fredag den 25. februar 2011

Max nederlag eller ?

Jeg gruede jo ganske meget for fredagens træningspas - en times maxtest. Hmm jeg er ikke god til at presse mig selv under konkurrence og da slet ikke alene. De 2 km opvarmning kunne jeg da klare men så kom udfordringen. Jeg startede med 11,6 km/t - måske lige vel overmodigt, det ved jeg faktisk ikke. Minuterne sneglede sig afsted. Nå kunne mærke at det holdt ikke hjem, eller er det hovedet der ikke kan udholde tanken - jeg ved det faktisk ikke. Nå satte farten lidt ned så den lå på ca. 11 - 11,3 km/t. Nøj hvor gik tiden langsomt. Pludselig bippede min forerunner - aj hallo en værdi for restitutionspuls - åhr nej jeg havde fået stoppet uret. Det slog mig helt ud - ja der skal ikke meget til når der står maxtest på programmet ;-). Kunne slet ikke finde rytmen igen, måtte helt ned på 10 km/t og løbe noget tid før det gik ok. Jeg løb så en smule progressivt og sluttede den sidste km på 10,5 km/t. Hmm ikke en vellykket test, men jeg ved ikke om jeg kan gøre det bedre?? Til en konkurrence jo, men der kan jeg også nogengange falde i det store sorte tankehul og slå min rytme i stykker med tanker om at jeg ikke kan. 

Nå nok om mine frustrationer med min udtalte mangel på evne til at presse mig selv!!




Tilgengæld har det været solskin i dag og heller ikke så voldsomt koldt, så det har bare været lækkert!! Generelt er jeg også tilfreds med mit løb. Jeg er nu på 40 km i denne uge og mangler en 21 km tur på søndag, så ugen slutter pænt og månedens total kommer på ca. 200. Ikke dårligt :-). 

Den energi som jeg burde have brændt af på landevejene i dag blev i stedet brugt til at give hytten en god omgang rengøring - skønt nu hvor det er overstået og vinduespudseren også har været her og klare vinduerne. Så sol kom bare an - jeg er klar!! 

mandag den 21. februar 2011

Ugen bare fløj afsted

Så gik endnu en uge og jeg nåede de planlagte 35 km - dejligt med en restitutionsuge! De to ture med tærskeltræning og interval blev løbet indendørs på bånd, jeg er vist blevet lidt afhængig af denne nemme måde at styre tempoet på. Planen er dog at alt løb selvfølgelig skal foregå udendørs igen når foråret banker på. 

Weekenden bød på en tur i Lalandia sammen med mine børn, mine søskende og deres børn og så min mor. Det var ganske hyggeligt, men hold da op Lalandia er en pengemaskine og der var sort af mennesker her i børnenes vinterferie. Lørdag havde jeg brug for lidt fred og ro - og hvad var så mere kærkomment end en løbetur? Jeg løb ned forbi Lalandia på de noget snesjappede stier og ud til vandet. Op på diget og så ellers bare derudad.
Helt mennesketomt på diget
 Det var skønt at komme væk fra menneske mylderet og bare være sig selv for en stund. Samtidig synes jeg jo det er skønt at løbe nye steder og dette dige var absolut et af de skønnere. 
For det meste fin sti at løbe på - kun enkelte driver :-)
Jeg var lidt spændt på mit knæ, for det drillede ret meget på torsdagens løbetur, men måske pga. de nye sko? Ihvertfald mærkede jeg intet til det på min tur nu - det andet knæ var dog ømt, men det var efter et slag i den store delvis udendørs rutschebane i Lalandia så det tog jeg mig ikke af.
Horisonten så lidt truende ud - men vi fik ikke mere sne
Lidt ærgerligt at turen kun skulle være 11 km - men sådan er det jo nogengange :-). Efter denne skønne tur hvor jeg ikke mødte et eneste menneske havde jeg igen samlet energi til at "klare" menneskemylderet i Lalandia... 


Nu venter en ny løbeuge forude med 60 km hvis benene vil - de 7 er allerede klaret, så er der jo kun 53 tilbage. Piece of cake!

tirsdag den 15. februar 2011

Hmm så sner det igen

Gider ikke mere sne!!!
Jeg er træt af sne og blæst, det har vejrudsigten desværre ikke taget hensyn til :-(. Nå forhåbentlig bliver det ikke så galt hvad sneen angår, selvom det sner godt lige nu.

I går skulle jeg løbe en rolig tur på 9 km - så det var jo en god anledning til at få prøvet de nye sko. De føles noget anderledes end Asics og det er tydeligt at mærke at de har et bedre vejgreb. Det blev en rigtig god løbetur og selvom jeg normalt foretrækker vindstille vejr, så nød jeg at kæmpe mod den kraftige blæst. Flere gange stod jeg næsten stille i modvinden, men det lykkedes da at komme rundt på ruten og i medvind var jeg jo nærmest flyvende. 

