søndag den 4. september 2011

DHL stafet - set med debutantens øjne

I fredags fik jeg oplevet min første DHL-stafet, og vejrguderne var os nådige. Stille vejr og sol. Jeg skulle løbe sammen med mine kollegaer fra Region Sjælland og vi ankom med bussen kl. 17.30. Så skulle det gå stærkt med at finde telt 47 og få samlet holdene, så første løber kunne blive klar til at løbe. Jeg skulle heldigvis først løbe som 2. løber og havde derfor lidt mere tid, hvilket var rart i det kaos af mennesker... 

Jeg smuttede over og fandt min startboks - jeg måtte dog spørge om vej først - kunne ikke lige overskue hvordan man fandt vej ind i midten til startboksene.. Hjælpsomme mennesker var der dog nok af :-). 

Vores første løber løb lige til den forkerte side og fik dermed noget tidtab, men hun fandt mig og jeg kunne løbe afsted. Jeg prøvede at holde tempoet nede omkring 5:30 pr. km, for det er vist kun der kondien rækker lige for tiden og jeg plejer at løbe alt for hurtigt i starten af en 5 km - og så gå død.... Jeg hader at løbe 5 km! Nå knæet lavede heldigvis ingen vrøvl. Som altid ved 5 km, synes jeg det var vildt hårdt at løbe, men jeg holdt nogenlunde farten. Dog tror jeg den var lidt lavere på de meget ujævne måtter inde på græsarealerne - men jeg sluttede i 27:20 og det er helt ok. Det var slemt at løbe inde blandt teltene for luften var tyk af grillos. 

Så lidt tørt tøj på nede i teltet og ud og heppe på de andre løbere - ret hyggeligt faktisk. Derefter nød vi lidt at spise med en god kold fadøl og en masse hyggesnak til bussen kørte hjemad kl. 22.30. Knæet har det stadig godt, nu er det kun regnvejret der måske afholder mig fra at komme ud og løbe en tur i dag.....

onsdag den 31. august 2011

Bakker, knæ og ferie ;-)

Nu hvor vi er flyttet er jeg begyndt at løbe mere i bakker og det skal man jo som bekendt passe på med, når man ikke er så vant til det... Jeg mærkede noget ømhed i højre knæ i sidste uge og det har resulteret i at jeg har aflastet rigtig meget, især når det går op af bakke. Så har jeg lavet et lille vrid i v. knæ og pludselig gjorde det pokkers ondt. Øv øv og farvel til "Esrum sø rundt" i søndags. Surt. Mandag prøvede jeg så at løbe en lille tur, men måtte ned og gå et par gange på de små 5 km, knæet var ikke godt. I dag har jeg så igen været afsted på 5 km og det gik faktisk ok. Så nu vover jeg mig så alligevel afsted til DHL stafet på fredag sammen med nogle kollegaer. Jeg har aldrig været til DHL før, så jeg glæder mig! Bare knæet så holder...


Nå men nu til lidt andet. I sommer var vi på ferie i Neukirchen i Østrig for 3. gang. Det er et skønt sted med masser af muligheder for at udfordre sig selv. En aktivitet vi hvert år må prøve er "Mega Flying fox" hvor vi i klatresele "flyver" over en 160 meter kløft med en fantastisk udsigt ned i dalen. Her kommer et par billeder.
Min søsters pige Camilla skal prøve for første gang. Spændt og lidt nervøs.

Vores 4 dejlige unger efter 1 tur, nu venter kun turen tilbage igen.

Min yngste søn Martin på vej retur over kløften

Morgenudsigt fra vores dejlige hytte
Så kommer lige en smule reklame for det skønne område. Vi lejer de gode 8 personers hytter her og hvis i kan lide aktiviteter som får adrenalinen til at pumpe i kroppen så er de her fantastiske. Næste år overvejer vi at prøve megaschaukeln - hvis vi tør...

onsdag den 24. august 2011

Oplevelse ved ekspropriering

Vores "gamle" hus som banedanmark har overtaget


Så får i den lange smøre om vores oplevelse med at blive eksproprieret fra vores hus i forbindelse med planerne om Femern belt forbindelsen. 

