Ole Clifford: Katharerne

I denne bog møder vi igen astrofysikeren Viktor Thomsen, denne gang er han på en mere eller mindre frivillig ferie ved Rivieraen med alt betalt pga. hans bedrifter i sidste bog ”Flyspotteren”.  Viktor bliver introduceret for nogle lokale steder med en grusom historie og bliver derfor meget interesseret i nogle begivenheder som skete for ca. 800 år siden, nemlig Albigenserkorstogene hvor omkring 1 million Katharer blev udslettet på grusomste vis. Viktor undersøger grundigt hvad der skete og bliver besat af ideen om at Paven offentligt bør undskylde for den uret som den katolske kirke gjorde mod Katharerne for så mange år siden. Vatikanet er dog ikke en institution man sådan skal krydse klinger med må Viktor sande undervejs i sin research.

Sideløbende med den nutidige historie fortælles der om tiden for korstogene og vi følger nogle Katharer på flugt med Katharernes hemmelige værdier. Det er nogle grusomme ting katolikkerne har på samvittigheden fra dengang, men generelt har religion vist mange grumme ting på ”samvittigheden”.

Jeg har ellers nydt Ole Cliffords tidligere bøger og været fuld af rosende ord – det er jeg ikke denne gang. Bevares det er en historisk periode der nok er en bog værd, men sammenhængen mellem nutid og datid er bare ikke god nok. Det bliver en langtrukken og efter min mening lidt kedelig beretning måske netop fordi det bliver så afbrudte historier med de tidsspring der er hele tiden. Hvis ellers historien flettes godt nok sammen til slut kunne det måske nok retfærdiggøres, men det sker desværre ikke. Clifford plejer at være god til at skrive spænding ind i sine historier, men denne gang udebliver den helt. Forløbet i nutiden er rimelig forudsigeligt og intetsigende – øv denne bog havde jeg ellers glædet mig til. Jeg ender på sølle 2 stjerner og kun optjent på grund af den gribende historiske beretning.

Vurdering: 2/5 

Lisa Genova: Stadig Alice

Alice Howland er 50 år gammel, professor i kognitiv psykologi ved Harvard University og internationalt anerkendt for sit faglige virke. Alice er karrierekvinde, men også familiemenneske. Alice har travlt og da hendes hukommelse begynder at svigte tilskriver hun det stress og måske overgangsalder, men virkeligheden er en anden og langt mere skræmmende. Alice lider nemlig af Alzheimers sygdom.

Vi følger Alice fra forholdsvis velfungerende da hun får stillet sin diagnose og må fortælle sin familie den forfærdelige sandhed og vi følger hendes rejse ind i tiltagende desorientering og mentalt mørke.

Bogen er meget skræmmende, lige præcis dette kan jo ramme alle og tanken om at man selv eller en af ens kære skal igennem et lignende forløb er skrækkelig. Meget rammende udtaler Alice på et tidspunkt i bogen, at var hun dog bare ramt af kræft som er mange menneskers værste frygt, så havde der da i det mindste været et håb om helbredelse. Tankevækkende og skræmmende bog, men absolut anbefalelsesværdig.

Min vurdering: 5/5 

Mark Billingham: Blodets susen

I bogen følger vi 3 par. De har lært hinanden at kende under en ferie i Florida, hvor de har boet på samme hotel og har fået kontakt fordi de alle var englændere. De mødes nogle gange under deres ferie, men ferien slutter tragisk med at en mentalt retarderet teenage piges forsvinding. Pigens lig bliver senere fundet opløst i en sump. Hjemme i England holder de tre par stadig kontakt, selvom man får fornemmelsen af at de egentlig finder de andre par besynderlige på en eller anden vis. Vi følger parrene, både sammen og hver for sig. De har alle deres små eller større hemmeligheder, men en af dem gemmer på en endnu større hemmelighed – for i England forsvinder nemlig også en retarderet teenage pige og det er jo nok ikke helt tilfældigt eller?

Jeg synes at bogen har nogle gode beskrivelser af parrene og deres indbyrdes forhold, men der er altså ikke ret meget spænding undervejs. Til sidst prøver forfatteren at give det hele et twist for at øge spændingen, men det falder helt til jorden, da det er meget åbenlyst hvad der foregår. Som thriller, spændingsroman kan romanen desværre kun kravle op på 2 stjerner.

Vurdering: 2/5 

Jeg er blevet lidt af en cykelmyg

Næsten i mål ved Scalaløbet (foto: Emil Eriksen)

Jeg har jo nogle sæsoner cyklet lidt med Næstved Cykel-motion, men det har været det at løbe som var min hovedinteresse. Pga. diverse skader er dette dog ved at ændre sig - jeg er ved at blive bidt af en gal cykel ;-). 

Min mand og jeg var en tur på Mallorca i slutningen af april og måtte lige prøve at leje cykler. Det blev til 4 dage i sadlen og ca. 380 km i alt. Hold da op hvor jeg nød at være på ferie på den måde. Da vi afleverede cyklerne var det med lidt vemod, men jeg er sikker på at vi kommer derned og cykler igen inden alt for længe. Vi startede vores tur med at cykle ud til fyret ved Cap de Formentor. En tur med nogle drøje stigninger, men det gik dog da først jeg fandt ned i rette tempo, så pulsen ikke steg helt til vejrs. 

På vej op af første stigning ud mod Cap de Formentor

 På vejen var der nogle smukke udsigter, en af dem er indsat herunder. 

 2. dagen blev den længste tur vi kom til at køre, nemlig 117 km og en tur op til klostret i Randa. Der fik vi en fantastisk øl og så gik det ellers ned af bakke de næste 35-40 km mod Alcudia igen. 

Min mand og jeg oppe ved klostret.

4. dag kørte vi mod bjergene og havde en fantastisk tur. Vi nød det virkelig skønne solskinsvejr. Det var feriens varmeste. Bjergene var lidt hårde at komme op af og nedad var det hårdt at bremse - men hvad gør det når man hele vejen belønnes med den ene smukke udsigt efter den anden - jeg elsker bjerglandskaber! Jeg har aldrig været på Mallorca før og det var fantastisk at opleve fra cyklistens perspektiv, man får en helt anden intens oplevelse end når man sidder i en bil. 

På vej over til bjergene

Et lille stop på vej op

På lørdag håber jeg på godt vejr, for planen er at cykle Tøserunden sammen med min søster. Jeg var nemlig så heldig at vinde 2 startnumre gennem en spinnings konkurrence i Fitness World. 

Lille update

Tiden flyver afsted og nu er foråret endelig kommet. Jeg får løbet lidt sporadisk lige for tiden. Jeg var ellers kommet rigtig godt igang og fik løbet ture på omkring 25 km med henblik på at løbe Cph marathon i maj. Pludselig begyndte jeg dog at få ondt i min ene hæl, og det har generet mig mere og mere. Lægen mener det er svangsenen, fyssen mener det er hælspore - men når jeg læser diverse steder passer mine gener bare ikke sammen med de to skavanker. Nå pyt træningen er trappet noget ned, marathon i denne omgang skrinlagt. Så jeg tager nogle mindre ture og nyder bare at løbe og nyde forårets fremmarch. Her er lige et par billeder fra en af mine ture, som måske ikke er så forårsagtige men ualmindeligt smuk tur alligevel. 

Når jeg nu ikke kan løbe så meget, så får jeg i stedet cyklet nogle km på min racer. Det har også betydet at jeg har investeret i en ny cykelcomputer som jeg længe har ønsket mig. Jeg er derfor ved at udforske min Garmin Edge 800, som jeg allerede er rigtig glad for. Jeg er slem til at cykle de samme få rundture, når jeg cykler alene - men med muligheden for at downloade baner og blive guidet rundt så har jeg allerede fået kørt nogle steder jeg vist aldrig har været før. Mere om Edge senere...

Sidste weekend stod i Krimimessens tegn, det var en skøn weekend med mange gode forfattere på programmet. Jeg fik inspiration til nye bøger som nu er på læselisten. 

Kursusuge på Club La Santa

Uha uha det er sørme længe siden jeg har fået opdateret min blog. Heldigvis betyder det ikke, at jeg ikke motionerer eller får læst en masse bøger - jeg har bare prioriteret min tid til andet end bloggen. 