I dag valgte jeg løbebåndet til min korte interval-tur. 3 intervaller af 1 km i tempo 4:55 - det gik super fint. 

Ellers har jeg jo fået programmet for de næste 4 uger - og der skal løbes pyh. Denne uge er jo rimelig blid med 4 x løb og ialt 35 km. Næste uge byder på 5 x løb og ialt 60 km, det værste er 1 times testløb. Jeg hader de testløb og kan slet ikke finde ud af at disponere mine kræfter når jeg skal løbe dem. Det er jeg iøvrigt heller ikke god til under konkurrence, men der virker det dog nogengange ;-). Uge 9 byder på 5 x løb og ialt 70 km. Uge 10 byder på 6 x løb og ialt 80 km. Så hvis ellers benene og motivationen holder, så får jeg slået min uge km rekord, som vist er på lige under 70 km. Nå men benene har det godt, motivationen har jeg fundet igen - så det er jo bare at klø på med træningen. Så mangler jeg bare at foråret melder sig samtidig :-)

lørdag den 12. februar 2011

Endnu en løbeuge i hus

Motivationen er stille og roligt ved at indfinde sig igen - og det er jo en fornøjelse! Jeg skulle have løbet tirsdag, men min syge søn med meget høj feber fik sat en kæp i hjulet på den plan - jeg havde det skidt med at skulle forlade ham i over en time for at løbe og udskød turen til onsdag. Dog var det med en underlig følelse i maven - for det er ikke godt at udskyde en tur når motivationen er lav, det kan hurtigt blive undskyldningen for at gøre det igen.

Onsdag var der dog ingen forhindringer og der blev løbet små intervaller på løbebåndet til den helt store guldmedalje - og mærkeligt nok så nød jeg det faktisk. Kroppen fandt ind i et fantastisk flow.

Fredag stod den så på tærskeltræning. Igen valgte jeg løbebåndet og igen havde jeg en fantastisk tur med flow det meste af vejen. Tiden fløj med "jordens søjler" fortalt i mine ører. Efter træningspasset var jeg hos min lokale løbespecialist, for det er på høje tid med udskiftning af mit ene par sko. Jeg har i flere år kun løbet i Asics 21xx serien, men flere kloge hoveder har presset på for at jeg skulle vælge en anden model som par nr. 2 - det skulle fordele belastningen mere jævnt på kroppen. Dermed endte jeg så med et par Nike zoom Equalon.
min nye sko (billedet lånt fra løberens hj. side)

Så må vi se hvordan det går. På løbebåndet så det dog ud som om de støtter mig på samme måde som den nye Asics 2160, men når jeg læser om Nike på nettet lyder det som en sko til kraftigere pronation - hmm. Nå det går jo nok alt sammen. En ting jeg glæder mig til ved Nike skoen er at dens sål står væsentlig bedre fast på glat underlag end Asic, og det er jo ikke at foragte i disse tider.

Nå i dag vågnede jeg op til det smukkeste solskin og kunne se at i morgen lover de ikke så godt vejr. Jeg var ikke længe om at beslutte at ugens langtur på 32 km måtte løbes i dag. Jeg var noget spændt på distancen for jeg har ikke løbet over halvmarathon siden min marathon i november. Det gik dog rimelig godt med den foreskrevne metode 2 km løb - 3 min gang osv. Min kære søn kørte efter eget forslag med på cykel som depot/servicevogn - dejligt. Efter 20 km kunne jeg godt mærke at energien var for nedadgående, men det gik da stadig. Efter 26 km måtte jeg snuppe en ekstra gåpause midt i løbeintervallet, bare ganske kort, men nok til lige at løsne i benenes muskler. De 32 km blev fuldført og var jo en fornøjelse i dette smukke vejr. Ruten var mest på grus og en stor del også langs vandet - jeg elsker Danmark når vi bliver begavet med så smukt vejr. Dermed er ugen fuldført med 55 km og nu venter jeg spændt på at Kjetil sender program for de næste 4 uger. Første uge er dog restitutionsuge, så den bliver nok ikke så slem ;-).

mandag den 7. februar 2011

En bog til løbeturen

Endelig er grusvejene igen farbare på løbeben :-)
I dag har jeg fået en creative zen afspiller, det er også kun ½ års tid siden min oldgamle mp3 afgik ved døden. Jeg har dog ikke savnet den så meget på løbeturene, for jeg er ikke så meget til musik i ørerne. En ting jeg dog har manglet lidt er at høre lydbøger på mine langture - og dem skal der nu gang i igen. "Jordens søjler" af Ken Follett ligger nu klar og bliver et hyggeligt genhør inden jeg skal høre fortsættelsen "Uendelige verden" som jeg aldrig har læst/hørt.

Den forgangne uge gik fint. Jeg fik løbet 40 km i alt, så det er fint ifølge mit reviderede program (men 25 mindre end det oprindeligt var planen i den uge). I går var jeg jo pludselig kaldt på arbejde og da det regnede da jeg havde fri - så blev det 17 km på løbebånd. Det gik egentlig fint, benene var friske - så det var intet problem at løbe de 11 km i marathontempo (5:52). Jeg havde taget pulsrem på fordi det er længe siden jeg har checket pulsen under løb - men efter ca. 4-5 km så målte den som vinden blæser. De første 3 rolige km lå pulsen på 150 og steg til ca. 160 da jeg gik op i tempo. Så fik jeg ellers sjove målinger på 191, så 203 og sådan sprang den rundt. Pyt jeg løb rimelig afslappet videre og klarede mit træningspas uden problemer.

Flere har spurgt til om jeg løber efter program, og ja det gør jeg. Jeg fik kontakt til Kjetil Havstein sidste sommer, og han styrer nu min træning med "hård hånd" ;-). Grunden til at jeg tog dette initiativ var ønsket om at løbe marathon. Jeg har i et par år leget med tanken og har også fundet programmer på nettet, men er sjældent nået ret langt før jeg er sprunget fra. Sidste vinter startede jeg så igen på et program fra nettet med henblik på at løbe Cph marathon. Jeg nåede også det meste af træningen igennem, men lige i starten af nedtrapningen fik jeg en fiberskade i læggen og måtte med stor sorg opgive løbet. Langsomt, meget langsomt kom jeg igang igen over de næste måneder men var meget i tvivl om hvordan jeg skulle komme videre, for lige når jeg synes det gik godt så fik jeg en kraftig advarsel fra mit ben og måtte trappe ned igen. Så mailede jeg lidt frem og tilbage med Kjetil, og han fik mig fra min idé om at HC Andersen skulle være målet. Det var selvfølgelig for tæt på i forhold til min aktuelle træningsstatus. Derfor blev målet at løbe Skovmarathon i St. Dyrehave i november. Kjetil laver nogle rigtig gode og varierede programmer, så træningen bliver absolut ikke kedelig. Samtidig får man god feedback på træningen og god vejledning på mange af løbets facetter - han var super at have på sidelinien i tiden op til mit første marathon. Kompetente og gode svar på alle de spørgsmål en førstegangsløber nu har og jeg fik en kanon oplevelse på den smukke novemberdag i St. Dyrehave. Så efter første marathon var jeg slet ikke i tvivl om at jeg ville fortsætte med et personligt program fra Kjetil frem til Cph marathon, og derefter vinker der jo nok et nyt mål i horisonten :-). 

Denne uge byder på 3 træningspas. Korte intervaller i morgen, tærskeltræning torsdag og så en laaang tur i weekenden.

lørdag den 5. februar 2011

Arbejdet fylder



Det er ikke altid let at planlægge - og arbejdet har sørme fyldt min tid godt her de sidste dage. Nå torsdag var jo planlagt løbedag med 12 km, og selvom jeg kom sent hjem fra arbejde, så smuttede jeg afsted i tusmørket. Benene føltes stadig tunge - absolut intet let over mit løb, men 11,7 km fik jeg da klaret. Yes så mangler kun en 17 km tur søndag.

Søndag var jo planlagt til at være fridag, men men nu er jeg så lige kaldt på arbejde. Planen er dog stadig at jeg naturligvis løber min tur efter arbejde. Så må vi se om benene er friske nok til at de 11 km af turen kommer til at foregå i marathontempo som jeg gerne skulle. 
Næste uge er jeg så heldig at have et par feriedage - så der bliver det lettere at få løbet passet ind i de lyse dagtimer - skønt.

onsdag den 2. februar 2011

Det går op og ned i lille Danmark

Og også i mit løberliv. Jeg tog mig gevaldigt i nakken og snuppede 11 km på løbebåndet i går med 6 x 1 km intervaller startende i tempo 5:10 og sluttende i 4:50. Dermed er ugens første tur ud af 3 i mit reviderede program klaret. Men det var hårdt var det. Pyha pyha de sidste og hurtigste intervaller føltes meget lange og jeg delte dem op i de næste 30 sek, så bare 15 sek og pludselig var de jo klaret. Faktisk er løbebåndet genialt til intervaller - når jeg får ondt af mig selv så skal der alligevel noget til før jeg overgiver mig og stiller farten længere ned - næ det er bare om at følge med. I dag er det pokkers højre knæ dog lidt ømt, så det har åbenbart ikke haft gavn af pausen. Nå men selv med en uges slendrian og en uges total pause i januar er det alligevel blevet til 120 km, så det var ikke helt så ringe som jeg havde troet.

Jeg startede i går på 4. modul i Akademiudd i sundhedspraksis og sjovt nok så jeg at vi skal have undervisning i motivationsteori - så måske jeg kan hente en god portion motivation der og komme ud af min lille motivationskrise? Umiddelbart er det ihvertfald en undervisningsgang jeg glæder mig til.

Nå næste løbehurdle er i morgen hvor jeg efter arbejde gerne skal løbe en rolig tur på 12 km - jeg gør det, ja jeg gør!!