I januar i år hørte vi de første rygter om at vi evt. kunne blive berørt af den planlagte udvidelse af jernbanen i forbindelse med Femern belt forbindelsen. Vi stod og skulle på ferie, så i første omgang valgte vi at ignorere det – og valgte dermed et informationsmøde med banedanmark fra. Kort efter at vi var kommet hjem, talte vi med en nabo som havde været med til informationsmødet. Hun fortalte at vores og hendes hus var blandt de ca. 100 husstande som skulle rives ned om ca. 4 år – lidt af et chok. Hun fortalte også at der ville være endnu et informationsmøde i slutningen af februar. Vi har boet her siden 1988 og valgte i 2004 at rive det gamle hus ned og bygge et nyt – så disse oplysninger satte en voldsom masse tanker igang.
Vi undersøgte en masse ting i den kommende tid, og fandt ud af at scenariet kunne se endnu værre ud end ekspropriation. Vores hus´skæbne afhænger af om det bliver plan 1 eller 2 som bliver vedtaget. Plan 1 så skulle kun garagen rives ned og på halvdelen af grunden skulle alle ting med en højde over ca. 2 meter væk – altså alle træer, flagstang osv. Vi kunne også se at der kom støjværn på modsatte side, men ikke mod os – samtidig med at trafikprognoserne forudså 3-4 godstog i timen mod ingen på nuværende tidspunkt. Avs – pludselig kunne vi se os selv leve i et støjhelvede med et totalt usælgeligt hus. Med et blev total ekspropriation en god ting. Efter informationsmødet blev vi enige om at søge om forhåndsovertagelse – altså total ekspropriation allerede nu. Vi fik hurtigt svar og besøg af projektleder og sekretær fra femern-belt projektet. De fortalte om hvordan det foregår i praksis og fortalte også at man kunne leje ”sit eget hus” på fordelagtige vilkår i en periode efter ekspropriationen, så man lige får tid til at finde noget andet. Men selve beslutningen om vi blev forhåndsovertaget eller ej kunne vi først få at vide efter at de havde overvejet vores sag i ca. 14 dage. Det blev pinagtige 14 dage, hvor vi skiftedes til at tro på at det gik og til at være dybt pessimistiske. Endelig en aften hvor jeg var på skole ringede min mand og fortalte at vi var godkendt og nu kunne vente på at høre fra ekpropriationskommissionen ang. dato. Vi kunne gøre os forhåbninger om at det blev den 22. juni, men måske blev det først i september måned.

Så begyndte vi jo at interessere os for huse som var til salg i området, og sjovt nok var der 1 hus på en af de byggegrunde, som vi selv havde drømt om dengang vi gik med tanker om at bygge nyt hus. Vi var ude og se huset og det opfyldte vores betingelser til fulde, kun lidt materialevalg i den indendørs indretning som måske ikke helt var vores foretrukne – men det var stadig i småtingsafdelingen. Vi var også ude og kigge på andre huse, men nej – de kunne ikke matche det første. Vupti var et af de andre huse solgt og så endnu et. Hvad pokker blev der af den finanskrise alle snakkede om?? Vi snakkede frem og tilbage om vi turde købe før vi havde fået en pris for vores eget – det er jo en satsning… Vi ringede til ekspropriationskommissionen, som var rigtig flinke og godt kunne forstå vores behov for at vide hvornår de kom – de ringede tilbage og vi var på den 22. juni. Så en snak med banken og de synes det var ok at vi købte huset med overtagelse 1. august. Juhuu så kom vi da videre til et dejligt hus – men nu ventede nogle måneder med is i maven, for hvordan ville vores økonomi komme til at se ud? Vi anede jo intet om hvad vi fik for vores eget hus...
Vores nye hjem, som vi heldigvis allerede er rigtig glade for :-)

Fredagen før Copenhagen maraton fik vi brev fra kommisionen, og sjovt nok ville de komme den 22/6 kl. 9.30, altså præcis 1 mdr efter startskuddet til maratonen – mon det var et tegn fra oven? ;-)
 
