I torsdags var vi inde og hente mit startnummer til marathon - og tiden har simpelthen bare ikke kunnet gå hurtig nok siden....Jeg ville løbe!! Vejrudsigten har været noget blandet, men det værste regn var først lovet hen under aften heldigvis.
Endelig søndag, tidligt op - alt var pakket og klart på forhånd, men der skulle jo spises og klares diverse ting alligevel. Min søde mand og søster tog med som heppere og fotografer. Vi havde nøje aftalt hvor de skulle stå og i hvilken side jeg skulle løbe på de steder, så de var fri for at stå og spejde ud i hele den store flok af løbere.
 |
Den utålmodige løber før start | |
|
|
|
Taktikken var at ligge mellem 4t15 og 4t30 fartholderne, men det viste sig at der var en 4t20 - så det blev der jeg placerede mig. Planen var så at blive ved dem til ihvertfald 30 km og så måske løbe fra dem hvis der var energi til det. Starten gik og der gik nogen tid inden der skete noget i vores del af feltet, men vi var løbende et godt stykke inden start (bonusmeter...). Allerede efter et par 100 meter kunne jeg mærke at der var noget galt - min compressionsstrømper gled ned. Fuck ikke den bedste start. Nå jeg vidste at mine heppere ventede oppe på broen og jeg måtte jo råbe til dem at jeg skulle bruge andre strømper næste gang vi sås - så de var klar til hurtig skift. Jeg var sur - strømperne er forholdsvis nye, men i samme mærke som et par jeg har i sorte og er vildt glad for. Øv - tog de hvide fordi de sorte er varmere. Nå lær lektien min pige - ikke afprøvet nok åbenbart.
 |
Her kommer jeg en anelse irriteret op på lange bro - kun 1 km ude på ruten. |
Nå da irritationen dampede af, formåede jeg at nyde løbet. Strømperne irriterede faktisk ikke selvom de var gledet ned. Der var vildt god stemning på ruten, fantastisk mange mennesker i godt humør heppede os frem.
 |
13,5 km og bestemt mig for at løbe videre i de dumme strømper. |
Det giver lige lidt god energi at se dem man kender.
 |
15 km og igen kunne jeg hilse på mine skønne heppere. |
 |
stadig ved 15 km - godt overskud, men vent nu på fartholderne!! |
Så var der et godt stykke "på egen hånd". Turen ud forbi fisketorvet og halmtorvet. Inden halmtorvet begyndte det at dryppe og kort efter var det rigtig regn. I starten var det skønt at blive kølet ned, for det var ret varmt at løbe, men da vi fik lidt mere vind - blev det koldt. Regnen stoppede heldigvis efter kort tid. Ved væskedepoter kom fartholderne noget foran, men jeg indhentede dem ganske stille igen - og energien var bare god.
 |
25 km og jeg holder stadig fint trit med fartholderne | |
Efter 25 km vidste jeg at jeg først fik mine heppere at se ved 41 km - det føltes lidt vemodigt. Det er jo nu det begynder at blive hårdt. Energien var stadig god. Vores fartholdere var super. Undervejs satte de gang i lidt slagsange - og de fejede ligesom den begyndende træthed bort. Ved 30 km havde jeg det fint, men turde alligevel ikke sætte farten op - der var jo stadig langt hjem og meget kunne ske. Jeg havde det godt i den lille gruppe med de skønne fartholdere. Den ene km efter den anden blev løbet og hele tiden med søde og overskuelige mål sat af vores fartholdere. En stor tak til dem for al den opmuntring de formåede at indgyde i løberne. Nu nærmede vi os sidste væskedepot - stadig ok energi, træt ja, men ikke i krise. Vi overhalede nu mange gående og langsomme løbere, det var blevet mere besværligt at løbe jævnt pga. al den zigzag. Jeg tænkte at nu turde jeg godt løbe videre alene, kun 3 km hjem og energien skulle jo brændes af.
Jeg fik lidt at drikke og fortsatte så inden min gruppe - fik lige lagt lidt hurtigt afsted, men justerede farten ned i passende tempo. Det gik fint, men trætheden kom snigende. Mellem 40 og 41 km synes der pludselig langt fordi jeg ikke helt kunne gennemskue ruten - men så var der pludselig nogle fra løbeklubben som heppede - og det gav en smule overskud igen. Endelig kunne jeg skimte lange bro og vidste at nu var der ikke langt igen. Endnu en hepper fra klubben og så kunne jeg skimte min mand og søster. Yes nu var der ikke langt tilbage.
 |
Her kommer jeg oppe på broen |
 |
En anelse brugt?? Yep, men der der håb forude |
 |
Ned af bakke og benene kan lidt igen:-) |
 |
En glad løber genforenet med familien efter løbet |
|
I målområdet fungerede det bedre end sidste år - dog synes jeg stadig at en vandflaske burde være det allerførste man får stukket i hånden. Jeg havde fået en på broen som jeg løb med den sidste km fordi min mand i høj grad manglede at kunne få fat i vand da han løb her sidste år. Medalje fik jeg også og selvfølgelig fik jeg den af Ruth Hedegård - den seje 70-årige kvinde som har løbet og fuldført alle de tidligere Copenhagen marathons. Sejt!!
Min sluttid kan i se på billedet herunder og jeg er noget stolt af at det faktisk lykkedes at løbe med negativ split!! Men måske burde jeg have lagt en lille smule hurtigere ud eller have smuttet fra fartholderne allerede ved 30 km? Nå pyt - jeg er supertilfreds og det blev jo PR med 7 min :-).
 |
Her er så mit løb i detaljer |
Nå men jeg har det ellers rimelig godt i mine ben, selvfølgelig er de trætte og ømme, men ikke voldsomt. Jeg har en lidt øm tå, der er dog ikke noget at se på den og så har jeg et bette sår på ryggen fra mærket i mine løbeshorts - her må der sportstape på en anden god gang. Dog billigt sluppet efter en løbetur på 42,195km.
Nu venter en eksamen på onsdag og så har jeg igen tid til at holde øje med hvad der sker i blogland - jeg savner at følge med i mine faste blogs....