lørdag den 28. januar 2012

Og løb er så ikke aktuelt.

Jeg har ikke holdt ret meget motionspause, for det er faktisk gået fint med at spinne, smide lidt rundt med håndvægte og vægtstænger m.m, crosstrainer og så lidt zumba. Så må man da for pokker også kunne løbe ikk??

Prøvede en tur her midt på ugen, sådan stille og roligt. Løb 1 km, gå 100 meter osv til jeg havde været den lille rute på 5 km. Det gik faktisk ok - så optimismen var stor. 

Jeg fortsatte så min alternative træning og ville efterfølgende løbe en tur efter samme princip som sidst. Jeg kunne dog mærke min lægmuskel lidt, men tænkte den bare trængte til at blive varmet op. Men næ nej, den fortsatte med at brokke sig lidt og efter 2,5 km kunne jeg mærke at jeg var begyndt at kompensere og bruge modsatte ben til fremdriften - Det går jo ikke. Så jeg fik en super kold gåtur hjem - brr hvor man bare ikke kan holde varmen når man er klædt på til løb, men lige må gå 2,5 km.... Det tog lige lidt tid at blive ordentlig gennemvarm igen. 

Status er nu at jeg igen har en øm lægmuskel - og dermed har jeg indset at løb ikke bliver aktuelt den næste måneds tid ihvertfald. Jeg håber dog at jeg kan fortsætte med at træne alternativt i træningscenteret - for jeg bliver ikke til at være i nærheden af hvis jeg ikke kan brænde noget energi af ;-). 

En konsekvens af mit elendige ben er jo så desværre at Copenhagen marathon ikke bliver løbet af mig i år. Der er kun 16 uger til nu og jeg må jo nok indse at det ikke er muligt at blive i form til det samtidig med at jeg skal komme mig over en skade. Surt.

Så den næste tid bliver der ikke så meget løb at berette om på bloggen her...desværre.

onsdag den 18. januar 2012

Uheldsdag!


Mandag - en udskældt dag af mange, en ny uge truer ;-), og tja for mig og min søster blev det så en uheldsdag. 

Jeg havde fridag og havde planlagt at deltage i et "stram op" hold i Fitness World. I "min" by er der 2 centre og dette blev dagen hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at besøge det andet center. Jeg kunne ikke lige finde rundt i centeret, men fik hægtet mig på en sød kvinde som skulle deltage på samme hold som jeg. Instruktøren lukker os ind og jeg finder en plads i midten og får fundet de forskellige remedier som vi skal bruge. Der er tempo på lige fra starten og bare knap 10 min inde sker uheldet. En smerte i min højre læg lammer lige musklen - jeg stopper op, strækker musklen ud og prøver ganske langsomt at komme tilbage til de rigtige øvelser. Det går bare slet ikke, musklen er krampet sammen og jeg kan godt mærke at det nok ikke er godt at fortsætte. Mens jeg har "pauset" har instruktøren flere gange sendt blikke i min retning og opfordret til at give sig selv fuldt ud. Musikken er høj og instruktøren hepper godt på i sin mikrofon mens hun går rundt mellem deltagerne. 

Jeg tænker: kunne man da bare være usynlig og lige smutte ud ;-). Nå jeg tager nogle af mine remedier og "lister" afsted for at lægge dem på plads. Instruktøren ser straks mit forsøg på at trække mig og siger at hvis jeg ikke vil deltage kan jeg bare lade tingene ligge og gå. Jeg pipper lidt beklemt at jeg havde fået en fibersprængning i læggen og derfor var nødt til at gå - og skynder mig så ud derfra. Fuck det var ubehageligt og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det er jo ganske logisk at stoppe når man pådrager sig en skade og egentlig synes jeg ikke instruktøren overskred nogle grænser, men hvorfor følte jeg så at det var så ubehageligt? I don´t know....  Møgærgerlig over at få en skade kunne jeg så humpe ned af trappen og hjem og sidde med ispose på og benet oppe. Sikke en debut i "nyt" center. Heldigvis går det meget bedre med benet allerede og jeg kan bevæge mig rundt uden smerter igen. Dagen i dag har budt på ½ time på crosstrainer og det uden problemer - så forhåbentlig er jeg afsted for fuld speed igen om nogle dage.

Mandag var også en uheldsdag for min søster, som fik vandproblemer på flere måder. Mon fredag den 13. blev forsinket hernede hos os?

Nå marathon i Kbh nærmer sig snart med hastige skridt, så benene skal snart være i form til mere systematisk løbetræning end de sidste mange måneder, for ellers kan jeg godt skyde en hvid pil efter det mål :-(