Den 22/6 oprandt og solen skinnede, det var dejligt og alt ser jo pænere ud i godt vejr. Kl. 9.05 begyndte de første mennesker fra kommissionen at ankomme og inden længe var indkørslen fuld af biler og mennesker.  Jeg tror der var 9 ud over os selv selvfølgelig. Formanden kom og fortalte om proceduren og at han var ny som formand. Han nævnte at vi jo boede laaangt ude på landet flere gange. Øhm ja tænkte jeg – det gør vi jo når det er en Københavner der vurderer, men han kommer måske ikke så meget rundt omkring i Danmark... Så begyndte rundvisningen, vi gik rundt udenfor og de stillede lidt spørgsmål som vi besvarede. Efterfølgende gik vi ind og her var det ikke nemt at holde samling på kommissionen – så det opgav vi. Men tænkte vi, de kigger og spørger jo hvis der er noget de vil vide. Vi gik rundt med et par stykker hver og fortalte hvad vi synes var relevant for prisfastsættelsen. Så samledes vi igen, de 2 fra banedanmark og så os skulle gå udenfor mens kommissionen forhandlede. Det kunne tage fra ½ time og op til et par timer – det føltes som en evighed at vente og nervøsiteten boblede i min mave, men der gik nok kun ½ time og så fik vi lov at komme ind. Formanden for kommissionen talte igen om hvor langt ude på landet huset lå og at beliggenheden jo talte meget lige for tiden hvor der var stor krise på boligmarkedet. Kom nu til sagen!! tænkte jeg… Vi håbede på 1,7 som vi havde fået vurderet huset til af ejendomsmægler, men kommissionen synes de havde strukket sig langt ved at give 1,5 million. Det var lidt som at få en spand koldt vand i hovedet lige der og jeg fik min mand med udenfor, for lige at snakke om det inden vi tog stilling til noget som helst. Vi var enige om at det var en lav pris, men at omkostningerne ved at anke det og sidde med 2 huse i perioden kunne blive en meget dyr løsning, og uden garanti for at vi ville få mere af den grund. Vi gik derfor ind og accepterede. Desuden får vi 75.000 kr. til flyttehjælp og det er da også værd at tage med. Da kommissionen skulle videre sydpå og ekspropriere 2 huse mere ville de gerne lige låne et toilet, og de stillede sig så i kø til vores ene toilet. Jeg sagde, at de jo også kunne benytte det andet som ligger i forbindelse med vores soveværelse. Så var der sørme en fra kommissionen som sagde: ”gud er der også et toilet der”. Så blev jeg bare vred, den idiot (undskyld, men det mener jeg desværre han er) havde lige været med til at prisfastsætte vores hus og så var han ikke lige klar over at der var 2 badeværelser!! For dårligt. Så mit råd til andre der skal eksproprieres er at holde samling på flokken af mennesker og ikke lade dem gå alene rundt – de er åbenbart ikke selv i stand til at få kigget huset igennem.

Vi havde aftalt at banedanmark overtog vores hus 1. juli, så vi fik pengene frigivet til vores nye hus. Derfor skulle vi leje vores hus i 1½ måned. Vi stod og skulle på ferie bare 2 dage efter ekspropriationen og skulle være væk i 3 uger. Vi blev så ringet op fra banedanmark om fredagen og de fortalte at lejen for vores hus var fastsat til 8000 kr + forbrug – wow sagde jeg, kalder I det fordelagtig leje?? Lejen var fastsat pga. husets flotte stand og den centrale beliggenhed. Ja det var deres argument!!! Tænk at et hus sådan kan flytte sig på bare 2 dage alt efter om man skal ”sælge” det eller betale leje for det. Så kan man da tale om at føle sig lidt røvrendt. Heldigvis skulle vi jo kun leje i 1½ måned, så det betyder ikke ret meget i sidste ende. Da vi kom hjem fra ferie lå der en rykker på lejen for første måned – stik imod hvad banedanmark havde lovet, da de jo havde fået besked om hvor længe vi var væk. Desuden lå en lejekontrakt som er så fyldt med paragraffer og vilkår at det ser ud som om de prøver at pådutte os alt muligt andet end det var aftalt i ekpropriationsforliget. I forliget skal ejendommen nemlig bare forlades i ryddet stand, og det er hvad de har krav på!

