Juli måned gav ellers lige en forskrækkelse midtvejs, for knæet begyndte igen at skabe sig. Det fik en uge med kun en kort løbetur, og så gik det fint igen. Trods denne lille pause ender månedens km-tal i løbesko alligevel omkring 130 km. Det er jeg bare super godt tilfreds med. Men stadig klarer jeg mig uden nogen faste løbeplaner - de kan tidsnok komme...
tirsdag den 30. juli 2013
Juli - en helt ok løbemåned
Jeg nyder virkelig mit løb lige for tiden - ikke fordi det går stærkt eller er specielt langt - men bare fordi jeg kan!!! Der er nu noget helt specielt ved at opleve sommeren fra en løbers perspektiv, eller også er det bare fordi jeg har haft en så lang skadespause... Jeg nyder at løbe i varmen, også de dage hvor det er varmest, det er skønt ikke at skulle tænke på alle de lag løbetøj som jo desværre er nødvendigt i rigtig mange måneder her i lille DK.
onsdag den 17. juli 2013
Ole Clifford: Troldmanden fra Waterloo
Medicingiganten GlobalChem har problemer med voldsomt
faldende aktiekurser pga. finanskrisen. Stifteren af firmaet, Buck Frazier, har
en generalforsamling i vente hvor næstformanden mod Bucks vilje har samlet
flertal for en opsplitning af firmaet. Buck vil bekæmpe dette med alle midler
og begynder derfor at kigge nærmere på et meget favorabelt tilbud fra en
virksomhed som kalder sig Geniom. Problemet er blot at Buck ikke kan gennemskue
hvem der står bag kontraktilbuddet og heller ikke ved om etikken er i orden i
den bagliggende forskning. Buck allierer sig derfor med privatdetektiven Harry
McFarlane og it-eksperten Mikkel Alvarsen, for at få undersøgt både firma og
kontrakt nærmere.
Deres undersøgelser fører dem til et verdensomspændende
netværk af forskere, som ledes med hård hånd af forskeren og lægen Albert
Nougan. Nougan driver gratisklinikker, hvor gravide som har fået konstateret
gendefekter ved fosteret, kan få hjælp til at få fjernet disse skavanker og
dermed føde raske børn. For at
finansiere disse klinikker så driver Nougan samtidig en klinik hvor rige kan få
hjælp til at få børn med præcis de egenskaber som de gerne vil have.
Nougan driver disse klinikker uden at myndighederne ved hvad
der foregår og er derfor straks på vagt, da han finder ud af at nogen søger
oplysninger om klinikkerne og diverse patenter som ligger til grund for den
viden klinikkerne bruger i deres behandling. Nougan tager derfor sine
forholdsregler og går direkte efter sine ”forfølgere”.
Bogen er spændende og som altid er Clifford godt inde i sit
stof. Selv forholdsvis tunge emner som verdensøkonomi og genteknologi formår
Clifford at formidle på en måde så det er interessant at læse. Jeg er dog ikke
helt så begejstret for denne bog, som for Cliffords øvrige bøger, og det fordi
spændingsniveauet er noget mindre. Bevares der er da spænding undervejs, men
slet ikke i samme højder som jeg forventer når jeg sidder med en bog af Ole
Clifford i hænderne. Dog synes jeg at fremstillingen af de etiske dilemmaer i
forbindelse med hvad forskningen er i stand til og hvad der så skal tillades er
utrolig interessant – for hvor går grænserne og hvem skal have lov at sætte
dem??
Vurdering: 4/5 




Lubna Ahmad Al-Hussein: 40 piskeslag
Lubna er
vokset op i Sudan og har gennem sin barndom oplevet på egen krop hvordan
friheden for især kvinder er blevet begrænset mere og mere. Det er de mest
groteske småting som kvinder bliver idømt piskeslag, bøde og fængsel for og som
også efterfølgende må leve med skammen over at have krænket den offentlige
moral. Problemet er bl.a. for disse kvinder at det ikke er nedskrevet hvilke
ting som krænker den offentlige moral, så det er op til den enkelte politimands
luner hvad der fører til en anholdelse.
Lubna bliver
i 2009 anholdt sammen med flere andre kvinder for at krænke den offentlige
moral fordi hun bærer bukser. Lubna er en kendt journalist og har derfor modet
og mulighederne for at gøre modstand. Lubna formår derfor at få de groteske
love som holder især kvinder nede at komme i hele verdens søgelys.
Starten af
bogen er lidt tung læsning, fordi den på forholdsvis kort tid får beskrevet den
politiske udvikling (eller afvikling?) som Sudan gennemgår mens Lubna er barn
og ung kvinde, men giv endelig ikke op af den grund. Bogen er nemlig i høj grad
værd at læse, den beskriver hvordan det er at leve med de kæmpe begrænsninger
som det kvindeundertrykkende styre i Sudan fastsætter. Lubna er en fantastisk
modig kvinde og hun fortjener at blive hørt af mange, så kvinderne i Sudan også
får mulighed for at leve et liv i frihed – det som mange af os bare tager som
en helt naturlig rettighed fordi vi er opvokset et helt andet sted.
Vurdering: 4/5 




