søndag den 8. marts 2015

Så er vi startet på landevejstræning med Team Rynkeby

Vinteren er heldigvis ovre og nu er det endelig tid til at skifte et svedigt spinningslokale ud med træning på landevej. I tirsdags var jeg til min første træning sammen med Rynkebyholdet. Vi startede kl. 17, så det ville mørkne mens vi var afsted. To timer inden vi skulle starte kom der en gevaldig sne/hagl/regn byge, men heldigvis var det blevet tørvejr. 

Vi blev delt i to hold, dem der har kørt en del på racercykel før og så de ikke rutinerede. Jeg smuttede med på det øvede hold, men pyh for et tempo de lagde ud med. Jeg lå næsten bagerst og der var en del elastikkørsel, så det var rigtig hårdt. Jeg måtte flere gange have farten sat ned for at kunne følge med og alligevel hamrede min puls alt for højt. Flere steder undervejs lå der sne/hagl på vejen og der var glat, heldigvis gav det ikke anledning til styrt. Vi var retur efter godt 30 km og jeg var så træt fordi jeg meget af vejen havde kørt lige på kanten af min formåen. Jeg var derfor lidt ked af hele situationen da jeg kom hjem, selvom jeg med min fornuft godt kunne tænke at det var første tur og at det nok skal blive bedre.

Lørdag cyklede jeg ind til Næstved, klar til endnu en træning. Denne gang skulle der køres en del bakker, så jeg valgte at smutte på holdet for de ikke så øvede. Her gik det meget bedre, tempoet var lidt lavere og det gør bare en verden til forskel når pulsen ikke fra start ligger alt for højt. Vejret var godt, sol men dog blæsende. Det var rigtig hyggeligt at være på tur denne gang. Vi havde en del punkteringer på holdet, så der blev nogle pauser, men det gik jo alligevel. Der er lidt problemer med at advarsler/kommandoer kommer hele vejen ned gennem rækken, men det skal nok komme. Alt i alt en god og hyggelig tur. Vi kørte ca. 50 km sammen og med de 12 hver vej i transport var det slet ikke så dårligt - det skal nok blive en fantastisk sæson! Optimismen er tilbage.