Nå pyt… vi skal videre og glæder os til at flytte og ikke være en del af de mange som bliver ofre for store prisfald på deres huse som følge af den udvidelse af banen som kommer. De får nemlig overhovedet ingen erstatning – og det synes jeg er meget forkert. 

Nu i august måned er vi flyttet og næsten kommet på plads i det nye og det er rigtig dejligt. Det andet hus er ryddet og afleveret til banedanmark. Vi fik aldrig underskrevet lejekontrakt, da vi ikke kunne acceptere de vilkår som var beskrevet. Da jeg afleverede nøgle kunne jeg også konstatere at huset endnu ikke er lejet ud og foreslog dem at sætte lejen ned til et mere realistisk niveau, men det er jo deres problem og ikke mit. 

mandag den 22. august 2011

Er løberuter ensrettede?

min løberute ved Ledro søen i Italien blev også kun løbet samme vej rundt
Jeg har et stykke tid undret mig over at mine løberuter synes at være ensrettede, ja jo altså ikke sådan at de ikke må løbes i modsat retning - men jeg løber bare altid samme vej på visse stier og veje. Denne tendens er ret udpræget og for sjov skyld har jeg kigget andre løbere i kortene på endomondo og mit lille "studie" har vist at rigtig mange løbere også ensretter deres løberuter. 

Denne opmærksomhed mundede ud i at jeg prøvede at løbe nogle af mine yndlingsture modsat vej rundt - og til min egen store morskab kom jeg til at løbe forkert på flere småstier, for pludselig kunne jeg ikke finde vej - det hele så jo pludselig ikke ud som det plejede. 


Nå bare en sjov observation og straks jeg ikke tænker så meget på det så ensrettes mine ruter igen - vanens magt er stor. Nu hvor vi er flyttet er jeg også ude og udforske nye "territorier" som også allerede har fået en vis ensretning - men her er jeg også "præget" fra mine mange ture med løbeklubben som jo løber i dette område. Jeg nyder mine nye ture, for der er rigtig mange muligheder og naturskønne områder at løbe i, gamle grusgrave, skov og grusveje. Det er slet ikke dårligt :-).

mandag den 15. august 2011

Tilbage igen i hverdagslivet

Min familie og min søster med familie på en bjergtop i Østrig
Der er sket en masse ting siden sidste blog - som så mange andre har vi været på en absolut skøn sommerferie, men vi er også blevet eksproprieret af vores hus og flyttet. Så tiden er bare fløjet afsted uden overskud til besøg i blogland. Nu er tingene dog ved at falde på plads, så jeg igen har tid og overskud til at skrive og læse blogs - det har jeg nemlig savnet.

Travlheden er naturligvis også gået ud over mit løb, som har været ret sporadisk. Derudover har jeg "sagt farvel" til Kjetil som træner - jeg kunne jo pludselig se at tiden ikke var til seriøs træning. Der har været enkelte uger uden løb, og jeg er absolut ikke i marathon form - men lidt har jeg da fået løbet og nu er tiden og lysten igen til løb, dejligt :-). 

De næste blogs kommer ikke til at handle så meget om løb. Det bliver lidt om min helt subjektive oplevelse af at blive eksproprieret - om flytning og så lidt ferieoplevelser, så hvis I kun gæster bloggen for at læse om løb - så er i hermed advaret.

