonymiseret grad beskriver hun de mænd hun møder undervejs, både de søde, de mærkelige, de kinky osv.  Cecilie gør helt klart at scor er et site der henvender sig til folk som ønsker sex, det er ikke her man skal gå på jagt efter ”den eneste ene”.  Undervejs får læseren også Cecilies oplevelse af hvordan mænd og kvinders sexualitet er forskellig på nogen områder, men utrolig ens på andre.


Jeg synes bogen var rigtig interessant at læse, det er lidt sjovt at få et indblik i en lidt anden seksuel verden. Samtidig synes jeg det er utrolig modigt af forfatteren at udstille egne seksuelle oplevelser på den måde som hun gør i denne bog. 


Vurdering: 4/5