fredag den 20. januar 2017

Så blev det tid til eksamen som afslutning af 1. semester.

Klar lige før eksamen!
Så er 1. semester klaret - eller det håber jeg da. Eksamen startede i går kl. 9 hvor der blev adgang til case med spørgsmål. Så var der 24 timer til at aflevere sin besvarelse. Platformen i forhold til eksamen hedder Wiseflow hos Ucsj, og det var ret nemt at navigere rundt i. Det var dejligt med flere skærme til at have overblik over online-bøger, Mendeley og bibloside til kilder og så selvfølgelig opgaveskrivning på den ene skærm. 

Lidt sommerfugle i maven var der jo lige i tiden op til at casen blev synlig - for hvad ville casen handle om og var der spørgsmål som overraskede. Casen var noget mere beskrivende end de har været undervejs på semesteret, det var dejligt. Problemstillingen var en pt med hjerteinsufficiens. Der var spørgsmål til casen, spørgsmål til en national sundhedsprofil hvor der var link til rapporten (over 100 sider...), krav til en systematisk søgning og sidst et spørgsmål i forhold til kendetegn ved en professionsuddannelse. Den der rapport fik mig lige til at miste pusten et øjeblik, men det var ikke så slemt da først jeg fik dykket ned i den - rigtig meget statistik! 

Det gik egentligt ok med at få kommet igang med opgaven og så tog jeg det bare stille og roligt et spørgsmål af gangen, hvor jeg tog det vigtigste med og kort skrev hvad jeg gerne ville uddybe med hvis der viste sig at være plads. Det fungerede godt. Jeg holdt ganske få pauser i løbet af dagen og hen omkring kl. 19 kunne jeg samle opgave med forside, indholdsfortegnelse osv. Da den så var samlet fik den lige en sidste god gennemlæsning, men der var jeg godt nok ved at være træt. Jeg uploadede og afleverede ca. 22.30. Er jeg tilfreds? Hmm på den begrænsede plads (9600 tegn uden mellemrum) tager man en masse fravalg og det er jo altid svært at vide om eksaminator og censor vil være enige og også i forhold til vægtningen af de enkelte spørgsmål. Men alt i alt er jeg ok tilfreds og tænker da at den må være bestået. Men man ved jo aldrig - har jeg fået stirret mig blind på noget? Vægtet forkert? Udeladt eller overset noget væsentligt? Nå der er omprøve næste torsdag for dem der ikke består, så senest onsdag har vi svar. Nu er det ihvertfald ude af mine hænder at gøre mere - nu skal tiden bare gå...

søndag den 15. januar 2017

Sidste seminar på 1. semester

Fra auditoriet på Campus Slagelse
Tiden flyver - eksamen nærmer sig, vi er snart færdig med 1. semester. Vi har lige afsluttet semesterets sidste seminar og her har fokus været meget på eksamen. Eksamen er nemlig på torsdag og fredag. Det er en case som vi kan hente på eksamens platformen Wiseflow og vi har så 24 timer til at arbejde med case og besvare spørgsmål. Vores besvarelse må fylde 9600 anslag uden mellemrum. 

Vi har arbejdet med en case i sidste online periode (tiden mellem seminarer). Jeg er kommet i en ny gruppe og det har været en fornøjelse. I denne gruppe er der et ønske om at gøre et godt stykke arbejde og alle møder velforberedte op. Der har været en virkelig god dynamik og det har givet nogle gode faglige diskussioner. Meget fagligt udviklende. 

Dog var det spændende at få feedback på vores arbejde med casen, for det er jo sidste gang inden eksamen. Heldigvis fik vi god feedback både på indholdet af vores opgave og strukturen. Det har taget lidt tid at få styr på de tekniske retningslinjer - især det med kildeangivelser og Litteraturliste. I vores gruppe har vi dog også brugt en del tid på at sætte os ind i Mendeley, som referencehåndterings værktøj. Det kan godt betale sig. Det gør det så meget nemmere at kilderne kan bruges fra gang til gang og at der er en god søgefunktion. 

Som e-læringsstuderende er det dog noget diffust hvor mange der stadig er på holdet og der er stadig nogle hvor jeg tænker - hmm er jeg også på hold med hende ;-). Alt i alt fungerer det dog super at være e-læringsstuderende. Gode undervisningsmaterialer tilgængelige online og jeg kan bruge tiden på det som jeg har behov for. Seminarerne er tit sådan noget praktisk undervisning - skill lab, hvor vi øver div. praktiske opgaver. Jeg har deltaget selvom jeg godt kan give bækken i en seng, vaske forneden osv. Der er altid nogle gode faglige snakke undervejs. 

Så indtil videre kan jeg godt anbefale at læse videre til sygeplejerske selvom man er erfaren social- og sundhedsassistent. Det er spændende at få genopfrisket sin viden og få bygget ovenpå.

Karin Slaughter: De smukkeste


Jeg har vist ikke tidligere læst bøger af Karin Slaughter, men blev anbefalet denne. Jeg var dog lidt bekymret for parallellerne til "Kvinden i toget" som jeg absolut synes var kedelig. Bogen her starter dog med forholdsvis spænding, hvor hovedpersonen Claire ser sin mand blive myrdet lige for øjnene af hende. Claire begynder stille og roligt at finde ud af ting om sin nu afdøde mand, som gør hende meget usikker på hvad det overhovedet er for en mand hun har været gift med i mange år. Claire synes samtidig det er meget underligt at politiet virker interesseret i hendes gøren og laden uden at sige helt hvorfor. Undervejs får Claire kontakt til en søster hun ikke har haft kontakt med i mange år og de graver sammen videre i Claires mands hemmeligheder. Samtidig graver de i sagen om deres søster som forsvandt på mystisk vis for mange år siden og som aldrig er blevet fundet.

I starten af bogen følger man Claire og hendes søster i separate historier og det fungerer godt. Ret hurtigt få de dog kontakt og familie hemmelighederne begynder at komme frem i lyset. Bogen er spændende dog uden at man sidder ude på kanten af stolen - i slutningen af bogen vendes der dog op og ned på handlingen og spændingen får lige et tvist. 

Jeg tror da absolut at jeg må have fat i flere bøger af denne forfatter :-)

Vurdering: 4/5 @@@@