søndag den 19. juni 2011

Danmarksstafet og Skarresø rundt

Her går starten til løbet - samlet for alle 3 distancer
I mandags var vi oppe og løbe halvmarathon (eller 21,4 km godt nok ifølge arrangørerne) omkring Skarresø. Det var varmt, der var mange startende og ruten var mere bakket end jeg husker den - pyh... Ruten er på halvmarathon 2 omgange på samme rute. Første omgang gik fint - alle bakker blev løbet og energien var ok. Dog var jeg noget i tvivl om der var kræfter nok til 2. omgang, for bakkerne trak alligevel tænder ud.
Her er jeg oppe ved start/mål og fortsætter ud på 2. omgang
Første omgang blev løbet i 1 time 2 min - ok på den rute. Allerede knap 3 km ude på 2. runde kunne jeg godt mærke at bakkerne var hårde - jeg måtte ned og gå på de stejleste stykker, men sådan var det så bare. Jeg kæmpede lidt for at finde ind i en god rytme og prøvede at nyde de smukke omgivelser, så jeg ikke havde tid til at have så ondt af mig selv ;-). Endelig kunne jeg høre speakeren i målområdet og kæmpe mig op af bakken til mål - sluttede i 2:07:26, hvilket er pr på den rute med over 3 min, så slet ikke tosset. Desværre har de haft problemer med chip-tidtagningen fra DGI og jeg er noteret for ca. 30 sek mindre, men det ved jeg ikke passer - så I får min egen tid!
Kæmper mig op af bakken til mål.
Yes endelig i mål! Det var hårdt!!
Og så var jeg så heldig at vinde en god flaske vin i lodtrækningspræmie, som stod og ventede på mig i målområdet :-). 


I dag var der Danmarksstafet i Næstved og vores løbeklub havde flere hold med. Jeg skulle løbe som første løber på mit hold, så der var trængsel på de smalle stier de første km. Jeg tror dog ikke det havde nogen særlig indflydelse på min sluttid. Jeg er ikke god til disse korte løb - det der med at presse mig selv hele vejen, uf det kan blive meget bedre. Jeg synes dog det gik ok i dag og tror ikke jeg kunne have løbet bedre som formen er. Efter en sej, sej omgang med høj puls, besværet vejrtrækning og totalt uden nydelse kunne jeg løbe i mål efter 25 min 32 sek - hvilket er PR på 5 km. Ok, men føj at man piner sig selv frivilligt på den måde... Efterfølgende nød jeg dog hyggen med klubkammeraterne og stemningen ved dette skønne løb. Vi grillede efterfølgende da alle var i mål og vejret fortsatte med sol, byger, sol, byger.... det forhindrede dog ikke os i at have det ganske hyggeligt :-). Nu er der ikke flere løb på kalenderen før sidst på sommeren - og derfor tror jeg bloggen holder en lille pause den næste tid. 


Træningen går ok - tiden er lidt knap pga. travlhed på jobbet, men motivationen er høj og benene har det fint. Jeg har stadig ikke besluttet om jeg løber marathon i efteråret og i givet fald hvilken marathon det bliver, men nu må vi se. 


God sommer til jer alle :-)

mandag den 6. juni 2011

Løb i varmen

En uge med korte og rolige ture efter marathon - benene havde det ok, men min ene læg strammede noget. Sidste uge, stadig rolige ture men lidt mere længde på. Stadig lidt strammen i læggen, men det blev ikke værre. Denne uge skal jeg så til at løbe lidt interval og tempoløb igen, så det bliver lidt spændende at se om benene er klar.

I går og i dag har det bare været varmt, sådan en trykkende varme - jeg ventede ellers til sidst på eftermiddagen med at løbe dagens tur og utallige har været de gange hvor jeg har spejdet efter skyer i horisonten...Men nej intet at se. Nå jeg fik løbeskoene på og kom afsted. Det gik jo fint selvom solen bagte ned og jeg nød faktisk turen. Da der var 2 km tilbage begyndte der at komme skyer på himlen, men ikke noget jeg nåede at få glæde af ;-). Nu vælter regnen ned og tordenen brager så man nærmest farer sammen ved lyden - det var nok at foretrække at løbe i sol og varme alligevel :-).


Ellers går jeg og pusler med lidt løbeplaner. På mandag er der halvmarathon "Skarresø rundt" - den tager jeg nok op og løber, for det er et virkelig godt løb. I efteråret skal jeg have fundet en interessant marathon - jeg ved ikke endnu hvilken det bliver, men pønser nok lidt på H.C. Andersen i Odense. Men nu må vi se... også om jeg får trænet nok hen over sommeren. Der er flere ting som lægger beslag på min tid - først ferie (vandring passer ikke altid så godt sammen med energi til løbeture når man kommer hjem), så flytning og i efteråret skal jeg også skrive speciale - sååå tiden skal nok få ben at gå på.