søndag den 23. september 2012

Brat afslutning på løbetur

Måtte lige bide i græsset undervejs på løbeturen :-(

Det går ikke altid som planlagt på de løbeture... Det går ellers generelt set godt med løbet, de korte ture er nu 5 km og de lange ca. 7-8 km. Jeg veksler stadig mellem løb og gang på turene, men nu er der absolut mest løb. 

Jeg nyder mine løbeture, og noget af det bedste ved at starte så langsom op er at jeg har fået lokket min store søn med i løbeskoene. 

I fredags skulle vi igen ud og løbe en tur og vejret var bare så skønt så vi blev enige om at det skulle være den lange. Alt spillede bare, fik en god rytme i løbet, føler konditionen er ok og ingen smerter i de der pokkers knæ. Ca. 1-1½ km før vi er hjemme løber vi på en lille smal skovsti og slam så falder jeg og hamrer mit knæ ned i en trærod. Hold da op det gjorde ondt, jeg var mundlam i flere minutter (og jeg kan meddele at det sker ikke ret tit ;-). Men efter lidt tid så havde jeg lige mod på at komme op og stå - det gik så ikke... Så blev jeg bare svimmel, så hovedet måtte lige nedad igen. Lidt mere sunden mig og så var jeg klar på det sidste af turen hjem. Det gjorde nas i knæet at gå, så faktisk virkede det bedst at smålunte uden at skulle strække eller bøje benet helt. Det føltes som en lang hjemtur. 

Så fulgte en pinefuld sårrensning, 2 huller i/under knæet som var fuld af jord og en tur på skadestuen for at få en stivkrampe vaccination. Ikke lige en fredag som gik efter planen.

Lørdag havde jeg et hævet og meget ømt knæ, men allerede i dag kan jeg mærke at det går hurtigt fremad. Halter kun ganske lidt ved alm. gang, så mon ikke knæet er klar til løb igen om nogle dage. Jeg er ihvertfald sluppet heldigt fra mit stunt. En sidegevinst af min klodsethed bliver et par nye løbebukser, for det lykkedes mig at lave ikke mindre end 4 huller i dem ved mit bratte møde med skovbunden.... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar