Når cyklen slår af

Godt vejr og friweekend giver efterhånden tit planer om en lidt længere cykeltur sammen med min mand. Således også en søndag sidst i juni - godt nok havde vi en aftale kl. 15, men en 75-80 km skulle vi nok kunne nå. Turen gik sydpå og ad en masse småveje, vi kom blandt andet forbi Jungshoved kirke og hvor er der bare smukt med den flotteste udsigt over vandet. Nordover langs vandet, forbi Roneklint og til Præstø. Den tur skal jeg køre om foråret når Rhododendronen blomstrer, for der står så mange, store og flotte langs vejen vi kørte - det må være så smukt når de står og blomstrer. 

I Præstø blev det tid til et lille stop, vi fandt ned på havnen og sad og nød en softice med lakridsdrys inden vi smuttede på cyklerne videre hjemad. Et stykke efter vores stop skete det som ikke må ske - at ligge på hjul blev lidt for bogstaveligt. Jeg ramte min mands baghjul med mit forhjul og det forårsagede et styrt for mig. Jeg kan huske at slå hovedet ned i rabatten og tænke av, men andet kan jeg faktisk ikke huske fra styrtet. Jeg var lidt omtumlet og måtte ligge lidt inden jeg kunne rejse mig. Hovedet var tomt! Helt tomt! Intet kunne jeg huske, samlede min cykel op, satte mig op og kørte. Kunne se at jeg havde kørt over 60 km, men kunne slet ikke huske hvor vi havde været eller hvor jeg var nu for den sags skyld. Jeg var blank! Stoppede derfor igen, og min mand vendte og kom tilbage, så begyndte mine spørgsmål som gjorde ham klar over at noget var galt. Lige så stille kom hukommelsen dog igen, det hjalp at få hjælp til lidt facts. 

Vi cyklede videre hjemad i langsomt tempo, lige så stille kunne jeg mærke at både hofte og skulder også havde fået et ordentligt fur ved styrtet - og det blev intet mod hvad jeg kom til at mærke til skulder og hofte som timerne gik. Heldigvis var der ikke noget brud i skulderen, bare en 2. grads forstuvning - men jeg kan hilse og sige at søvn, påklædning og diverse daglige gøremål besværes i alvorlig grad når en skulder ikke kan bevæges ret meget og gør ondt hele tiden. Der gik lige 2½ uge før jeg kunne sidde på en cykel igen, og hvor jeg dog savnede det i den tid. Men jeg er klar igen - ja jeg er!