søndag den 15. januar 2017

Sidste seminar på 1. semester

Fra auditoriet på Campus Slagelse
Tiden flyver - eksamen nærmer sig, vi er snart færdig med 1. semester. Vi har lige afsluttet semesterets sidste seminar og her har fokus været meget på eksamen. Eksamen er nemlig på torsdag og fredag. Det er en case som vi kan hente på eksamens platformen Wiseflow og vi har så 24 timer til at arbejde med case og besvare spørgsmål. Vores besvarelse må fylde 9600 anslag uden mellemrum. 

Vi har arbejdet med en case i sidste online periode (tiden mellem seminarer). Jeg er kommet i en ny gruppe og det har været en fornøjelse. I denne gruppe er der et ønske om at gøre et godt stykke arbejde og alle møder velforberedte op. Der har været en virkelig god dynamik og det har givet nogle gode faglige diskussioner. Meget fagligt udviklende. 

Dog var det spændende at få feedback på vores arbejde med casen, for det er jo sidste gang inden eksamen. Heldigvis fik vi god feedback både på indholdet af vores opgave og strukturen. Det har taget lidt tid at få styr på de tekniske retningslinjer - især det med kildeangivelser og Litteraturliste. I vores gruppe har vi dog også brugt en del tid på at sætte os ind i Mendeley, som referencehåndterings værktøj. Det kan godt betale sig. Det gør det så meget nemmere at kilderne kan bruges fra gang til gang og at der er en god søgefunktion. 

Som e-læringsstuderende er det dog noget diffust hvor mange der stadig er på holdet og der er stadig nogle hvor jeg tænker - hmm er jeg også på hold med hende ;-). Alt i alt fungerer det dog super at være e-læringsstuderende. Gode undervisningsmaterialer tilgængelige online og jeg kan bruge tiden på det som jeg har behov for. Seminarerne er tit sådan noget praktisk undervisning - skill lab, hvor vi øver div. praktiske opgaver. Jeg har deltaget selvom jeg godt kan give bækken i en seng, vaske forneden osv. Der er altid nogle gode faglige snakke undervejs. 

Så indtil videre kan jeg godt anbefale at læse videre til sygeplejerske selvom man er erfaren social- og sundhedsassistent. Det er spændende at få genopfrisket sin viden og få bygget ovenpå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar