Jeg har altid været fascineret af bjerge og nyder virkelig
når der er mulighed for at tage på vandreture, men alligevel er jeg totalt
uforstående over hvad der driver de vandrere som sætter livet på spil for at
komme op på verdens højeste tinder. Jeg kan huske at hørt om en masse dødsfald
på en Everest ekspedition tilbage i 1996 hvor danskeren Lene Gammelgaard besteg
Everest og mistede en af sine gode venner – derfor måtte jeg jo læse denne bog
da jeg pludselig stødte på den.
Bogen her beskriver Krakauers oplevelse i 1996, da han var
deltager på en af de mange ekspeditioner som var på Everest da det gik så
grueligt galt at 12 mennesker mistede livet. Krakauer fortæller i detaljer om
forberedelserne frem til dagen hvor gruppen gør topforsøget og tingene går galt.
Bogen er spændende fordi den fortæller detaljer på en helt anden måde end jeg
har læst før. Krakauer fortæller om de uhumske forhold på deres ophold i en
bjerglandsby på vej op, om affaldsproblemer på Everest og hvad der nu gøres for
at løse det, om den endeløse kø af bjergbestigere på vej til toppen, om presset
på ekspeditionslederne for at få folk til toppen på bekostning af sikkerheden,
om iltmanglens indvirkning på fysik og dømmekraft osv. Små detaljer som jeg
ikke synes at have fået indblik i på samme måde før.
Bogen springer lidt rundt kronologisk og det synes jeg
irriterede min læsning en del samtidig med at jeg ikke helt kunne se meningen
med det. Men alt i alt en spændende bog, både fordi den giver et indblik i en
helt anden hverdag hvor liv og død går så tæt hånd i hånd, men også fordi den
er skrevet på en måde så man nærmest kan føle rædslerne på egen krop.
Vurdering: 3/5 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar