Medicingiganten GlobalChem har problemer med voldsomt
faldende aktiekurser pga. finanskrisen. Stifteren af firmaet, Buck Frazier, har
en generalforsamling i vente hvor næstformanden mod Bucks vilje har samlet
flertal for en opsplitning af firmaet. Buck vil bekæmpe dette med alle midler
og begynder derfor at kigge nærmere på et meget favorabelt tilbud fra en
virksomhed som kalder sig Geniom. Problemet er blot at Buck ikke kan gennemskue
hvem der står bag kontraktilbuddet og heller ikke ved om etikken er i orden i
den bagliggende forskning. Buck allierer sig derfor med privatdetektiven Harry
McFarlane og it-eksperten Mikkel Alvarsen, for at få undersøgt både firma og
kontrakt nærmere.
Deres undersøgelser fører dem til et verdensomspændende
netværk af forskere, som ledes med hård hånd af forskeren og lægen Albert
Nougan. Nougan driver gratisklinikker, hvor gravide som har fået konstateret
gendefekter ved fosteret, kan få hjælp til at få fjernet disse skavanker og
dermed føde raske børn. For at
finansiere disse klinikker så driver Nougan samtidig en klinik hvor rige kan få
hjælp til at få børn med præcis de egenskaber som de gerne vil have.
Nougan driver disse klinikker uden at myndighederne ved hvad
der foregår og er derfor straks på vagt, da han finder ud af at nogen søger
oplysninger om klinikkerne og diverse patenter som ligger til grund for den
viden klinikkerne bruger i deres behandling. Nougan tager derfor sine
forholdsregler og går direkte efter sine ”forfølgere”.
Bogen er spændende og som altid er Clifford godt inde i sit
stof. Selv forholdsvis tunge emner som verdensøkonomi og genteknologi formår
Clifford at formidle på en måde så det er interessant at læse. Jeg er dog ikke
helt så begejstret for denne bog, som for Cliffords øvrige bøger, og det fordi
spændingsniveauet er noget mindre. Bevares der er da spænding undervejs, men
slet ikke i samme højder som jeg forventer når jeg sidder med en bog af Ole
Clifford i hænderne. Dog synes jeg at fremstillingen af de etiske dilemmaer i
forbindelse med hvad forskningen er i stand til og hvad der så skal tillades er
utrolig interessant – for hvor går grænserne og hvem skal have lov at sætte
dem??
Vurdering: 4/5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar