søndag den 3. maj 2015

Sadlen afprøvet og godkendt på langtur

Det har ikke været helt nemt at finde den rette sadel, og så alligevel - da først jeg fik kompetent hjælp hos Webike i Brønshøj, så gik det jo. I går var jeg med Team Rynkeby Næstved på langtur. Vi cyklede 103 km sammen og jeg cyklede 40 km i transport samlet frem og tilbage til vores mødested, så alt i alt godt 140 km. Det var en dejlig tur og nu er det helt sikkert at min Ruby sadel er kommet for at blive. Jeg blev selvfølgelig lidt øm af at sidde på en cykel så længe, men slet ikke i nærheden af hvad jeg havde forventet. Ruby sadlen kommer afgjort også med når vi skal til Mallorca og cykle i fremtiden! En sadel der passer betyder bare SÅ meget!!
Jeg har i mellemtiden afprøvet en Selle italia women gel flow sadel, og den er også ret god men ikke så god på langture som Ruby, så den er kommer i stedet for på min gamle racer. Den kan ses herunder.



Nå men tilbage til turene med Team Rynkeby. Der er jo sket meget siden sidst. Efterhånden som det er blevet varmere er vores gns. fart lige så stille steget. Jeg var noget nervøs for, om jeg kunne klare et snit på 25 her i slutningen af april hvor vi skulle have vores testløb. Det er jo sådan at holdkaptajnen og den træningsansvarlige kan sætte folk af holdet hvis de ikke træner nok eller ikke kan følge med. Selvom rytterne godt ved at de gerne vil have alle med var der alligevel lidt sommerfugle i maven inden testløb nr. 1. Det gik dog ganske fint for hovedparten af holdet og de enkelte der havde problemer skal nok nå det tror jeg. 

I går var vi på en dejlig tur langs Stevns´kyst og vi holdt en gns. fart på 26,4 km/t - så det går godt. Det allerbedste ved at køre sammen er stemningen på holdet, alle er bare søde og hjælpsomme på hver deres måde. Herunder er et billede fra vores korte pause ved Fakse Ladeplads. 



 Jeg får trænet som aldrig før. I april blev det til 1196 km og samlet for i år har jeg kørt 2370 km - det har jeg aldrig før klaret så tidligt på året. Det bliver et rekord år på mange måder. Jeg ser sådan frem til de sidste 2 måneders træning sammen med holdet inden vi skal afsted mod Paris i starten af juli - der er ingen tvivl om at det bliver vemodigt når det er slut! Sammen med al cyklingen bliver der stadig samlet en masse gode penge ind til børnecancerfonden og det er jo den egentlige grund til at vi gør det her. 

Hvis du vil støtte Team Rynkeby Næstved kan du gøre dette via Mobile Pay til holdets nr. 52272708 - alt går ubeskåret til børnecancerfonden.