onsdag den 29. december 2010

Afsted i mørket

Det hører ikke til min livret at løbe i mørke, men pga. arbejdet er det jo jævnligt nødvendigt og dermed en af grundene til at jeg længes efter lysere tider. Jeg må dog indrømme at den hvide vinter har gjort at det har føltes mindre mørkt end ellers og den nedgang i km som jeg normalt har i de mørke måneder har ikke indfundet sig.

Både i går og i dag har jeg været afsted efter arbejde og det har været nogle skønne, skønne ture. Jeg har naturligvis refleksvest på så bilerne kan se mig herude på de små, mørke og pga. sneen meget smalle veje. Jeg har også min uundværlige pandelygte med, så jeg kan se ujævnheder der hvor jeg løber - det er virkelig et must her hvor sneen/isen ligger ujævnt på vejene. På skoene er også mine trofaste hjælpere, nemlig yaktrax - så er det jeg kommer til at tænke på en "ekspert" jeg så i Go´morgen Danmark for noget tid siden som skråsikkert stod og sagde at pandelygte og yaktrax ikke duede til løb?? Jeg kunne ikke være mere uenig og undrer mig i mit stille sind og tænker at hun nok slet ikke selv har bevæget sig udenfor i løbesko efter at temperaturen dykkede under frysepunktet ;-). Nå men det jeg ville frem til var at det i går til min undren gik op for mig at jeg pludselig nyder mine ture der mens mørket langsomt sænker sig over landet - det er bare så smukt og mørket er slet ikke så dominerende som ellers nu hvor sneen lyser lidt op.

Jeg savner dog at kunne få løbet tempoture og intervaltræning, for det har været nærmest umuligt i den sidste lange tid. Nu har jeg derfor betalt for motionscenter på arbejde og har planer om at løbe en af ugens ture på løbebånd indtil det igen er forsvarligt at sætte farten op udendørs. Jeg er dog lidt spændt på om jeg kan motivere mig selv til det, for jeg er ellers udpræget udendørsløber.... men vi får se :-). Pas på jer selv derude i vinterland :-).

2 kommentarer:

  1. Hej Gitte
    Ja det er en svær tid med al den sne tidlig mørke osv, men ser du kommer ud super:-)

    Har osse et medlemskab i vores lokale Fitness med henblik på tempo / intervaller men må tilstå det ikke rigtig bliver til noget. Hader bare det løbe bånd. Men fortsætter dette vejer, må jeg afsted.
    Fortsat god træning:-)
    Tina

    SvarSlet
  2. Hej Gitte,
    Nu fandt jeg også dig!! Glæder mig til at følge med i dit løbeliv.
    Ønsker dig et rigtigt godt Nytår!

    SvarSlet