Det er altid spændende at give sig i kast med en bog som er
lovprist verden over, men samtidig gør det jo også at mine forventninger er ret
så høje. Men først til handlingen.
En familie er på det nærmeste udslettet. Faderen er
bestialsk myrdet i omklædningsrummet på et fodboldstadion, hvor han har dømt en
fodboldkamp. I familiens hjem er moderen og familiens yngste pige også dræbt på
bestialsk vis. Storebroren er hårdt såret af utallige knivstik og er nu indlagt
på Karolinska Sygehus. Frygten går nu på at finde storesøsteren, for måske er
morderen også efter hende?
Kriminalkommisær Joona Lina overtaler derfor læge Erik Maria
Bark til at hypnotisere den hårdt sårede storebror i håbet om at finde ud af
hvor storesøsteren befinder sig, så de kan redde hende. Erik Maria Bark har
ellers på grund af forskellige omstændigheder for 10 år siden lovet sig selv
aldrig igen at hypnotisere igen. Han overtales dog og det sætter gang i en
række af skræmmende begivenheder.
Jeg undrede mig en del over forfatternes opbygning af bogen.
Der begås nogle bestialske drab og ret hurtigt går bogen over og handler om en
efterforskning hvor morderen ret hurtigt udelukkes som gerningsmand. Så den
største del af bogen omhandler efterforskningen af en kidnapning og til sidst
knyttes tingene så en smule sammen – men slet ikke nok til at kunne
retfærdiggøre springet fra mordefterforskningen til kidnapningen. Midt i bogen
er der også over 100 sider som går 10 år tilbage så man finder ud af hvorfor
Erik Maria Bark holdt op med at hypnotisere, men jeg synes meget af bogen kører
i tomgang. Bevares det er en ok bog, jeg kan sagtens leve mig ind i handlingen
og hovedpersonerne er vedkommende og spændende men det er sørme ikke en rigtig
krimi. Jeg tror egentlig bogen havde været bedre hvis de bestialske drab var
skåret ud og romanen havde omhandlet kidnapningen og tilbageblikket i
hypnotisørens liv. Som krimi vil bogen kun få 2 stjerner – men retfærdigvis
skal siges at jeg nød at læse bogen, den er bare slet ikke hvad den lover. Det
undrer mig meget at denne bog har fået den omtale og medieopmærksomhed som den
har, jeg kan nævne mange bøger og ikke mindst krimier som er væsentlig bedre.
Vurdering: 2/5 









Ingen kommentarer:
Send en kommentar