I januar var jeg afsted på en uges kursus på Club La Santa på Lanzarote. Det var Psykiatri i bevægelse som var arrangør, og de havde planlagt en meget aktiv uge for os kursusdeltagere. Fra min arbejdsplads var vi 3 afsted og vi boede sammen i en lejlighed, det var meget fornøjeligt. 

Jeg har aldrig været på Club La Santa før, men har været på Lanzarote. For mig er Lanzarote en blæsende regnvejrs ø og det har ikke ændret sig efter dette besøg. Varmere end Danmark, men alligevel halvkoldt og med mange kraftige regnbyger. Vi lavede masser af sjove aktiviteter undervejs i vores kursusuge og jeg må sige at det sportsmæssige på Club La Santa fungerer fantastisk. Det er skønt at kunne booke diverse baner og redskaber uden at skulle have penge op af lommen. Så trods min modvilje overfor Lanzarote pga. blæst og regn, så kan det være jeg vender tilbage.

Herover havde vi gang i en masse bold aktiviteter, og en hold konkurrence er jo altid sjov! 

Herover er vi ved at få instruktion inden vi skal afsted på en guidet mountainbike tur. Jeg har aldrig kørt sådan rigtig på mountainbike før, altså i det terræn den er beregnet til. Vi var på 2 ture, første tur var teknisk ret let men selvfølgelig med en del bakkekørsel. Anden tur var på singletrack og noget mere teknisk krævende - rigtig sjovt. Måske jeg skal have investeret i en mountainbike? 

Spinning blev det også til, puha det var hedt... Jeg spinner jo meget til hverdag, men her var det med puls på display på væggen - lidt sjovt. Dog giver jeg ikke så meget for det, da det kun var med indtastet max-puls og ikke hvilepuls. Men godt var det lige at få pulsen helt op og ringe. 

Vi var også afsted på snorkel-safari. Her står vi samlet inden vi går i vandet. Det var en fantastisk oplevelse, så sjovt at se at selv på lavt vand var det masser af fisk der svømmede rundt mellem vores ben. Jeg har prøvet at snorkle som helt ung, men kan ikke huske at jeg var så fascineret af det dengang. 

Her blev fiskene fodret med brød, det var ligefør de åd vores fingre! Det var nok piratfisk ;-)

Ret fedt med alle de billeder af vores tur, det er næsten ligesom at genopleve turen :-). Vi var dog meget trætte sidst på ugen, og hold da op det er belastende at være social fra tidlig morgen til sen aften hver dag i en uge. Det var skønt at komme hjem og have lidt alene-tid, lidt asocial har man vel lov at være :-D. 

Nå det var vist nok for i dag - må se om jeg kan få taget mig sammen til lidt bog- og motionsopdateringer en af dagene. Jeg har læst nogle skønne krimier af Chris Carter og så er det jo snart tid for årets krimimesse - juhuu.

Ufrivilligt koldt fodbad :-)

2. Juledag og selvfølgelig skal der lige være plads til en god løbetur. Det var helt utroligt hvor mange mennesker som var ude og lufte gå- og løbesko i dag. Der er sikkert også mange som trænger til at bevæge sig efter alt for meget god julemad!!

Nå jeg ville en tur over fårebakkerne og havde ellers ikke så mange planer. Jeg havde Mads & Monopolet i ørerne, hvilket gav mig nogle gode grin undervejs - desværre gav det mig også våde fødder - og nej ikke fordi jeg tissede i bukserne af grin...

På vej hjem var energien stadig god, så jeg tog en omvej gennem en grusgrav. Det er længe siden jeg har været denne vej og terrænet har ændret sig lidt siden sidst. Jeg så godt at noget af vejen var oversvømmet, men siden så ok ud - så jeg satte ikke farten ned. Det skulle jeg have gjort 😄. Pludselig kunne jeg godt se at næste skridt ville bringe mig ud i blankt vand af en vis dybde som betød våde fødder, men nå at stoppe kunne jeg ikke. Fuck det var koldt, ikke overraskende da det var frostvejr i nat. Nå totalt sop i begge sko. Faktisk var der så meget vand at jeg var våd et stykke op på skinnebenet. Så turen bragte endnu et grin over mit manglende overblik - faktisk gik der en tør lille trampesti venstre om vandhullet.... Men pyt!! Jeg fik løbet i dag - gjorde du?