torsdag den 1. december 2016

Sygeplejestuderende i min alder? Kan man det?

billede lånt fra http://vitachoreas.bloggersdelight.dk/2016/06/dimitteret-sygeplejerske-med-dsr-naal/


Jeg har arbejdet som social- og sundhedsassistent i godt 20 år og egentlig er jeg godt tilfreds med mit arbejde. Jeg er 47 år og arbejder på et ældrepsykiatrisk afsnit (geronto) og er rigtig glad for mit arbejde, men for godt 2 år siden fik vi varslet at min arbejdsplads skulle flyttes - det satte en del tanker igang for jeg tror ikke jeg ville trives i længden med den længere transport på abejde. Men hvad så? Som Social- og sundhedsassistent er der en del muligheder men det involverer tit også en del tungt plejearbejde og holder man til det indtil man bliver 70+, jeg tror det ikke! Heldigvis blev flytningen af vores afsnit afblæst da regionspolitikerne kom ind over sagen, men jeg havde alligevel fået fokus på hvor sårbar min arbejdsplads kunne blive i fremtiden og tankerne kørte fortsat. 

Jeg begyndte at kigge lidt på sygeplejerske uddannelsen som e-læring, det kan man nemlig tage i Slagelse og det lød foreneligt med at arbejde en del ved siden af. Men nej - med min 20 år gamle uddannelse var jeg nok ikke kvalificeret... Så var der ligesom lagt låg på den. Det tog mig så lige et år at få tænkt videre at der jo aldrig skete noget ved at søge. Selvfølgelig sker der så lige det i foråret efter jeg har søgt at jeg bliver tilbudt et uddannelsesforløb på arbejde som strækker sig over efteråret og en del af foråret efter - derfor må jeg jo overfor min leder bekende at jeg har andre spæde planer i tankerne. Det bliver heldigvis godt modtaget og da jeg i juli med glæde kan fortælle at jeg er kommet ind får min ledelse og jeg lagt en plan for hvordan det kan gå i hånd med mit arbejde. Min arbejdsplads kan ikke tilbyde at give tjenestefri med løn til noget af uddannelsen, men vil gerne være fleksibel i planlægningen, så jeg kan få fri til seminarer og klinikker. Jeg kan samle afspadsering og afvikle når det passer i forhold til uddannelsen. Så super glad er jeg, men også enormt spændt - kan det nu gå og kan jeg overhovedet gennemføre det jeg har gang i?? Nu har jeg jo været igang i siden september og har en del oplevelser som jeg stille og roligt vil fortælle om på bloggen her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar