lørdag den 25. december 2010

Endelig vejr til en løbetur

Efter et par dages snestorm med massiv snefygning var vejene nogenlunde farbare igen i dag. Så på med løbeskoene + yaktrax og afsted. Vejene var rimeligt rydede så jeg løb på sammenkørt sne/is, kun enkelte steder var det i højt sammenkørt is. Vinden bed lidt i kinderne, men jeg kunne godt holde varmen. Da jeg nåede ud til skoven var jeg lige inde og vende, men hold da op der lå høj sne - så det blev kun til en kort runde med høje knæløft. På min 12 km tur i dag mødte jeg kun 4 biler, så det er ikke så mange der vovede sig ud på de isglatte veje her i formiddag.

De sidste dage har vi været lidt underdrejede pga. snestormen, men smukt har det været og her kommer så lidt billeder.
Den 23/12 dækkede sneen næsten vores vinduer - men sikke en julestemning ;-)
 På vores små veje var det ikke nemt at komme frem - den 23. sad jeg fast på vej hjem fra arbejde men fik da bilen hjem. Min mand som skulle på arbejde igen fredag morgen tog derfor gummigeden hjem fra arbejde - hvilket viste sig at være ganske fornuftigt.
Under snestormens rasen var en gummiged et passende køretøj

Ikke flere pakker under træet, men "bare" en lækker hund
Jeg skulle på arbejde juleaften og var derfor i god tid ude og kigge om bilen havde en chance imod snemasserne.
Ude og sondere vejens tilstand inden arbejde juleaften

Og sådan så der ud nedenfor vores indkørsel

Imponerende istapper - hvis man kigger godt efter kan man se den ene slutter ved Kims albue

Flotte snedriver ved landevejen
 Det var så lidt billeder af hvordan vinteren har vist tænder her på sydsjælland og samtidig tænker jeg på bornholmerne som jo har fået en del mere sne...

Nu håber jeg så bare at vejene er farbare så jeg kan komme afsted til Kastrup nytårsaftensdag, for jeg glæder mig meget til at skulle være med til mit første socialløb - og det skal vintervejret helst ikke spænde ben for.

1 kommentar:

  1. Hej Gitte
    Tillykke med bloggen, dejligt med flere kvinder der blogger om løb og meget andet :-)
    Tak for din hilsen på min, dejligt at høre fra dem der følger med. Lægger dit link ind :-)
    Fortsat god træning i det kolde men smukke vinter landskab.

    SvarSlet