fredag den 12. juli 2013
Camilla Framnes: Hvis jeg kan, kan du også
Mange kender nok Camilla fra tv-programmet ” De unge mødre”
og har der igennem fået hendes historie. Jeg har dog ikke set programmet, og
genkendte hende derfor ikke da jeg købte e-bogen. Camilla fortæller åbent og
ærligt om sit livs op-og nedture, men bogens omdrejningspunkt er Camillas vej
fra slank pige til meget overvægtig teenager og ung kvinde. Heldigvis viser der
sig en vej ud af overvægten for Camilla, og det er derfor hun har skrevet bogen
her – hun vil nemlig gerne fortælle hvordan hun har gjort for at hjælpe andre.
Jeg synes bogen var interessant at læse, den beskriver så
fint mange situationer som let kan blive pinagtige når man er overvægtig, og
også hvordan overvægtige tilsyneladende er tilladte mobbeofre i det offentlige
rum. Camilla besejrer dog sit vægtproblem, og viser en standhaftighed
kostmæssigt som er beundringsværdigt – men hun udviser samtidig stor forståelse
for at det ikke er let og en evig kamp. Bogen er illustreret med mange billeder
undervejs som understøtter det skrevne fint. Alt i alt en interessant lille bog
at læse!
Vurdering: 4/5 




onsdag den 10. juli 2013
Julie Hastrup: Det blinde punkt
I denne anden bog om Rebekka Holm har hun forladt sin
stilling i Rejseholdet og er nu igen blevet efterforsker i drabssektionen ved
Københavns politi. Sagen som Rebekka
denne gang bliver involveret i, drejer sig om mordet på en kendt
socialrådgiver, som bliver fundet på Kastellet i København. Liget er yderligere
maltrakteret fordi det først findes da en gartner kører ind i det med sin rotorklipper.
Da det har regnet voldsomt i timerne efter drabet er sikringen af spor også
vanskeliggjort.
Sideløbende med efterforskningen af drabet sker der en serie
brutale voldtægter. Lignende sager er kendt fra Sverige og der kommer derfor en
efterforsker fra Sverige for at hjælpe med sagen om de danske voldtægter.
Rebekka har travlt med både mordsag og også lidt
voldtægtssagen, men samtidig kæmper hun for at holde liv i sit
langdistanceforhold til Michael, som stadig arbejder og bor i Ringkøbing. Rebekka
ved dog ikke rigtig om forholdet kan blive til mere, for Michael er bundet til
Ringkøbing pga. sin datter og Rebekka vil i hvert fald ikke flytte til
Ringkøbing.
Bogen er god og der er en tilpas fordeling mellem Rebekkas
privatliv og efterforskningerne. Der er også en vis del spænding, men
spændingen topper aldrig helt og derfor må bogen nøjes med en middelkarakter.
Jeg glæder mig dog til at læse de næste bøger i serien om Rebekka.
Vurdering: 3/5 




søndag den 30. juni 2013
Julie Hastrup: En torn i øjet
Dette er den første roman om Rebekka Holm fra Rigspolitiets
Rejsehold. Rebekka bliver sendt tilbage til sin fødeby for at hjælpe med en
brutal drabssag på en ung pige. Rebekka har ikke sat sine ben i byen i mange år
trods at hendes forældre stadig bor i byen og hun gruer for at vende tilbage.
Rebekka kommer til at arbejde sammen med Michael Bertelsen fra det lokale
politi. Sagen er langt fra ligetil og indbyrdes på politigården er der også
stor uenighed om i hvilken retning efterforskningen skal gå. Hemmeligheder i
lokalsamfundet bliver lige så langsomt fundet frem og undervejs sker flere
voldsomme ting.
Det er en god historie som fortælles i et ok tempo,
spændingen stiger hen mod slutningen og trådene knyttes godt sammen. Det er ikke
en bog som gør et særligt indtryk, men jeg har følt mig godt underholdt
undervejs. Jeg kunne især godt lide den måde hovedpersonen Rebekka lige så
langsomt får åbnet op for egne hemmeligheder fra barndommen, en god måde at få
beskrevet hende som menneske.
Vurdering: 3/5 




lørdag den 29. juni 2013
J. K. Rowling: Harry Potter and the prisoner of Azkaban
Så er vi nået til Harrys tredje skoleår på Hogwarts. Denne
gang starter bogen med at der er brudt en meget farlig fange ud fra Azkaban,
det ellers flugtsikre troldmandsfængsel. Harry får overhørt at denne undslupne
fange efter sigende skulle være efter ham, og naturligvis skærpes sikkerheden
derfor på skolen. Harry har dog andre problemer at slås med. Der er dementorer
på skolen for at kigge efter den undslupne fange, disse væsener er ubehagelige
for alle, men Harry besvimer når de kommer nær. Harrys bedste venner Ron og
Hermione er uvenner. Hermione har nemlig fået sig en kat, som er efter Rons
rotte – de to venners uoverensstemmelser går også Harry på.
Det var skønt at få genopfrisket den dejlige fortælling på
engelsk. Jeg er sikker på at det vil være nogle bøger som jeg vil genlæse igen
om nogle år. Det er bare så velgennemtænkt og fantasifuldt at man ikke andet
end kan elske fortællingen.
Vurdering: 4/5 




Abonner på:
Opslag (Atom)





